Hvorfor er de politiske magtkampe så brutale?

Opinionsindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 9. september 2019.

Det synes, som om den politiske verden er meget brutal for tiden. Magtkampe i Venstre. En amerikansk præsidents behandling af både modstandere og allierede. EU-uenighed, der for tiden river britiske familier, partier, fløje og måske selve unionen i stykker. Karrierer ødelægges, hidsighed slår gnister, stemmer bæver og tårer triller.

Nærlæser man f.eks. dansk, britisk eller amerikansk politisk historie, er det ikke noget nyt fænomen. Forskellen er i mange
henseender nok mest, at vi nu ser tingene udfolde sig »live« 24/7 med gule »breaking«- bjælker, og at hver enkelt lille detalje
udpensles og deles øjeblikkeligt på de sociale medier.

Men det er uomtvisteligt, at politiske magtkampe er brutale og intrigerne giftige. Det er de, fordi der står så meget på spil for
deltagerne, drevet af De Tre Store: Idealer, private interesser og simpel magtlyst.

De fleste vil nok tænke på idealerne som det, der afføder de store sammenstød. Sandt er det, at forestillingen om at kæmpe for en sag og søge at skabe et bedre samfund givetvis spiller en stor rolle for alle politisk aktive – i hvert fald til at begynde med. Uanset om de så ender som plakatophænger og sekretær i vælgerforeningen eller som statsminister og partiformand. Ser man f. eks. på flere af de britiske »leave«- og »remain«-profiler, er der ikke tvivl om, at de dybt og oprigtigt har forskellige værdier og visioner.

Problemet med at bruge de politiske uenigheder som forklaring på magtkampe er bare noget, som de færreste politikere vil
anerkende: At deres egen betydning for, om verden bliver bedre eller værre, typisk vil være til at overse, for ikke at sige ikke-eksisterende. Jo, der er store betydningsfulde politikere, der ubetvivleligt har gjort synlig forskel – Winston Churchill og Adolf Hitler er eksempler, men også undtagelser.

Samtidig er en politisk forandring, hvad enten det er landets eller partiets politik, næsten altid, hvad økonomer kalder et
»kollektivt gode«. Det vil sige ét, hvis fordele deles af alle, uanset om de har bidraget til det eller ej.

Hvis de to ting er tilfældet, er det dybt irrationelt at handle ud fra, at det, at én bliver gruppeformand eller en anden bliver ekskluderet af et parti, reelt betyder noget som helst for, hvorvidt samfundet bliver bedre eller værre. Så er det også en dårlig
forklaring på, hvorfor politikere slås så intenst, som de gør.

Det er til gengæld ikke tilfældet, hvis der er stærke private fordele knyttet til selve det at have den politiske magt, som så i allerhøjeste grad vil være værd at kæmpe for. Udover al den ære og opmærksomhed, der kan følge med, vil det for langt
størstedelen af befolkningen være en overordentligt lukrativ forretning at være med i toppolitik.Der trives ganske vist en hårdnakket myte – kolporteret af politikerne selv – at de ikke får meget i løn. Men Vederlagskommissionen dokumenterede, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på,
hvad der i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året.

Derfor kan politikere, der har selvmedicineret sig, men mistet magten, næsten opføre sig som narkomaner, som mister deres stoffer.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr. Om det er for
meget eller for lidt, kan man diskutere, men faktum er, at det bringer dem alle op i top 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det.

En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende
ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job. Og det er alt sammen helt uden at indregne værdien af æresbevisninger, chaufførdrevne biler, fryns eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får. Eller for den sags skyld de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage.

Alt det kan en magtkamp koste én, og har man ikke oparbejdet sig en tilpas stor markedsværdi, der efterfølgende kan kapitaliseres på som f.eks. lobbyist, kan faldet være brat. I sidste ende er der også selve magten. Det at have den er en nødvendig forudsætning for at kunne nå de andre ting. Er man ikke villig til at gøre det nødvendige for at få eller
beholde magten, får man hverken de private fordele eller chancen for at gøre sit til realiseringen af det gode samfund. Men magten kan også i sig selv være som et narkotikum, der giver en dopamin-rus. Især den næsten ubegrænsede magt kan
udgøre en »befrielse«, om man vil. Og derfor kan politikere, der har selvmedicineret sig, men mistet magten, næsten opføre sig som narkomaner, som mister deres stoffer.