Myte. EU-domstolens magt er overvurderet

Analyse  Politiken den 11. november 2015 af Dorte Sindbjerg Martinsen, professor MSO ved Institut for Statskundskab

Dorte Sindbjerg Martinsen

EU-domstolen er blevet kendt som en aktivistisk og magtfuld domstol, der er i stand til gennem sine retlige fortolkninger at udvide EU's kompetencer og underminere national politik uden et egentligt demokratisk mandat.

Men hvor meget ved vi egentlig om forholdet mellem ret og politik i EU? Bliver domstolens afgørelser indskrevet i EU's love, sådan at de får generel betydning? Eller kan konsekvenserne af den retlige integration begrænses politisk? Et af de områder, hvor der har været flest domstolsafgørelser, har været inden for det velfærdspolitiske område bredt defi-neret. Domstolen har afgjort sager om ret til velfærd på tværs af grænser, sundhedsbehandling i andre medlemsstater, ligebehandling, lige løn for mænd og kvinder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen mv. Dommene har helt sikkert haft afgørende betydning for de borgere eller organisationer, der har bragt sagerne for domstolen. Men blev dommene også katalysator for mere generel forandring, indskrevet i EU's retsakter og efterlevet i medlemslandene? De spørgsmål har været i fokus i et netop afsluttet forskningsprojekt bevilget af Det Frie Forskningsråd for Samfund og Erhverv, der har stillet skarpt på forholdet mellem ret og politik inden for velfærdsområdet.

SOM UDGANGSPUNKT var antagelsen for projektet, at domstolen er den autoritative stemme i forholdet mellem ret og politik i EU, og at politikken må bøje af og indordne sig, når først domstolen har talt.

Projektets resultater viste imidlertid, at EU's politiske kampplads forholder sig aktivt og ofte kritisk til den retlige integration og kan begrænse konsekvenserne af domstolens fortolkninger ganske betydeligt. Projektet viste også, at de politiske grænser for domstolens indflydelse foregår gennem forhandling på tværs af medlemsstater og institutioner og ikke har nogen entydige vindere og tabere, men består af kompromiser og indrømmelser.

Ganske som national politik afhænger det endelige udfald af det politiske flertal. Så hovedbudskabet i den bog, der er kommet ud af projektet, er ikke, at EU-politik har det sidste ord eller overtrumfer domstolen, men at EU's politiske kampplads har afgørende betydning for, hvad der i længden bliver konsekvensen af de juridiske fortolkninger.

Domstolen i Luxembourg har indimellem rystet det velfærdspolitiske landskab i EU. Som for eksempel da den i 1998 dømte, at fri bevægelighed for tjenesteydelser også gælder for sundhedsydelser, og senere fulgte op med at konkludere, at det gælder, uagtet hvordan sundhedssystemerne er finansieret eller organiseret.

I 2000 konkluderede domstolen så, at lægers rådighedsvagter, der tilbringes på arbejdsstedet, er en del af den samlede arbejdstid, som ifølge EU's arbejdstidsdirektiv højst må være 48 timer om ugen.

Senere i 2007 sendte domstolen fagbevægelsen og mange andre i Laval-chok ved at dømme de frie bevægelighedsprincipper over konfliktretten.

Flere domme kunne tilføjes. Og hvad gør EU's politikere, når domstolen har rystet og chokeret? Den generelle antagelse har været, at EU's politikere ikke kan eller vil stille noget op mod domstolen, fordi de er mest optaget af, hvad der rører sig her og nu i medierne, i partiet, i valgkredsen med blikket stift rettet mod det næste valg og derfor glemmer, hvad der er på spil på den lange bane.

FORSKNINGSPROJEKTET viste imidlertid, at over tid er EU's politiske institutioner blevet mindre villige til at acceptere en domstolsdrevet forandringsproces. Projektet viste et politisk afgrænsningsrum for, hvad der bliver effekten af domstolens domme - hjemme i medlemsstaterne, for borgere og virksomheder. I forhold til patientrettighedsdirektivet, som netop var et forsøg på at forholde sig til domstolens praksis, blev der givet store indrømmelser undervejs i den politiske proces.

Og den nationale kontrol med, hvilke behandlinger man kan få i udlandet, blev udvidet betragteligt. Ved afslutningen på forhandlingerne meddelte EU-kommissionen da også, at den endelige tekst var på kant med domstolens praksis - men accepterede det alligevel. Kommissionen havde ikke andet valg end at acceptere den politiske grænse for domstolens mere liberale udlægning.

Også forhandlingerne på udstationeringsområdet understreger den politiske modvind i forhold til Laval-, Viking-, Rüffert-og Luxembourg-dommene. De nationale parlamenter - med det danske Folketing i spidsen - smed det gule kort mod kommissionens Monti II-forslag, der skulle rette op efter Laval-og Vikingdommene.

Kommissionen trak sit forslag.

Forhandlingerne om håndhævelsesdirektivet for udstationering fortsatte, og national kontrol med udstationerende virksomheder blev udbygget, meget mere end det kommissionen først mente var i overensstemmelse med domstolens fortolkninger.

SÅ EU-POLITIKKEN er afgørende for, hvor bred og generel betydning retlig integration får. Selv når domstolen buldrer derudad, er der et politisk efterspil. De politiske svar er langtfra fuldstændige, men består af kompromiser og halve løsninger, som i andre politiske systemer. Men i rummet mellem ret og politik pågår den institutionelle dialog, der bl. a. fastlægger, hvor fri den frie bevægelighed egentlig skal være.