Personlig sikkerhedspolitik

Artikel af dekan Mikkel Vedby Rasmussen (Det Samfundsvidenskabelige Fakultet) i Weekendavisen den 24. april 2020.

Er begrebsbitter et ord?

Jeg tænker ikke på en Fernet Branca, der serveres til folk, som læser Kierkegaard.

Nej, den bitterhed, som jeg hentyder til, er fornemmelsen, som samfundsforskere kan få, når deres begreber ikke længere er en flot teoretisk konstruktion, som giver en abstrakt beskrivelse af virkeligheden, men tværtimod er blevet overhalet af virkeligheden selv, så begrebet blot fremstår som en almindelighed, og arbejdet med at udvikle og forklare begreber virker overflødigt. Og med »deres« mener jeg selvfølgelig mig selv.

Begrebet risiko har været den begrebsmæssige nøgle, som for mig har kunnet åbne dørene til regeringskontorer og militære hovedkvarterer og forklare, hvorfor vi gik i krig i Irak, og hvordan »krigen mod terrorisme« blev ført.

Dybest set handlede det om, at den skråsikre retorik og de militære midler i virkeligheden afslørede en grundlæggende usikkerhed på, hvordan og med hvilke midler man skabte sikkerhed.

Bag de lukkede døre var terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, Kinas stigende magt og Ruslands revanchisme risici, som skulle vejes op mod hinanden, men som man ikke kunne måle præcist.

Kinas magt lå ude i fremtiden, men for at forhindre Kina i at blive en trussel måtte man handle nu. Ved at tænke sikkerhedspolitik som risici, hvor selve det at gøre et problem til et spørgsmål om sikkerhedspolitik var en risiko, der kunne ramme én som en boomerang, når krigen i Irak slog fejl, eller flygtningene fra Syrien gik op ad de europæiske motorveje, fordi Vesten ikke havde stoppet borgerkrigen i deres hjemland, kunne jeg bedre forstå den eksistentielle usikkerhed, som har præget sikkerhedspolitikken siden afslutningen af Den Kolde Krig.

Det har ærlig talt taget lidt for mange slides at forklare.

Men i dag behøver jeg ikke længere at forklare, hvordan risici former sikkerhedspolitik. For vi oplever det alle sammen, når vi afleverer vores børn til den første håndvask i skolen, eller når vi står bag de røde streger, der markerer køen i Brugsen.

EN RISIKOPOLITIK TAGER udgangspunkt i scenarier. Statsminister Mette Frederiksen tog udgangspunkt i et scenario for et sygehusvæsen overvældet af patienter, som var syge eller døende af COVID-19. På den baggrund besluttede hun de mest omfattende sikkerhedsforanstaltninger i fredstid; så omfattende, at mange følte trang til at tale om undtagelsestilstand og krig mod coronavirus for at beskrive den massive begrænsning af forsamlingsfriheden og mobiliseringen af statsapparatet. Men patienterne lå ikke på sygehusene, da Danmark blev lukket ned, og selvom over 300 mennesker er døde af sygdommen, så står sengepladser stadig tomme. Ikke desto mindre fik scenariet om et sygt Danmark sin egen virkelighed, fordi der blev handlet på det. Ikke bare fra regeringens side. Hvor traditionel sikkerhedspolitik er noget, som nationer fører med deres ambassader og armér, så er corona-sikkerhedspolitik noget, som vi alle sammen fører.

På min morgenløbetur møder jeg en stribe af sikkerhedspolitiske beslutninger på min tur ned ad Godthåbsvej. Skal jeg løbe i en stor bue ud på cykelstien for at undgå løberen foran, men derved risikere at blive kørt ned af en cyklist? Tør den ældre dame med mundbind gå ud ad sin gadedør, eller skal hun fortsat vente, til gaden er helt tom? Det er blot den første af en lang række risikovurderinger, som jeg foretager dagen lang, hvor min vurdering formentlig er forskellig fra andres vurderinger. Det er derfor, man oplever folk, som skingert råber til andre om at holde afstand på fortovet, mens atter andre finder sammen i solen. Det handler om forskellige risikokulturer, men hvem interesserer sig for fine begreber, når vi har gjort denne sikkerhedspolitiske praksis til en del af vores hverdag?

OG JA, SÅ KAN jeg altså godt blive godt gammeldags begrebsbitter over, at risikopolitik mister sin abstrakte magi og er blevet en hverdagsoplevelse. Når det sikkerhedspolitiske er blevet personligt, bliver vi eksperter på vores egne risikovurderinger. Det er derfor, at regeringen er i fare for at miste grebet, fordi oplukningen giver så mange muligheder for forskellige og konkurrerende risikovurderinger. På den måde er Danmark blevet et mikrokosmos af de stridende og konkurrerende risikovurderinger, der er mellem stater på globalt plan.