Pandaerne markerer enden på venskabet mellem Danmark og Kina

Kommentar af dekan, professor Mikkel Vedby Rasmussen (Det Samfundsvidenskabelige Fakultet) i Altinget den 16. maj 2019.

Nogle gange sker der en lille ændring i vores forhold til andre mennesker, og selvom det er subtilt, kan det mærkes med det samme.

Som når det pludselig står klart for hustruen, at hun vil forlade manden; og han kender hende godt nok til at vide, at den måde, hun hænger viskestykket på plads, er et udtryk for, at han ikke kan overtale hende til at blive.

På samme måde kan nationers forhold forandres på en måde, hvor det aldrig bliver det samme igen. Diplomati blev blandt andet opfundet for at forhindre, at den slags erkendelser bliver sagt højt. Ingen skænderier i køkkenet, tak.

Kina er en magtfaktor, og kinesisk magt forbindes i stigende grad med forhold, som vi frygter i beygndelsen af det 21. århundrede.

Så da det danske forhold til Kina forandrede sig fundamentalt, udsendte Udenrigsministeriets udsendte ingen demarcher, og udenrigsministeren tweetede et billede af sig selv og Jørgen Leth, der spiste Magnum-is.

4. april 2019 var dagen, hvor tre årtiers samarbejde mellem Danmark og Kina skulle besegles med to pandaer.

Pandaerne er det moderne Kinas udgave af den kowtow, som kejseren i gamle dage forlangte af udenlandske diplomater. Et kowtow var et meget dybt buk, som betød, at man underkastede sig kejserens autoritet. Noget, som europæiske diplomater i lang tid nægtede.

Pandaen er en nuttet udgave af samme idé. Kina deler pasningen af eksemplarer af en truet dyreart med et andet land, men på en sådan måde, at pandaerne blot er lejet ud og deres ophold er under streng kinesisk kontrol. Pandaerne bliver symbolet på, at samarbejde med Kina skal foregå på Kinas betingelser.

Til trods for, eller måske netop fordi, pandaernes ankomst blev dækket, som var det fødslen af to royale babyer, var der noget i velkomsten, der markerede en af disse subtile, men vigtige, skred i vores opfattelse af et andet land. For pandaerne var måske nok velkomne, men de kom også til at fremstå som den sidste del af et gammelt forhold til Kina snarere end grundlaget for et nyt forhold.

Kina fremstår ikke længere som blot et marked, som dansk industri skal ind på for hver en pris. Kina er en magtfaktor, og kinesisk magt forbindes i stigende grad med forhold, som vi frygter i begyndelsen af det 21. århundrede.

Det viste forårets anden Kinahistorie, hvor kinesiske Huawei ikke fik lov til at stå for udviklingen af 5G-netværk i Danmark. Og på trods af at regeringen insisterede på, at der her var tale om en ren kommerciel beslutning, var der ingen tvivl om, at sikkerhedsovervejelser spillede en betydelig rolle. Ikke mindst fordi USA har givet klar besked om, at samarbejde med Huawei i sig selv var en sikkerhedsrisiko, som den amerikanske regering ville tage med ind i sine overvejelser, når man samarbejdede med en given allieret.

Også her var signalerne blandede – Huaweis nye telefon blev lanceret med en dansk popstjerne, som mange finder lige så nuttet som en panda, i front; samtidig med at det samme selskab fremstår som en trussel mod den nationale sikkerhed.

Sagen om Huawei handler ikke blot om 5G og telefoner, men om at Kina er i front med det overvågningssamfund, som vi i Vesten frygter, at Facebook, efterretningstjenester og andre er ved at pådutte os, fordi vi alt for hurtigt trykker ok på en pop-op-menu.

I tilfældet Kina er overvågningen allerede sat i system, og folk bliver belønnet eller straffet med point, som var de Sims i det kinesiske regimes spil.

Når vi 4. juni 2019 kan markere 30-årsdagen for massakren af demokrati-demonstranter på Den Himmelske Fredsplads i Beijing, vil det være det autoritære overvågningssamfund snarere end pandaerne, som former danskernes opfattelse af Kina. Spørgsmålet er så, hvilken udenrigspolitik som følger af den erkendelse.

Siden afslutningen af Den Kolde Krig har vi vænnet os af med, at fjender kan være lande, som vi må både lytte til og samarbejde med, også selvom vi er bange for dem og ikke deler deres værdier.

Det har ikke været nødvendigt med al-Qaeda, Taleban, IS og andre former for islamisk fundamentalisme. Det har tværtimod været en fjende, som danske politikere kunne kaste sig over i sikker forvisning om, at der var stemmer i at lægge afstand til en totalitær ideologi.

Hverken Rusland eller Kina er så taknemlige mål. Her er industriinteresser og arbejdspladser på spil; og det kræver mere end almindelig kulturel selvbevidsthed at nedgøre kinesisk civilisation på den måde, som vi har vænnet os til at nedgøre islam.

Så det store udenrigspolitiske spørgsmål for det 21. århundrede er: Kan vi finde ud af at være fjende med Kina?