14. juni 2018

Økonomiske eller politiske modeller?

Debatindlæg af adjunkt Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 14. juni 2018.

Søren Hove RavnDen seneste tid har budt på fornyet debat om Finansministeriets økonomiske modeller og regnemetoder. Det kan der være mange gode grunde til. Ministeriets modeller er bestemt ikke hverken ufejlbarlige eller indiskutable.

Lidt populært kan man tænke på modellerne som en afspejling af den viden om dansk økonomi, der er akkumuleret over årene – på godt og ondt, i den forstand at modellernes svagheder således ofte reflekterer mangler i den økonomiske videnskab.

Det er imidlertid vigtigt at fastslå, at Finansministeriets modeller ikke opbygges og udvikles i et ekkokammer isoleret fra omverdenen. Tværtimod diskuteres modeludviklingen løbende med eksempelvis De Økonomiske Råd, Nationalbanken og Danmarks Statistik, såvel som med universitetsøkonomer. Somme tider rejses her faglig kritik af ministeriet. Andre gange iværksættes tiltrængt udviklingsarbejde.

Men hvis modellerne led af så åbenlyse politiske skævheder, som den seneste tids debat har kunnet give indtryk af, så må man formode, at disse respekterede og uafhængige institutioner havde sagt det højt for længe siden. I forhold til de meget omdiskuterede dynamiske effekter af henholdsvis skatteændringer og velfærdsudgifter, så har Finansministeriet langt hen ad vejen rygdækning fra De Økonomiske Råds formandskab, i daglig tale vismændene – landets højeste økonomiske sagkundskab.

En given effekt bliver hverken større eller mindre af, at Folketinget vedtager det.

Adjunkt Søren Hove Ravn
Økonomisk Institut

De opfordrede i 2017 ministeriet til at tilstræbe, at de dynamiske effekter, som måtte være forbundet med offentligt forbrug, efterhånden indarbejdes i modelværktøjerne. Men de har også påpeget, at der indtil videre ikke eksisterer tilstrækkelig forskning og evidens til, at ministeriet kan regne på disse effekter.
Samtidig har vismændene erklæret sig enige i størrelsen af den arbejdsudbudseffekt, Finansministeriet anvender ved skatteændringer.

Hvorvidt der er empirisk dækning for en given modelantagelse, er et spørgsmål, som kan og bør udsættes for løbende faglig debat. Men det bør ikke være et spørgsmål, som afgøres af et flertal i Folketinget eller af den til enhver tid siddende regering. En given effekt bliver hverken større eller mindre af, at Folketinget vedtager det.

Politisk indflydelse på modellernes indhold kan således hurtigt blive et skråplan, hvor størrelsen på forskellige økonomiske effekter gøres til politiske forhandlingsobjekter: Partier kunne for eksempel finde på at stille som betingelse for at støtte en regering, at denne ændrer modellerne i en bestemt retning, uden at der findes de fornødne faglige og empiriske argumenter herfor. Man kunne også forestille sig, at partierne ville bestille rapporter fra forskere, tænketanke eller konsulenthuse, der viser, at lige præcis deres mærkesag har en række gavnlige økonomiske effekter, som bør medregnes i modellerne.

Den logiske konsekvens af en sådan udvikling vil i sidste ende være, at Finansministeriets modeller må laves om, hver gang regeringsmagten skifter. Dette er ikke noget ønskværdigt scenarie. Det ville eksempelvis gøre det svært at videreføre det mellem- og langsigtede fokus i finanspolitikken, som skiftende regeringer har forfulgt gennem de seneste tre årtier til stor gavn for de offentlige finanser og dansk økonomi generelt.

Dette fokus kommer blandt andet til udtryk gennem de såkaldte mellemfristede fremskrivninger, senest 2025-planen, som danner rammen om den løbende finanspolitik fra år til år. På dette punkt har Danmark været et foregangsland, siden denne type fremskrivninger første gang så dagens lys i 1990’erne. En høj grad af kontinuitet i den finansministerielle regnemaskine er en forudsætning for, at den type planer også i fremtiden kan udarbejdes troværdigt og overholdes. Der er derfor grund til at opfordre politikerne til at lade et armslængdeprincip råde, når det gælder detaljerne i Finansministeriets økonomiske værktøjskasse.