Orbans skæbne kan få afgørende betydning for EP-valget

Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Altinget den 20. marts 2019.

20. marts bliver det afgjort, om den kristendemokratiske EPP-gruppe, som er Europa-Parlamentets største, vil smide Viktor Orbáns parti, Fidesz, ud.

Orbán har længe udgjort en torn i øjet på hele den konservative partifamilie, der rummer en varieret skare med Angela Merkel og Jean-Claude Juncker som de nok mest kendte medlemmer.

Det er den seneste tids kampagne mod EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker (der altså selv er EPP-medlem), og George Soros på store billboards over hele Ungarn, som har været dråben, der fik bægeret til at flyde over. Samtidig med at Orbán har kaldt sine konservative kritikere for "venstreorienterede nyttige idioter"

Wimpen Weber

Manfred Weber, den tyske CSU-politiker, der som EPP’s såkaldte spitzenkandidat til Kommissionsformandsposten efter europaparlamentsvalget 26. maj, har længe ikke vidst, hvilket ben han skulle stå på i striden. Han har brug for Fidesz stemmer for at bevare håbet om, at EPP – som de plejer – får flest stemmer ved EP-valget, hvilket – måske – vil rykke ham tættere på det fineste kontor i Berlaymont-bygningen i Bruxelles. CSU’s Orban-begejstring stikker imidlertid dybere end det.

Går Orbáns underminering af demokratiet i Ungarn og dets mere vidtrækkende konsekvenser for hele EU’s legitimitet for alvor op for vælgerne, kan det få store konsekvenser for EP-valget.

Det er således ikke længe siden, at CSU i Bayern, hvor Weber selv har rod, havde Orbán som hovedtaler på en partikonference. Det vakte i sig selv stor opsigt, og Weber er måske af denne grund blevet kritiseret for at være en wimp, når det kommer til sin (manglende) kritik af Fidesz og partiets årelange underminering af retsstatsprincippet.

For eksempel har Weber gang på gang sat "røde linjer" op for, hvad man kunne tolerere, mens Orbán har været fløjtende ligeglad. Konsekvens har der nemlig aldrig været noget af.

Den seneste ydmygelse ramte da også Weber selv efter hans besøg i Budapest i sidste uge, hvor han søgte at tale Orbán til fornuft. Men selvom kravet til den ungarske autokrat var forholdsvis overkommeligt, ja, nærmest en parodi, hvis man spørger de eksperter, der følger demokrati-problemerne i Ungarn på tæt hold, så var det Weber og ikke Orbán, der endte med at stå forpjusket tilbage.

Webers krav var, at Orbán skulle pille de fornærmende billboard-skilte ned og sende en undskyldning til de partifæller, han havde kaldt nyttige idioter. Samtidig skulle han bringe orden i spørgsmålet om det anerkendte Centraleuropæiske Universitet (CEU), som Orbán – fordi det er sponsoreret af Orbáns hovedfjende nummer ét, George Soros – har chikaneret så groft de senere år, at det har måttet flytte til Wien.

Men ikke så snart Weber var ude af Ungarn og tilbage i sine trygge gemakker i Bruxelles, før den Orbán-dominerede presse latterliggjorde ham i karikaturtegninger og kaldte ham en svag leder, der dansede efter de liberales pibe. En af de mere morsomme tegninger viste Weber som Sherlock Holmes, der med et forstørrelsesglas er meget optaget af at finde et hår i suppen – på det ungarske demokrati forstås.

Orbáns autokrati

Weber kattepine er naturligvis, at han hele vejen igennem har kviet sig ved at stå fast på sine ellers højt besungne demokratiske principper. Dette på trods af utallige rapporter om, hvordan Orbán helt tilbage fra 2010, har transformeret Ungarn fra demokrati til et autoritært styre eller et electoral autocracy, som flere forskere nu kalder det.

I sådanne holdes der stadig valg, og folk fængsles ikke for "forkerte holdninger", men valgene foregår på vilkår, kun få vil kalde fair og demokratiske. Det forhold, at der trods alt afholdes valg, opretholder imidlertid et skær af normalitet, som gør, at meget på overfalden ser ret almindeligt ud.

Det er ellers kun få uger siden, at den anerkendte amerikanske demokrati-tænketank Freedom House annoncerede, at EU for første gang i historien har et medlemsland, Ungarn, som kun er "partly free" — og på niveau med lande som Pakistan, Singapore, Ukraine og Zimbabwe.

Ungarns demokratiscore er faldet fem år i træk, og som Freedom House forklarer: “Ungarns statusfald skyldes premierminister Viktor Orbáns Fidesz-partis … vedvarende angreb på landets demokratiske institutioner. Partiet har brugt sit parlamentariske flertal til at begrænse eller kontrollere oppositionen, medierne, religiøse grupper, universiteter, ngo'er, domstolene, asylansøgere og den private sektor siden 2010.”

En lignende svada er kommet fra Europarådets Venedig-Kommission i flere omgange og fra OSCE. Så sent som i september stemte Manfred Weber selv for den såkaldte Sargentini-rapport om Ungarn, der var udarbejdet af den hollandske MEP Judith Sargentini. Rapporten er den hidtil mest dybdegående redegørelse med en omfattende beskrivelse af, hvor slemt det står til. For eksempel gjorde den klart, at Ungarn på grund af sin gradvise underminering af retsstatsprincippet ikke længere ville kunne optages i EU, hvis det skulle søge forfra.

Mystisk nok har få stats- og regeringschefer reageret på den dokumentation, der er fremkommet gennem årene, hvilket muligvis har fået Weber til at tro, at han kunne gå i flyverskjul og undgå at handle, indtil europaparlamentsvalget var vel overstået.

Orbáns tro forsvarere – på den yderste højrefløj – har da også ligesom ham selv konstant forsøgt at lægge et røgslør ud om, at kritikken i virkeligheden handler om noget andet. For eksempel, at nogen ikke kan lide hans restriktive immigrationspolitik samt kristne værdier.

Det er naturligvis noget vrøvl. Orbán er hverken mere kristen eller særlig meget mere restriktiv end de mange andre europæiske regeringer, der i disse år konkurrerer om at være mest hårde i filten over for immigranter. Til gængæld er han både mere korrupt og autokratisk.

Truer hele EU før valg

Dette er Manfred Weber og EPP-præsidenten Joseph Daul også udmærket klar over. De ved godt, at Orbáns skred mod autokrati truer hele EU, fordi det udstiller hykleriet og gør det umuligt at sætte sig op på den høje hest og belære andre om demokrati og retsstat.

EU vil ganske enkelt ikke kunne fortsætte sin årelange kurs i udenrigspolitikken, hvis man ikke sætter handling bag ordene. Men man vil heller ikke – troværdigt – kunne fortælle de mange millioner af almindelige EU-borgere, der snart skal hen og stemme, at EU står på mål for det, de selv prædiker.

Det kan selvfølgelig blive Webers og EPP’s held, at kun Bruxelles-boblen følger den her sag tæt. Men går Orbáns underminering af demokratiet i Ungarn og dets mere vidtrækkende konsekvenser for hele EU’s legitimitet for alvor op for vælgerne, kan det få store konsekvenser for EP-valget.

Træffer Weber og co. det forkerte valg 20. marts, og fortsætter stats- og regeringscheferne med at se den anden vej, vil flere uden tvivl miste troen på eksistensen af et fælles demokratisk Europa.