Politikerne elsker eksperter - når eksperterne giver dem ret

Kommentar af Asmus Leth Olsen, professor MSO i eksperimentel offentlig forvaltning (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 2. juni 2020.

De seneste fire uger i dansk politik har været mærkelige. Partilederne har i mødelokaler og medier ført en debat med alvorlige mine om hvorvidt højskoler, zoologiske haver eller andre småområder af samfundet må åbne efter corona-epidemien har lagt sig. De er gået til opgaven, som løste de verdens sværeste puslespil eller skulle finde udgangen i verdens største labyrint.

Vi får Statens Serum Institut til at regne på det hele! Sådan har det lydt nu i flere uger.

Epidemiologien er ikke mit emne, men at regne på den isolerede effekt på smitteomfanget af at åbne højskoler er formentlig nogenlunde lige så meningsfuldt som at måle på ændringen i saltindholdet i vandet i Øresund, efter en fritidssejler har tabt sin saltbøsse i havet.

Scientismens forår

Som videnskabsmand elsker jeg naturligvis, når politikere vil træffe videnskabelige beslutninger. Det næstbedste er politikere, der uden antydningen af videnskabelig dokumentation bare handler. Det tredjebedste er politikere, der træffer beslutninger imod den bedste videnskab på området. Men det værste er nok politikere, der træffer beslutninger under falsk påskud om videnskabelig rygvind.

Det fine ord for at strække videnskab længere, end den holder til, er scientisme. En ikke alt for køn anglicisme, der ofte bruges til at kritisere, hvis naturvidenskaben bliver lidt for overoptimistisk om egne evner til at håndtere verden.

Men selv scientismen kan ryge på møddingen. Regeringen har skiftet mellem argumenter om »sundhedsfaglig forsvarlighed« og »i sidste ende er det en politisk beslutning« med større hastighed end vingeslagene på en kolibri.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, udviste en særlig imponerende udgave af denne kunstform i torsdagens udgave af Debatten på DR 2, hvor alle beslutninger om nedlukning blev til lige dele myndighedsanbefalinger og hårde politiske beslutninger.

Man finder scientismens tryllestøv frem, når de upopulære beslutninger skal træffes og puster støvet lige så hurtigt væk, når de gamle mænd i hvide kitler siger noget politisk ubelejligt. Vi er alle teknokrater, hvis teknokratiet giver os lidt medvind på cykelstien.

Elsker videnskaben af de forkerte grunde

Videnskaben bliver dermed alt det, den typisk aldrig er: Ufejlbarligt sandhedsvidne eller komplet ubrugelig. Videnskab er sjældent så ekstrem - særlig ikke sundheds- eller samfundsvidenskab. Typisk er videnskab et sted midt i mellem, hvor sammenhængen mellem forhold kan synliggøres i større eller mindre grad.

Det er formentligt det, fagkundskaben prøvede at kommunikere til politikerne i et nyligt notat, når de angav, at beregninger ikke fuldt ud kan belyse »det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt eller hvornår det er sundhedsfagligt forsvarligt at åbne mere op.«

De fleste politikere elsker derfor videnskab af den forkerte grund. Videnskaben er typisk defineret ved en særlig metode. Vi har en særlig måde at undersøge verden på, som giver os nogenlunde stabile svar, som vi kan genfinde ved brug af samme metode igen og igen. Men politikere elsker sjældent videnskaben på grund af robuste metoder men på grund af resultater, der bekræfter et allerede eksisterende verdensbillede.

Har videnskaben bare været den udbyttede part i denne sag? Nej, det har naturligvis ikke hjulpet på sagen, at videnskaben i flere omgange har leveret de forkerte tal eller generelt været uvillig til at dele forudsætninger og data med andre forskere og omverdenen i almindelighed.

Hvad så nu?

Som i de fleste historier er alle derfor lidt skurkene. Diverse statskundskabere, der har ageret husepidemologer, som f.eks. undertegnede, har sikkert heller ikke skubbet lige konstruktivt på udviklingen.

Måske har klimadebatten givet os en lidt for overdreven tro på, hvad videnskab kan. Ja, der er konsensus om problemets omfang, men ikke om løsningerne. Alligevel forsøger mange politikere at skubbe videnskaben foran sig til at støtte diverse reformer.

Videnskabens usikkerhed, tvivl og evne til at anvise den rigtige måde at handle på forsvinder ofte i den politiske kamp. Det kan vi ikke lave et uddannelsesprogram eller kampagne, der kan ændre på. Her spiller de kritiske og frie medier formentlig helterollen til at adskille de videnskabelige og politiske argumenter ad. Og det har de faktisk gjort fantastisk godt i denne krise.