18. januar 2017

Når taberen vinder: Trump og JFK

Debatindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Politiken den 18. januar 2017.

Der har været meget fokus på, at Trump fik færre stemmer end Clinton. Men det er sket flere gange tidligere i amerikansk politik. Måske fik det liberale ikon John F. Kennedy færre stemmer end Nixon.

Donald trump, der i morgen indsættes som USA’s 45. præsident, vandt valget, selv om han ikke fik flest stemmer. Han fik – på grund af matematikken og demografien i det amerikanske valgsystem – færrest vælgere bag sig, men flest af de såkaldte valgmænd, der reelt afgør valget. Dette paradoksale fænomen er forekommet mindst fire gange før i amerikansk politisk historie – i 1824, 1876, 1888 og 2000.

Men hvad de færreste ved, er, at noget lignende reelt også skete i 1960, da den unge demokratiske senator, John F. Kennedy, slog den republikanske vicepræsident, Richard M. Nixon. At det skete, var aldeles velkendt i samtiden, men er siden blevet glemt – nok ikke mindst som følge af det videre forløb: Kennedy, der blev myrdet i 1963 og fik noget nær en helgenkåring. Nixon, der blev valgt til præsident i 1968 og genvalgt med en jordskredssejr i 1972, men som oven på ulovlighederne i Watergate-skandalen måtte trække sig i vanære.

»Vent!« vil mange sikkert sige: »Ikke bare vandt Kennedy flest valgmænd, men han fik da også flest stemmer! Det kan man jo læse her og der og allevegne!«. Men det er mere kompliceret end som så: Kennedy vandt rigtigt nok en klar sejr blandt valgmændene, men påstanden om, at han også vandt et simpelt flertal af de personlige stemmer, er faktisk forkert.

Hvis det virker svært at sluge, må man først forstå, at ved et amerikansk præsidentvalg stemmer man reelt ikke på præsidentkandidater, men derimod på personer, der er kandidater til at være medlemmer af valgmandskollegiet. I nogle stater står valgmændenes navne på stemmesedlen, i andre gør de ikke, men valget står altså mellem personer, der har lovet efterfølgende at stemme på en specifik kandidat. Så der er reelt ikke noget antal ’personlige stemmer’, der kan tælles op for de enkelte præsidentkandidater – kun stemmer på valgmandskandidater, der har lovet at stemme på de pågældende.

Det næste, man skal forstå, er, at der ikke findes noget ’officielt stemmetal’. De opgørelser, der anfører, at Kennedy fik flest stemmer i 1960, baserer sig i virkeligheden på en privat opgørelse foretaget af nyhedsbureauet Associated Press.

Når der ikke findes officielle stemmetal, skyldes det bl.a., at udpegningen af valgmænd kan gøres på forskellig vis fra stat til stat. USA’s forfatning fastsætter nemlig (art. 2, stk. 1), at det er delstaternes lovgivende forsamlinger, der hver især suverænt bestemmer, hvordan valget af valgmænd skal foregå. I princippet kunne en stat sige, at valgmændene skal fordeles proportionalt mellem præsidentkandidaterne ift. stemmeandel. En anden, at det er den med et simpelt flertal af stemmerne. En tredje, at det er delstatsnationalforsamlingen, der udpeger valgmændene o.s.v. Sådanne forskelle har eksisteret, og de findes endnu i beskedent omfang den dag i dag.

Siden midten af det 20. århundrede har de fleste stater anvendt, hvad man kalder en ’short ballot’, dvs. at vælgerne vælger mellem alternative lister af valgmænd. Hvis en stat har f.eks. fem valgmænd, som præsidentkandidaterne slås om, kan vælgerne vælge mellem fem fra Demokraterne, fem fra Republikanerne, fem fra Libertarian Party, o.s.v.

Tidligere anvendte de fleste stater derimod det, der kaldes ’the general ticket’ eller ’the long ballot’, hvor vælgerne kunne vælge mellem forskellige enkeltkandidater til posterne som valgmænd. Med dette system kunne man så i en stat med fem valgmænd stemme på f.eks. to demokrater, én republikaner, en uafhængig og en libertarian, hvis det var dét, man ville. Eller på fem fra samme parti. Denne ’long ballot’ fravalgte de fleste delstater fra midten af det 20. århundrede, og den sidste (Vermont) i 1980.

Og så kommer vi til 1960-valget, hvor det politiske landskab så noget anderledes ud, og hvor der endnu var betydelige forskelle på delstaternes valgmetoder.

Republikanerne havde indtil 1932 overvejende været et moderat, liberalt parti med base i Nordøst og Midtvesten; det var dem, der havde været imod slaveri og for en stærk forbundsstat, men med en overvejende liberal økonomisk politik. Demokraterne havde været et konservativt, populistisk parti i primært Syden. I 1800-tallet for slaveri og siden imod borgerrettigheder til de sorte, for ”states’ rights” (decentralisering) og (i hvert fald periodevis) imod frihandel.

