21. juni 2015

Nej, ikke et »jordskredsvalg«

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab. Kronik bragt i Berlingske den 21. juni 2015

Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard

Lederskribenter og politiske kommentatorer har været hurtige til at kalde torsdagens folketingsvalg for et »jordskredsvalg«. Altså som noget, der kunne sammenlignes med det folketingsvalg i 1973, der dengang forandrede dansk politik for evigt.

Men det er misvisende. FV15 var et valg, der var anderledes end mange andre, men i det store billede var forandringerne slet, slet ikke af en sådan karakter, at de på de fundamentale spørgsmål kan sammenlignes med det epokegørende 1973-valg. Lad os tage dem punkt for punkt:

Antal partier: Ved dette års valg kom der ét nyt parti i Folketinget - ligesom i f.eks. 2007, 1994, 1987, 1977 og 1975. Til sammenligning steg antallet af repræsenterede partier med to i 1998 og med hele fem ved jordskredsvalget i 1973. Det sidste var intet mindre end en fordobling af antallet i forhold til 1971-valget. Et af de helt nye partier (Fremskridtspartiet) blev sågar næststørst.

Stemmeforskydning mellem partierne og blokkene: Ved dette års valg gik »rød blok« samlet 2,5 pct. tilbage og »blå blok« tilsvarende frem - og selvom det var nok til at svinge regeringsmagten, var det egentlig et beskedent omfang. Til sammenligning rykkede der fra 1971 til 1973 intet mindre end fem gange så mange (12,7 pct.) fra den daværende venstrefløjs-konstellation til det nye centrum-højre. Den gennemsnitlige forskydning mellem de enkelte partier var i 2015 på 3,7 pct. - ved »jordskredsvalget« i 1973 var det næsten dobbelt så stort (5,3 pct.). Set med de briller på, var dette års valg stort set kun en krusning på overfladen, ikke engang et skvulp.

Jo, »de fire gamle partier« (RV, KF, S, V) fik et ganske dårligt valg: Kollektivt fik de en rekordlav tilslutning på kun 53,8 pct. På netop den måde mindede det faktisk om 1973-valget, hvor de fire, der i praksis havde regeret Danmark med en relativt høj grad af konsensus gennem næsten et halvt århundrede, kun opnåede 58,3 pct. Men de to ting kan dårligt sammenlignes: Det er i dag faktisk længe siden, at »de fire gamle partier« har været, hvad de plejede at være.

I 1973 var det et drop fra hele 84 pct. af stemmerne i 1971; denne gang var det en langt mindre dramatisk forandring (fra 66 pct. ved FV11). Pointen er, at de »fire gamle« i dag som kreds af veletablerede partier for længst er blevet udvidet: Socialistisk Folkeparti har været med siden 1960 og endog med i en regering, og sågar Enhedslisten og Dansk Folkeparti har nu været i dansk politik i henholdsvis lidt mere og lidt mindre end et kvart århundrede.

Kommentatorer og medier mere generelt har i almindelighed (og under valgkampen i særdeleshed) haft en tendens til at tale dansk politiks konflikter op til »mere«, end det ofte er. Folketingsvalg bliver gjort til præsidentvalg - selvom de ikke er det. Meningsmålingers udsving på første decimal bliver udlagt og fortolket, som var de videnskabelige observationer foretaget med fintmålende udstyr - selvom de ikke er det. Og samtidigt gøres meget op til »historisk« og nu »jordskredsvalg« - selvom realiteterne snarere ligner langsomme gletsjer-glidninger end dramatiske jordskred.

Der sker tilstrækkeligt mange spændende ting i dansk politik til, at man ikke behøver at blæse dem ud af proportioner ved overdrevne sammenligninger. Det bliver vi nemlig ikke klogere af - snarere lidt dummere.