Mødet med naturen kan næsten være religiøst

Debatindlæg af lektor Cecilie Rubow (Institut for Antropologi) i information den. 31. august 2019.

Mange mennesker har naturoplevelser, som er ’næsten magiske’ eller ’nærmest religiøse’. Naturspiritualiteten kan både skabe indre ro og en følelse af forpligtelse over for verden. Men det betyder ikke, at naturglade mennesker automatisk passer på planeten, skriver lektor i antropologi Cecilie Rubow i sin kronik i spiritualitetsserien.

Naturen er dejlig. Det kan de fleste blive enige om.

En tur på stranden en ruskende vinterdag, at gå med hunden i parken, at cykle langs tørre, modne kornmarker, at blive lidt væk i sin egen have. Skønt.

Mange mennesker finder en dyb glæde ved at være tæt på naturen, og selv om den i Danmark er temmelig tæmmet og kæmmet, er der mange muligheder for store, ligefrem grænseoverskridende oplevelser.

Det er en form for meditation, min form for zen, siger mange mennesker. Hvis jeg havde en religion, så ville stranden være mit alter, siger andre. Det er nærmest metafysisk, det er ret magisk, nærmest helligt, er nogle af de beskrivelser, de giver, af de stunder, de finder i naturen.

Væk fra det, de forstår som samfundet, og hvor man let kan finde sig selv fuldstændig filtret ind i pligter og ansvar. I skoven, på stranden, på bakken, ved vandet finder de en anden verden. De bliver rekalibreret og får hovedet ned i kroppens tempo.

Når man ‘bliver lille’ på stranden, helt blæst igennem, og man ser ind i uendeligheden, så bliver man en version af sig selv, som mange har en særlig tillid til. Derfor tages vigtige beslutninger på stranden, i skoven eller andre steder med en god udsigt. Derfor vender man tilbage igen og igen.

Naturen er en sanselig verden, og der er mange kostbarheder at dvæle ved. Sætter man sig på hug på et overdrev, er der flere planter og dyr, end man kan tælle til, på tre timer. Hviler man sig på toppen af en høj klit, har horisonten en mere forunderlig krumning, end man kan blive færdig med.

Går man i skoven, er træernes kroner og lange rødder, deres tyngde, farver og livfuldhed mere fantastisk, end man nogensinde kan begribe. Solens stråler, vandets bevægelser, blomsterne og de underlige insekter overdrevent opfindsomme, farvestrålende og bizarre.

Gone native

Sådan tænker naturmenneskerne, når de går derude. Nogle nærmest sluger solens varme og sluser omhyggeligt lyset ind i kroppen. Andre har øje for artsvrimlen, måske især nogle af de dyr og planter, som de kender særligt godt og har beundret i mange år: hættemågen, sortspætten eller nikkende kobjælde. Eller det fortryllende kan være måden, svære græsser vifter med deres aks i tørre grønne farver.

Hvor er det skønt, er det ikke fantastisk, siger de og standser op. Det kan tage flere timer at gå en halv kilometer med sådan nogle mennesker. Se, vipstjert! Er det den første, de ser det år, bobler gensynet rundt i kroppen, og de går hjem med en særlig rig følelse.

I løbet af de to seneste år har jeg fulgt naturmennesker på deres ture ud i naturen. Og jeg er blevet smittet af deres entusiasme. Hvor jeg før gik i optempo på mine gåture uden at se særligt meget til højre eller venstre og kun kendte forskel på ‘lille fugl’ og ‘stor fugl’, falder jeg nu i svime, når der er traner i luften og håber hele tiden, at jeg kan hænge længe ude ved søerne, kysterne og skoven.

Landskabsmalerier, som jeg før fandt støvede eller lidt for fantasifulde, står nu frem med magisk liv. Strålende, som var mine sanser blevet vasket og min forestillingsevne genstartet.

