04. september 2019

Politisk kommentator: Jo, Martin Rossens rolle er et problem

Debatindlæg af professor Tim Knudsen (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 4. september 2019. 

Hvor mange særlige rådgivere skal ind i ministerudvalgene, før SF kan se problemet? spørger politisk kommentator Tim Knudsen.

PAUL RODE ANDERSEN fra SF misforstår i Kristeligt Dagblad den 2. september diskussionen om Martin Rossens deltagelse i regeringsarbejdet. Han blander Rossens opgaver som særlig rådgiver og leder af et politisk sekretariat sammen med, at han som den første i danmarkshistorien er medlem af de to vigtigste ministerudvalg uden selv at være minister.

Disse ministerudvalg er en slags indre kabinet i regeringen, der træffer beslutninger, som giver magt over fagministrene.

Derfor er det urimeligt, at Rossen er delagtig i magtudøvelsen over personer med ministeransvar, som skal stå på mål for de beslutninger, som Martin Rossen får del i uden at stå til ansvar over for hverken Folketinget eller offentligheden. I Storbritannien kunne man aldrig finde på at gøre en politisk rådgiver til medlem af kabinettet. Hvor mange særlige rådgivere skal ind i ministerudvalgene, før SF kan se problemet?

Det er forfejlet, når Rode Andersen sammenligner et regeringsudvalg med et partiudvalg. For et sådant kunne aldrig få betjening af embedsfolk, som et regeringsudvalg får det. Thi i Danmark har vi ikke det kommunistiske princip, at statsapparatet underlægges et parti. I øvrigt har vi for det meste også koalitionsregeringer, og netop derfor kan man frygte, at en kommende koalitionsregering med deltagelse af SF skal have adskillige partipolitisk rekrutterede ind i regeringsarbejdet uden at bære ministeransvar.

Rode Andersen forholder sig heller ikke til, at problemerne kunne løses, hvis Rossen blev minister. Til gengæld tror jeg, at Rode Andersen har forstået, at jeg anbefaler denne løsning. Det gjorde statsminister Thorvald Stauning (S) allerede i Horsens Folkeblad i 1929:

”Egentlig forekommer tanken om en slags ’hjælpeministre’ mig tiltalende, jeg vil endog mene, at det er et godt system. I Sverige har de jo nogle konsultative ministre, ministre uden portefølje, der kan remplacere fagministrene, når disse på anden måde er optaget,” blev Stauning citeret for den 10. november 1929. 90 år senere er det fortsat aktuelt.

Rode Andersen er tilsyneladende heller ikke bekendt med, at særlige rådgivere i sammenligning med almindelige embedsfolk har udvidede beføjelser til at arbejde partipolitisk. Det er ellers beskrevet i en række betænkninger (Betænkning 1354, 1443 og 1537). Han forholder sig heller ikke til den bekymring, som tidligere departementschef Leo Bjørnskov netop har udtrykt for fagligheden. Rode Andersen forstår heller ikke det mulige problem i, at en særlig rådgiver får instruktionsbeføjelse over almindelige embedsfolk og dermed bevidst eller ubevidst kan trække dem ind i partipolitisk arbejde. Men det har statsministeren nu forstået. For hun har den 2. september opgivet at gøre Rossen til chef for almindelige embedsfolk.

I SF kan indtræde blindhed over for kritik af socialdemokratisk ledede regeringer i lighed med, da man støttede de stramninger af offentlighedsloven, som man er imod, når borgerlige regeringer har magten.

Det ville være rart, hvis SF ville anskaffe sig en demokratipolitik, som er den samme, uanset hvilke partier der for tiden er i regering.