Privatskoler i udviklingslande giver muligheder til både rig og fattig

Debatindlæg af ph.d.-studerende Kasper Brandt (Økonomisk Institut) i Altinget den 13. december 2019.

Debatten omkring brugen af blended finance på uddannelsesområdet fremstår som værende drevet af en del mavefornemmelser, politiske meninger, og deskriptive statistikker.

På den ene side bliver der argumenteret for, at de ekstremt fattige ikke har råd til brugerbetaling, og derfor bør statsmidler ikke bidrage til denne sektor. På den anden side argumenterer man for, at der ikke er noget i vejen for at give nogle børn flere muligheder, så længe andre ikke stilles værre.

Indtil vi ved mere om, hvordan vi forbedrer de offentlige skoler, så er privatskoler et 'mindre dårligt' alternativ. Ikke kun for de rigeste.

Men er disse argumenter også valide? Får de fattigste ikke noget ud af privatskoler, og stiller det ingen værre, når man giver flere muligheder til andre? Begge argumenter har en vis berettigelse, men de er ikke fuldkomne. 

Mens debatten på Altinget omhandler videregående uddannelse, så fortæller forskningen mest om primær- og sekundær uddannelse (grundskole og gymnasium).

Lige muligheder

Privatskoler er en yderst heterogen gruppe bestående af religiøse trosbaserede skoler, små lokalskoler, lavomkostningsskoler i byernes slumområder, samt internationale eliteskoler. Man kan ikke sige, at privatskoler servicerer én bestemt type af borgere.

For de giver muligheder både til de rigeste, samt nogle af de mest udfordrede befolkningsgrupper.

I flere lande koster driften af privatskoler enten mindre eller det samme som offentlige skoler. Dette kan skyldes eksempelvis lavere lønninger, da privatskoler som regel ikke er underlagt de samme krav til lærernes formelle uddannelse, lavere priser på materiale til skolen grundet bedre incitamenter til at forhandle, samt lavere omkostninger til leje af bygninger grundet færre regler om faciliteter på skolen.

Elever klarer sig som regel bedre i privatskoler sammenlignet med offentlige skoler – også efter der tages højde for socioøkonomiske forhold og elevernes faglige evner inden de starter i skole. Dette skyldes blandt andet bedre ledelse, skolefaciliteter, samt incitamenter for lærerne til at komme på arbejde.

Læringsbidraget fra privatskoler er yderst kontekstspecifikt. Privatskoler kan virke helt efter hensigten i ét område og være ligegyldige i et andet område. Dette afhænger naturligvis af, hvordan offentlige skoler klarer sig og kvaliteten af den private udbyder.

Den private udbyder er vigtig

Netop vigtigheden af den private udbyder understreger en af ulemperne ved at blive for afhængig af privatskoler: vi kan ikke være sikre på, hvad vi får, før vi får det.

Det har vist sig svært at måle afsmittende effekter på elever i offentlige skoler ved at flere kommer i privatskole. I Indien gav man stipendier til tilfældige børn så de kunne komme i privatskole. I nogle landsbyer var der en væsentlig andel, som fik et stipendium, mens andre landsbyer ikke fik nogen stipendier.

Ved at sammenligne børn, som går i offentlige skoler i landsbyer uden nogen stipendier med børn i offentlige skoler i landsbyer med stipendier, så fandt forskerne ingen afsmittende effekter på elever i offentlige skoler.

Enkelttilfælde har dog vist eksempler på negative afsmittende effekter. I Liberia konkluderede en evaluering af offentlig-private partnerskaber, at privatskolekæden Bridge havde smidt tusinder af elever ud af deres skoler, samt presset de svageste lærere over i den offentlige sektor.

Lighed er godt, men ligeså er uddannelse. Indtil vi ved mere om, hvordan vi forbedrer de offentlige skoler, så er privatskoler et 'mindre dårligt' alternativ. Ikke kun for de rigeste.

En lappeløsning, som er foreslået i flere videnskabelige studier er at give flere stipendier til børn fra fattige familier. Dette vil bidrage til bedre læring og mindre ulighed. Et sådant forslag bygger dog på offentlig støtte, da private investorer ikke tjener penge på at give gratis uddannelse.