Prøv med lidt patriotisme
Tænk, hvis virksomhederne sagde til sig selv, at nu tager vi og ansætter et antal danskere med såvel indvandrerbaggrund som ren dansk baggrund, selv om det ville være lettere og kortsigtet give færre omkostninger at importere den nødvendige arbejdskraft fra Østeuropa.
Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab. Kronik bragt i Berlingske den 23. juni 2015
Peter Nedergaard
Patriotismen hindrede ikke disse virksomheder i at blive store, internationale og konkurrencedygtige. Det forholdt sig omvendt. Virksomhedsledernes patriotisme var en drivkraft til at gøre foretagenderne internationale, innovative og markedsledende. Til at vise omverdenen, hvad man duede til i dette lille land.
Det er måske dybest set med virksomheder, som man siger, at det er med kunst: »Al national kunst er dårlig kunst. Men al god kunst er national.« Det er, fordi man ikke er bange for at vedkende sig sine rødder, at man virkelig har noget at vise verden. Forstået på den måde er en smule patriotisme ingen skade til. Tvært imod.
I dag er patriotisme imidlertid ikke comme il faut på direktionsgangene. Det betragtes som udtryk for småborgerlig provinsialisme og indadvendthed. Nærmest lidt pinligt i det gode selskab. The business of business is business. Men kunne man forestille sig, at der igen sneg sig blot en flig af særlig hensyntagen til det danske ind i virksomhedsledernes tankegang? Det tror jeg såmænd godt, hvis det blev italesat på den rigtige måde.
Jeg vil derfor foreslå følgende patriotiske raison d’etre for dem, som har tænkt sig at gå med på ideen: Vi står i dag med to meget alvorlige problemer på arbejdsmarkedet. Dels er alt for mange i den erhvervsaktive alder ikke i beskæftigelse. Dels får alt for få unge en erhvervsrettet uddannelse. I begge tilfælde vil der for mange virksomheder være nogle ekstraordinære omkostninger, hvis man skulle deltage mere i afhjælpningen af de to problemer, end man allerede gør.
I stedet vælger mange virksomheder den kortsigtede og lette løsning, som består i at ansætte østeuropæisk arbejdskraft. Det skal man naturligvis stadig kunne, for de store virksomheder skulle kun ændre adfærd i et mindre omfang. Forudsætningen for, at virksomhederne begynder at tage visse patriotiske hensyn, er imidlertid, at f.eks. toppolitikere, fagforeningsrepræsentanter og virksomhedsrepræsentanter med pondus præsenterer det som en positiv option.
Helt konkret: Tænk, hvis virksomhederne sagde til sig selv, at nu tager vi og ansætter et antal danskere med såvel indvandrerbaggrund som ren dansk baggrund, selv om det ville være lettere og kortsigtet give færre omkostninger at importere den nødvendige arbejdskraft fra Østeuropa. Tænk også, hvis ikke mindst de store virksomheder tog ekstra mange lærlinge ind, selv om det ofte er lidt bøvlet og besværligt.
Tænk, om man ville gøre Danmark disse småtjenester. Måske var det ikke engang en ulempe for virksomhederne med et sådant anstrøg af patriotisme i stil med fortidens store virksomhedsledere.