14. maj 2020

Pas på med spådomme om fremtidens krige. Vi risikerer, at de går i opfyldelse

Internationale konflikter og sikkerhed

Christian Kaarup Baron forsøger på baggrund af spinkle præmisser at spå om kommende kriser og krige. Desværre risikerer vi, at hans forsimplede, pessimistiske forudsigelser bliver selvopfyldende, skriver postdoc Tobias Liebetrau og professor i international politik Ole Wæver i dette debatindlæg.

Debatindlæg af professor Ole Wæver (Institut for Statskundskab) og Tobias LIebetrau (Institut for Statskundskab) i Information den 14. maj 2020.

Burde vi have vidst det? Skulle vi have set det komme? De spørgsmål er blevet rejst over hele verden efter spredningen af COVID-19, lige som de er blevet det gennem historien, når samfundsomvæltende hændelser er indtruffet. Spådomme om fremtiden har altid været i høj kurs. Retrospektive spådomme er ofte endnu mere slagfærdige.

Lørdag den 2. maj bragte Information en kronik om forudsigelser om sikkerheds- og geopolitik, som vi føler os kaldet til at reagere på. Kronikken af Christian Kaarup Baron med rubrikken »Du kan lige så godt vænne dig til pandemier, krig og krise« tager ikke udgangspunkt i coronakrisen, men i stedet i klimaforandringerne.

Når vi finder anledning til at svare på kronikken, er det ikke, fordi vi er uenige i skribentens advarsel om, at klimaforandringer rummer stor risiko for at skabe både fødevarekrise og krig. Det er bestemt klogt at tage det med som yderligere argumenter for at føre en ambitiøs klimapolitik. Men vi har to overordnede problemer med kronikken samt en række mere konkrete indvendinger.

Det første overordnede problem angår typen af forudsigelighed. Baron lægger op til en form for automatik og nødvendighed i politiske udviklinger, der meget let kan lede os på vildspor. Hvis Danmarks officielle sikkerheds- og udenrigspolitiske planlægning blev tilrettelagt ud fra Barons principper, ville vi undervurdere betydningen af nye politiske udviklinger. Her tænker vi på ting som Brexit og Donald Trump, men også for eksempel Tyrkiets skiftende orienteringer over de sidste årtier eller de globale forskydninger i religions plads og betydning.

Hvis man vil bedrive politik, gør man klogt i at skærpe sin opfattelsesevne i forhold til andre aktørers politik. Men de af Barons forudsigelser, der ikke er banale, såsom at verden på et tidspunkt bliver ramt en ny pandemi og en fødevarekrise, de er i stedet geopolitisk enøjede. De hviler på en halvkvædet og bedaget forudsætning om international politik som et geopolitisk nulsumsspil, og heri ligger kronikkens andet overordnede problem.

Mennesker er komplicerede

Manchettens første sætning lyder: »Mange bilder sig ind, at fremtiden er uforudsigelig, men i virkeligheden er sikkerhedspolitiske forudsigelser ofte simple i deres natur.«

Men det er gudskelov ikke indbildning, at fremtiden er uforudsigelig. Fremtiden udfolder sig ikke pænt og jævnt efter menneskelige forudsigelser.

Der er imidlertid ikke nødvendigvis en modsætning mellem, at fremtiden er uforudsigelig, og at sikkerhedspolitiske forudsigelser skulle være simple i deres natur. Baron illustrerer fornemt selv, at simple sikkerheds- og geopolitiske forudsigelser står en enhver frit for. Hvorvidt læseren bliver overbevist af forudsigelserne, samt hvilken nytte de gør, det er en anden sag.

Det lyder fikst, når man byder ind med ’fem forudsigelige forventninger om fremtiden’. Det er imidlertid knap så svært at agere Nostradamus og spå om fremtiden, som det er at fremsætte rimelige endsige korrekte spådomme. Især politiske forudsigelser er komplicerede.

