23. maj 2019

Ny økonomisk teori kan forklare bilkøb, hjælpe byplanlæggere og gøre os bedre til at forudsige fremtiden

RATIONEL UOPMÆRKSOMHED

hedder teorien, der blandt andet forklarer, hvordan vi handler, når vi kun har begrænset viden.

Artikel af professor Mogens Fosgerau (Økonomisk Institut) på videnskab.dk den 23. maj 2019.

Mogens Fosgerau. Foto: Christoffer RegildIngen ved alt. Nogle gange, når vi skal beslutte noget, er vi tilfredse med, hvad vi ved i forvejen.

Andre gange skaffer vi os noget ekstra information først. Ny økonomisk teori sætter dette på formel.

Teorien kan både bruges til at forudsige, hvilke biler der bliver solgt og til at forstå, hvordan politisk polarisering kan opstå ud af nærmest ingenting.

I forhold til bilerne vil staten eksempelvis gerne vide, hvordan bilsalget skifter sammensætning, hvis registreringsafgiften ændres til at fremme salget af ’grønne’ biler mere end nu.

På samme måde vil firmaer gerne forudsige salget af deres produkter, hvis de ændrer priser eller kvalitet.

Byplanlæggere vil gerne vide, hvordan ændringer i fremkommeligheden påvirker trafikmønstrene, og hvem der bor hvor.

Generelt er der rigtig mange sammenhænge, hvor man ønsker at forudsige, hvad mennesker vil vælge i et scenarie, hvor omstændighederne er ændret i forhold til udgangspunktet.

Det vil jeg dykke nærmere ned i herunder.

Matematiske modeller kan bruges til at forudsige, hvad vi gør

Vi er interesserede i matematiske modeller, der kan forudsige sandsynligheden for, hvor mange der gør hvad i forskellige scenarier.

En umiddelbart tiltalende mulighed er en teoriløs tilgang, hvor kun data taler.

’Machine learning’, såkaldt kunstig intelligens, er blevet meget populær og meget hypet i sammenhæng med ’big data’.

Den teoriløse tilgang duer bare ikke, hvis fremtidsscenariet ligger for langt fra de scenarier, man har erfaring (data) fra.

Det er nødvendigt at have noget teori, som kan give struktur til den matematiske model.

Omvendt kan teorien jo være så forkert, at forudsigelserne rammer helt ved siden af. Derfor skal man finde et godt kompromis mellem teori og data.

På den ene side skal teorien være stærk nok til, at man kan slutte realistisk fra vores eksisterende data til nye fremtidsscenarier.

På den anden side må teorien ikke gøre vold på data.

Den fuldt oplyste bilkøber

Den fremherskende model bygger på en kombination af mikroøkonomisk teori og statistiske metoder, som gav den amerikanske økonomiprofessor Dan McFadden Nobelprisen i 2000.

Vi kan bruge en bilkøber som konkret eksempel.

McFaddens model siger først og fremmest, at en bilkøber kan rangordne alle biler på markedet og vælge den, der er bedst, når prisen er taget i betragtning (læs mere i denne videnskabelige artikel).

Modellen giver en meget fleksibel ramme for at balancere teori og data, og den kan tage mange forskellige matematiske former.

Den er derfor enormt populær på mange forskellige felter, man kan eventuelt prøve at google ’discrete choice’, hvis man vil læse mere om McFaddens arbejde.

Det er klart, at det er en hård antagelse, at bilkøberen altid er i stand til at vælge den bedste bil, for der er tusindvis af bilvarianter på markedet.

Det er bare ikke så let at finde en mindre begrænsende teori at sætte i stedet for, og noget teori er vi som sagt nødt til at have.

Rationelt ikke at søge uendelig information

Der er imidlertid håb i en ny type model, som er på vej i forskningen i disse år.

Den model handler om rationel uopmærksomhed (læs mere om modellen her og her).

Hvor McFaddens bilkøber kender alle biler og vælger den bedste, har den rationelt uopmærksomme bilkøber kun ufuldstændig forhåndsviden.

Hun kan skaffe sig mere information, men gør det kun til et vist punkt, for information koster tid, penge og mentale kræfter.

Når det ikke længere er umagen værd, og når det sandsynlige udbytte af yderligere informationssøgning ikke længere står mål med indsatsen, stopper hun informationssøgningen.

Hun bliver uopmærksom, og vælger den bil, der nu ser bedst ud i lyset af hendes opdaterede viden. 

McFaddens model siger først og fremmest, at en bilkøber kan rangordne alle biler på markedet og vælge den, der er bedst, når prisen er taget i betragtning. (Foto: Colourbox)

Den gamle er blevet til en uopmærksomhedsmodel

Den nye uopmærksomhedsmodel rummer den gamle McFadden-model som specialtilfælde.

