Mette Frederiksen har smedet et våben – tør hun bruge det?

Opinionsindlæg af postdoc Malte Frøslee Ibsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske.

Mette Frederiksens valgsejr havde karakter af det, amerikanerne kalder en politisk »realignment« – et valg, der genkonfigurerer partilandskabet, så det er bedre i overensstemmelse med underliggende forskydninger i vælgerhavet. Det berømte amerikanske eksempel er Franklin D. Roosevelts etablering af den såkaldte »New Deal Coalition« af arbejdere, minoriteter og sydstatsvælgere, der dominerede amerikansk politik i kølvandet på Depressionen i 1930erne og frem til slut-60erne.

Herhjemme er det mest åbenlyse eksempel »systemskiftet« ved valget i 2001, der lagde grundstenen til den dominans over det danske politiske liv, som blå blok med Anders Fogh og Lars Løkke i front har nydt de seneste 20 år. Den bærende søjle i denne borgerlige politiske dominans var, at det lykkedes Fogh og Pia Kjærsgaard at smede en koalition mellem borgerlige vælgere og mere værdikonservativt orienterede arbejdere og lavtuddannede vælgere, der flygtede fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti og dermed skabte et stabilt flertal under en borgerlig politik – ja, selv når de borgerlige partier ikke var ved magten, som i perioden 2011-2015.

Det var netop resterne af Foghs koalition, der brast endegyldigt sammen ved valget i sommer. Med Frederiksens kombination af en stram udlændingepolitik og en klar velfærdsdagsorden lykkedes det Socialdemokratiet at trække mange af de tabte arbejdervælgere tilbage over midten og tilføre Dansk Folkeparti et banesår. Valget skabte en ny politisk »realignment«, hvor Socialdemokratiet igen er blevet det store arbejder- og funktionærparti, mens de veluddannede storbyvælgere, der ikke kan leve med Frederiksens udlændingepolitik, gik til andre partier inden for rød blok – især de Radikale og SF.

Dermed har Frederiksen smedet en ny politisk koalition, der genskaber alliancen mellem arbejdere og højtuddannede fra Socialdemokratiets storhedstid, og som har potentialet til at dominere dansk politik i ligeså lang tid, som Foghs koalition har gjort.

Siden valget har Frederiksen og hendes politiske stabschef Martin Rossen dels haft travlt med at udstrække Socialdemokratiets magt over centraladministrationen med skabelsen af et egentligt politisk kabinet samt udskiftning på centrale ledelsesposter i embedsværket. Dels har den socialdemokratiske mindretalsregering gennemført en finanslov med støttepartierne i rød blok, der først og fremmest skulle tjene til at forsikre befolkningen om, at Danmark nu har fået et nyt regeringsdueligt politisk flertal, der prioriterer velfærden og en mere velpolstret offentlig sektor. Sidst men ikke mindst hørte vi i statsministerens første nytårstale, at hendes hjerte især brænder for socialpolitikken og de mest udsatte børn.

Men det er ikke kun statsministerens hjerte, der brænder – det gør Australien også, og Frederiksen har endnu ikke vist, at hun er i stand til at løfte den afgørende byrde, som hendes regering i realiteten kommer til at stå og falde med. Som jeg har beskrevet tidligere i disse spalter, er jeg overbevist om, at statsministeren fortolkede det politiske mandat, som hendes nye vælgerkoalition kan samles omkring, helt rigtigt, da hun omsatte valgsejren til et forståelsespapir med støttepartierne, der ophæver løftet om at gennemføre en ambitiøs og socialt retfærdig grøn omstilling af hele det danske samfund til regeringens centrale raison d’être.

Valget skabte en ny politisk »realignment«, hvor Socialdemokratiet igen er blevet det store arbejder- og funktionærparti.

Min pointe her er ikke, at regeringen har ligget på den lade side i klimapolitikken. Før jul lykkedes det som bekendt Dan Jørgensen at samle et bredt politisk flertal bag en internationalt set historisk ambitiøs klimalov. Men klimaloven danner netop kun rammen om de afgørende slag om den grønne omstillings konkrete politiske indhold, der bliver definerende for Frederiksens statsministertid.

Målet om at reducere de danske drivhusgasser med 70 pct. i 2030 pløjer op i en række dybe politiske konflikter mellem tungtvejende samfundsinteresser og spørgsmål af principiel ideologisk karakter – såsom hvordan de enorme omkostninger knyttet til den grønne omstilling skal fordeles, hvilke sektorer der især må holde for, og hvor dybt staten kan tillade sig at gribe ind i den personlige frihed. Indtil nu har regeringen kunnet forlade sig på, at dele af industrien, landbruget og finanssektoren har fornemmet, hvilken vej de politiske vinde blæser og derfor har søgt indflydelse gennem en række frivillige tilsagn om at bidrage på forskellig vis til den grønne omstilling.

Men inden længe holder denne velvilje op, og så må skåltalerne afløses af en politisk jernnæve, hvis Frederiksen skal levere på sit afgørende politiske løfte om en ambitiøs grøn omstilling, der ikke går på kompromis med den sociale retfærdighed. Med en langt mer håndfast politisk styring af centraladministrationen har Frederiksen og Rossen demonstreret, at de er i stand til at smede et potent politisk våben. Nu mangler vi at se, at statsministeren har evnen og modet til at tage det våben i brug i den grønne omstilling af det danske samfund, som hendes politiske
eftermæle kommer til at afhænge af.