Ufrivilligt peger skribenten selv på dette, når han i forlængelse af Trumps forslag om at købe Grønland skriver, at »sikkerhedspolitiske overvejelser sjældent mere komplicerede end de mennesker, der foretager dem«. For mennesker og især vores relationer er altid komplicerede. Vi kan ikke fuldt ud bedømme, bestemme og udtømme, hverken os selv eller vores forhold til andre – heller ikke til Trump.

Forsimplet præmis

Barons grundlæggende påstand er, at i takt med at konsekvenserne af klimaforandringerne strammer til, vil vores bestræbelser på at holde freden blive presset af et geopolitisk nulsumsspil, der er en uvægerlig konsekvens af disse forandringer.

Det er dog ikke givet, at det forholder sig sådan. Det geopolitiske nulsumsspil er tværtimod bare den præmis, Baron opstiller for sine forudsigelser. En præmis, der ikke rummer meget plads til den usikkerhed og kompleksitet, der omgærder sikkerheds- og geopolitik, fordi det netop ikke kan adskilles fra mennesker og deres relationer. Til gengæld får den simple præmis kronikkens fem geopolitiske eksempler til at fremstå både forudsigelige og uløselige.

Han forudsætter desuden, at håndteringen af klimaforandringerne overhovedet bliver geopolitiske. Inden for vores fag, studiet af international politik, er en af de overvældende indsigter fra de seneste årtier, hvor fleksibelt det er, hvorvidt ’spillet’ omkring en given konflikt bliver af den eller den anden type. Bliver en udfordring håndteret som geopolitik, økonomi eller slet ikke?

Mange udfordringer har haft karakter af, at de kunne føre til konfrontationer, men aldrig gjort det. Det er ikke altid på grund af menneskehedens gode intentioner. Nogle gange undgås en konflikt, fordi parterne netop forudsiger den, og kan se, at det er kontraproduktivt at investere i en nytteløs optrapning, og så holder man den på et lavere blus uden nødvendigvis at kunne løse konflikten – for eksempel som i Arktis og Norden, der forblev et lavspændingsområde under Den Kolde Krig, og den globale tilgang til atomar kontrol i det hele taget.

Ved andre lejligheder bliver en geopolitisk konflikt trumfet af andre interesser. Et eksempel på dette er 1990’ernes mange etniske mindretalskonflikter i Østeuropa, der dengang blev fremskrevet som flere håndfulde jugoslavienskrige. Men parterne prioriterede i stedet EU-medlemskab.

Atter andre konflikter bliver ikke til noget, ganske enkelt fordi parterne ikke har kræfter, tid eller fokus – ofte fordi de er optaget af andre konflikter, de prioriterer højere. Kort sagt kan man ikke se på en konflikt og derfra konkludere, at der kommer en krig.

Forældet logik

Kronikkens logik minder faktisk i forbløffende grad om geopolitik, som den blev forfattet i de første årtier af det tyvende århundrede. Tidens forfattere så på geografi og teknologi og forudsagde med stor sikkerhed, hvordan fremtiden ville blive. En geopolitiker, Halford Makinder, pegede på landmassers centralitet og udrullede en helt nødvendig fremtid, mens en anden, Alfred Thayer Mahan, satte havene i centrum og forudsagde fremtiden med lige så stor sikkerhed. Bare en anden fremtid.

Kronikken illustrer altså, at simple sikkerheds- og geopolitiske forudsigelser trives. Men det er problematisk, for pessimistiske og deterministiske forudsigelser som »skal man uddrage en overordnet lære af disse fem nedslagspunkter, så er det, at verden i fremtiden vil være både farligere og mere usikker, end vi har været vant til« risikerer at blive selvopfyldende.

Hvis alle som Baron antager at intens, militariseret konflikt er det givne resultat af klimaforandringer, så øges sandsynligheden for, at fremtiden bliver netop sådan. Det er således ikke risikofrit at spå om fremtiden. Slet ikke, når det er den sikkerheds- og geopolitiske fremtid, der er tale om.