McFaddens model kan blandt andet tage matematisk form som en såkaldt logitmodel, som er enormt udbredt.

Matejka og McKay viste i 2015, at logitmodellen har en fortolkning som en uopmærksomhedsmodel.

Det var første gang, den slags forbindelse blev opdaget.

Siden har jeg sammen med Melo, de Palma og Shum vist, at dette resultat ikke kun gælder for logitmodellen, men at det faktisk gælder alle tænkelige former, som McFaddens model kan have.

Det er meget stærkt, at vi nu har lov til at tænke på McFaddens model som en uopmærksomhedsmodel.

Det betyder nemlig, at det ikke længere er nødvendigt at forestille sig – hvis vi tog modellen bogstaveligt – at bilkøbere ved alt om alle biler, før de vælger bil.

Vi har nu lov til at forestille os, at bilkøbere søger information, indtil de ikke længere synes, det er umagen værd, og at deres information stadig er ufuldstændig, når de vælger, hvilken bil de skal købe.

Det er forholdsvis overkommeligt at acceptere dette som en forsimplet, men nogenlunde rigtig, beskrivelse af, hvordan bilkøbere faktisk opfører sig.

Mange nye ting på vej i økonomisk teori

Det er endnu stærkere, at uopmærksomhedsmodellen giver os en måde at arbejde med, hvordan information, forhåndsviden og beslutninger hænger sammen.

Der er et stort forskningsfelt under udvikling her, og der er mange ting på vej i den mikroøkonomiske teori.

For eksempel hvordan man kan manipulere uden at lyve, hvordan statistisk diskrimination kan opstå, eller hvordan man kan lave selvopfyldende profetier.

Her vil jeg fokusere på et emne, som er meget oppe i tiden, nemlig polarisering – altså det fænomen at en befolkning splittes i grupper, som ser verden meget forskelligt.

Her kommer et tænkt eksempel, som skal vise, hvordan uopmærksomhed kan føre til polarisering.

Hvordan polarisering kan opstå

Lad os sige, at TV Avisen kommer med en påstand A.

Påstanden kan være sand eller falsk, og en rationelt uopmærksom seer skal beslutte sig for, hvad han tror på.

På forhånd har han en idé om, hvor tit det, TV Avisen siger, er rigtigt. Det kommer af hans forhåndsviden (som godt kan være faktuelt forkert).

Hvis han tror, at TV Avisen tager fejl det meste af tiden, vil han forkaste påstand A uden videre – det er ikke umagen værd at efterprøve den ved at skaffe mere information.

Omvendt, hvis han tror, at TV Avisen som regel har ret, vil han acceptere påstand A uden at efterprøve den.

Indimellem er der et opmærksomhedsinterval, hvor seeren finder det umagen værd at skaffe sig mere information, før han beslutter sig for, om han skal acceptere påstand A.

Det er delvis tilfældigt, hvilken information den opmærksomme seer får fat på.

Han er mere tilbøjelig til at acceptere en sand påstand end en falsk, men han kan godt tage fejl.

Polarisering kan føre til mere polarisering

Vi kan forestille os, at opmærksomme seere, der tilfældigvis accepterer påstand A, vil stole lidt mere på TV Avisen fremover.

Disse seere vil være blevet lidt mere tilbøjelige til at acceptere den næste påstand, der måtte komme.

Ligeledes kan vi forestille os, at opmærksomme seere, der tilfældigvis afviser påstand A, bliver lidt mere skeptiske overfor TV Avisens efterfølgende påstande.

Man kan videre forestille sig, at disse processer efterhånden fører nogle tv-seere til yderpunkterne, hvor de konsekvent enten afviser eller accepterer alle TV Avisens påstande og ikke længere er opmærksomme.

Seerne er blevet polariserede.

Rationel uopmærksomhed kan bruges til at forudsige opførsel

Eksemplet viser, hvordan polarisering kan opstå i samspillet mellem ufuldstændig viden og rationel uopmærksomhed.

Det viser, hvordan samme virkelighed, samme påstand og samme TV-avis helt rationelt efterhånden kan opfattes meget forskelligt.

Selv mennesker, som i udgangspunktet var ens, kan ende med at se verden meget forskelligt.

Tilfældige forskelle i den information, de får fat på, kan ende med at føre dem langt fra hinanden. 

Mere generelt giver de nye teorier om rationel uopmærksomhed os nu mulighed for at arbejde med hvordan mennesker vælger at inddrage information i deres beslutning.

De to eksempler – polarisering og bilkøb – viser, hvordan ny økonomisk teori både kan bruges til at forstå vigtige fænomener, og som praktisk redskab til at lave bedre forudsigelser af, hvordan vi vil opføre os i forskellige situationer.