Dét billede ændrede sig gradvist. I 1960erne fik Republikanerne en stigende tilslutning i Vest—og i Syden begyndte partiet (der havde været hovedkraften bag Nordstaternes sejr) lidt efter lidt at vinde frem. Demokraterne var derimod præget af store spændinger: I storbyerne bestod partiet af akademikere og middelklasse, pænt til venstre i amerikansk politik; i Syden bestod det af konservative kræfter, der på mange spørgsmål ofte lå ganske langt til »højre« for selv meget højreorienterede Republikanere. Ved 1960 valget var Demokraterne, som ved flere valg siden 1948, ved at flække over, og de mest konservative sydstats-Demokrater, »The Dixiecrats«, afskyede Kennedy inderligt.I 1960 var der derfor ved selve det formelle præsidentvalg reelt to sæt demokratiske kandidater. Senator John F. Kennedy (Massachusetts) med senator Lyndon B. Johnson (Texas) var partiets officielle præsident- og vicepræsidentkandidater, mens senator Harry F. Byrd (Virginia) og senator Strom Thurmond (South Carolina) var de alternative og tilhængere af fortsat raceadskillelse og direkte imod Kennedy.

Flere sydstater havde dermed konkurrerende demokratiske lister af konservative, anti-Kennedy-valgmænd, som officielt erklærede sig som ’uforpligtede’ når valgmandskollegiet skulle stemme. I to sydstater, Mississippi og Alabama, var det helt eller delvis disse demokratiske anti-Kennedy-valgmænd, der vandt. Mississippi brugte ’the short ballot’, og der fik Dixiecrat-oprørerne flest stemmer og dermed alle otte valgmænd, mens de officielle Kennedy-demokrater vandt lige så mange som republikanerne: Nul. I Alabama anvendte man ’the long ballot’, og der gik seks til oprørerne og fem til partiloyalister (og nul til Republikanerne).

Da valgmændene efterfølgende skulle vælge præsident, fik Kennedy 303, Nixon 219 og Byrd 15. Af Byrds 15 var der én, som var en republikansk Oklahoma-valgmand, der sprang fra og uortodokst stemte på Byrd som præsident og den republikanske senator Barry Goldwater som vicepræsident. De 14 andre Byrd-stemmer var de såkaldte ’uforpligtede valgmænd’, nemlig otte fra Mississippi og seks fra Alabama. Som altså nok var demokrater, men var erklærede anti-Kennedy-demokrater.

Da resultatet skulle gøres op efter valget, var det – som det ofte er – Associated Press, der opgjorde stemmetallene på landsplan. Ifølge denne private optælling fik Kennedy 34,2 mio. stemmer, svarende til 49,72 pct., mens Nixon fik 34,1 mio. stemmer, svarende til 49,55 pct. Opgørelsen af Nixons stemmetal har aldrig været anfægtet, men tabuleringen af Kennedys er på flere punkter problematiske. En række valgforskere og historikere har således sidenhen foretaget alternative opgørelser, som i større eller mindre grad divergerer fra AP’s – afhængigt af hvordan man opgør stemmerne i Syden.

Opgørelsen af de ikke-eksisterende ’personlige stemmer’ bliver nemlig noget kompliceret af Mississippi, Alabama og Georgia, hvor de valgte valgmænd helt eller delvist var Dixiecrats opstillet eksplicit som alternativer til Kennedy. Resultatet, hvor Kennedy vinder over Nixon med ca. 120.000 stemmer, kan kun nås ved bl.a. i Alabama at tælle det, som om Kennedys fem valgte valgmænd fik 324.050 stemmer og Nixons nul valgte valgmænd fik 237.981 stemmer og ved samtidigt at ignorere, at der faktisk var seks ’uforpligtede valgmænd’, der blev valgt, og som efterfølgende stemte på Byrd. Ligeledes har der været uenighed om, hvorledes man skulle tælle de ’personlige stemmer’ i Georgia, der også anvendte den såkaldte ’long ballot’. Denne gør det svært at opgøre resultatet, fordi vælgerne med den kan stemme på så mange af de opstillede valgmandskandidater, som der skal vælges valgmænd.

AP valgte at opgøre præsidentkandidaternes stemmetal som det antal stemmer, som den af deres valgmænd med flest stemmer fik, og det er her en stor del af problemet ligger, fordi matematikken grundet valgsystemet så ikke rigtigt ’går op’ meningsfuldt. Nixons mest populære valgmand i Alabama fik, som nævnt, 237.981 stemmer – så langt så godt. Men AP gav herefter Kennedy 324.050 stemmer i Alabama, for det var, hvad den demokrat med flest stemmer fik. Problemet er blot, at det altså ikke var en demokratisk Kennedy-valgmand, men en demokratisk anti-Kennedy-valgmand. AP gav reelt de ’uforpligtede’, demokratiske anti-Kennedy-valgmænd et stort fedt ’0’ i personlige stemmer – desuagtet at der altså blev valgt seks af disse, mod kun fem Kennedy-valgmænd.