Jeg er antropolog, og derfor kommer det egentlig ikke som en overraskelse for mig. Jeg er, som vi siger, gone native: Er blevet lidt som de indfødte, jeg studerer. Ved at øve mig i deres måde at være i naturen på, kommer jeg til at dele oplevelser med dem. Jeg oplever ikke tingene præcist som dem, så lidt som to mennesker nogensinde deler alt, men jeg har involveret mig og lært nye måder at iagttage og begejstres på.

Der er en form for naturoplevelser, som jeg har haft et særligt øje for. Det er højdepunktserfaringer, som enhver grå eftermiddag måske ikke lige leverer, men som på den anden side kan dukke op hvor som helst. Det er de erfaringer, som er ’nærmest magisk’ eller hvor man bliver ’lidt religiøs’. Der er mange af dem, og de er ikke ens, men der er nogle fællestræk, som er værd at hæfte sig ved.

I flow

De særlige oplevelser opstår typisk efter en periode med en rolig opmærksomhed. I stedet for at være orienteret mod fremtidige arbejdsopgaver, gamle sorger eller påtrængende mails, er man dumpet ned i et her og nu.

Det er et nærvær, der kan skærpes af, at man med stor koncentration afsøger himlen for rovfugle, leder efter svampe eller på en snæver skovsti konstant fokuserer fem meter frem for sin mountainbike for at holde balancen.

Når dette her og nu er etableret, opstår muligheden for følelsen af et flow, der sammen med forskellige blandinger af begejstring, ærefrygt, taknemmelighed og frihedsfølelse giver et rush af noget næsten magisk eller religiøst. Det føles, som om selvet opløses for en stund i en vibrerende livfuldhed, og man glider sammen med omgivelserne.

At kalde disse genkommende intense oplevelser for åndelige eller spirituelle falder de færreste ind, skønt beskrivelserne af grænseoverskridende samhørighed med naturen og opløsningen af selvet minder om tidligere tiders religiøst ladede naturromantik.

For naturmenneskerne, jeg har mødt, er det udelukkende ment positivt at omtale noget som næsten magisk eller nærmest religiøst. I en sekulariseret verden er Gud og ånd(er) ikke metafysiske realiteter derude i en helt anden ikkemateriel verden. Men derfor er verden ikke helt affortryllet. Naturen er som vibrerende levende nærmest magisk i sig selv.

Både indadvendt og udadvendt

Der er endnu en særegenhed ved disse oplevelser. I nogle versioner står de stærkt i sig selv og henviser ikke til andet end sig selv. Det opstår i en lomme, et helle, som er en anden verden end hverdagen. Man går ud i naturen for at komme væk fra det hele.

De grænseoverskridende oplevelser folder sig indad. De er dybdeerfaringer med en usædvanlig oplevelse af fylde, ro og sammenhæng. De skaber et rum, hvor man kan puste ud, få ny energi, før man igen bliver skrivebordsmenneske eller giver sig i kast med opvasken.

I andre versioner rækker de grænseoverskridende oplevelser ud over en selv og rummer på den måde et etisk potentiale, fordi de viser, at verden kan være anderledes end den hverdag, der trækker sig sammen i pligter og faste planer.

Når der er så meget lys på en strand, eller hvis storbynaturen bryder uimodståeligt frem, eller når firbenet er så fantastisk, så oplyses verden med nye muligheder. Hvis forbundetheden til naturen er intens og livfuld, så kan det opleves som et overskud i verden, som også virker både lovende og forpligtende.

Mulighederne for rige oplevelser er fantastiske, men som al mulig anden spiritualitet er naturspiritualiteten dobbelt. Der er en indadvendt dybdedimension og en udadvendt dimension med et praktisk etisk potentiale. Når det er så almindeligt at høre mennesker sige, at de glædes ved naturen, så kunne man også tro, at der automatisk følger en vilje med til at passe på den. Men sådan er det ikke.

Planeten har brug for begge dele. Ustyrlig glæde og mod på at handle.