I stedet kan man, som andre har foreslået, give Kennedy 318.303 stemmer fra Alabama, for det er, hvad den mest populære Kennedy-valgmand fik, men så kommer næste problem: Hvor mange stemmer skal man så give til de ’uforpligtede’, demokratiske, anti-Kennedy-valgmænd? I de fleste opgørelser er man fortsat med at give disse nul stemmer, selvom flere vælgere stemte på dem end på Kennedy-valgmændene. Man kan imidlertid heller ikke bare give dem differencen, for det ville implicere, at et meget lille antal stemmer havde fået det største antal valgmænd, mens et mange gange større havde givet færre eller nul.Historikeren Francis Russell har i 1988 i The New York Review of Books på baggrund af et mere kompliceret regnestykke foreslået, at man ved Alabama-stemmerne tildeler Kennedy 144.685 og anti-Kennedy-valgmændene 179.838. Gør man det, forsvinder Kennedys nationale forspring over Nixon.

Politologiprofessoren Brian J. Gaines forsøgte i 2001 at beregne de ’personlige stemmer’ for præsidentkandidaterne i 1960 ved i stedet at udregne det gennemsnitlige antal stemmer til de konkurrerende ’lister’ på ’the long ballot’ i Alabama og Georgia. Det gav dette valgresultat på landsplan: Kennedy: 34.044.027 stemmer (49,46 pct.). Nixon: 34.104.159 stemmer (49,55 pct.). ’Uforpligtede demokrater’, der stemte på Byrd: 292.141 stemmer (0,42 pct.). Andre kandidater tilsammen: 387.083 stemmer (0,56 pct.). I alt: 68.827.410 stemmer.
Altså en ’sejr’ til Nixon på cirka 60.000 stemmer og en margen på 0,09 procentpoint, snarere end én på cirka 120.000 stemmer til Kennedy.

Økonomen Gordon Tullock foreslog i 1988, at man i opgørelserne helt ignorerer stemmerne fra Alabama (og evt. også Georgia), fordi de givet valgsystemets indretning simpelthen ikke kan opgøres meningsfuldt som ’personlige stemmer’ på en præsidentkandidat. Gør man det, så stiger Nixons vindermargen blot yderligere (0,23 procentpoint).

Her er min opgørelse af de nationale stemmetal, men med alle ’long ballot’-stemmer fra Alabama og Georgia udeladt: Kennedy: 33.444.043 stemmer (49,53 pct.). Nixon: 33.595.704 stemmer (49,76 pct.). ’Uforpligtede demokrater’, der uden for Alabama stemte på Byrd: 92.141 stemmer (0,14 pct.). Andre kandidater tilsammen: 387.083 stemmer (0,57 pct.). I alt (ekskl. Alabama og Georgia): 67.518.971 stemmer.

Med andre ord: Tre alternative opgørelser, som ikke deler det besynderlige grundpræmis, at stemmer afgivet på anti-Kennedy-valgmænd skal tælles som personlige stemmer for Kennedy, giver i stedet, at Nixon fik flest stemmer. De kritiske røster fra Russell, Gaines, Tullock og flere andre er aldrig blevet imødegået.

Hvorfor kender så få i dag til problematikken? Dels er der naturligvis spørgsmålet om vanetænkning: Når først et faktum er kommet ’ud’ og blevet en del af den kollektive bevidsthed, kan det være svært at komme af med igen. I tilfældet med 1960-valget er det så oplagt, at den unge, flotte og karismatiske Kennedy, som jo faktisk blev præsident – for så at blive tragisk myrdet – har et langt bedre image end den ældre, ucharmerende Nixon, som tabte, flere gange, og som endte sin karriere i politisk skam. At skulle til at affinde sig med, at der ovenikøbet ikke skulle have været et flertal af vælgerne, der foretrak den første, kan være hårdt at sluge.

Kan det ikke være lige meget i dag?

Jo – Kennedy vandt jo flest valgmænd, og det er, hvad der tæller. Men så må man også mene, at det er ligegyldigt, om Gore fik flere stemmer end Bush, og Clinton flere end Trump.

Det kan da også være interessant at lege med tanken om, hvad der var sket, hvis nu Nixon var blevet valgt i 1960. Han blev på mange punkter en af de værste præsidenter i amerikansk historie, men en del kunne og ville nok være gået anderledes. Ganske tænkeligt havde Demokraterne så ikke vundet 1964-valget, fordi det så ville have været Republikanerne, der havde høstet belønningen for de gode tider. Måske det så til gengæld ville have været demokraterne, der havde vundet i 1968 på en bølge af mere solid politisk modstand imod Vietnam-krig m.v. Reagan ville ikke have haft en Nixon at forsøge sig halvhjertet imod i 1968, men havde han gjort det, havde han måske tabt til en demokrat. Eller stillet op i 1972, og så nok på et måske lidt andet politisk program, end han gjorde oven på Carter-årene i 1980.

Meget havde nok været det samme, men ganske meget andet i amerikansk politik – og måske resten af verden – havde givetvis set en del anderledes ud, hvis Nixon havde vundet i 1960. Det gjorde han ikke – men han fik flest stemmer.