Sådan får vi den digitale ligestilling

Af ph.d.-stipendiat Sidsel Harder og lektor Jakob Demant (Sociologisk Institut) i Politiken den 17. marts 2020.

I disse virale dage, hvor udveksling af kropsvæsker og fysisk berøring bliver kriminaliseret, virker den digitale seksualitet pludselig tryg i sammenligning.

I det mindste kan online flirt eller billedudveksling ikke fungere til smitteoverførsel af corona, men efterhånden er få af os i tvivl om at der er mange andre risici ved at kaste sig ud i digital intimitet.

Seksualitet er på mange måder stadig en skueplads for både moralitet, forargelse og overgreb. Men samfundet bevæger sig med diskussionen af voldtægtslovgivning, #MeToo-bevægelsen og debat om, hvor grænserne for krænkelse kan gå, imod et sted, hvor der er større ligelighed imellem alle køn. Vores naive forestilling om internettet har for længst skubbet illusionen om et sted for mere generel demokratisk deltagelse fra sig.

Men vi har stadig mulighed for at undgå, at vi på det seksuelle ligestillingsområde affinder os med tilstande, der er domineret af giftig maskulinitet, voldtægtskultur og hadtale.

Vi vil derfor gerne pege på fem områder, som dansk og international forskning viser er vigtige for at sikre digital seksuel ligestilling.

1) Ligestilling on- og offline er ikke bare to sider af samme sag – det er den samme sag. Selv om vi taler om det, der sker i cyberspace, som noget andet end det, der foregår i ’den virkelige verden’, viser forskningen i vores digitale liv, at hverdagen i dag leves lige så virkeligt på nettet.

Internettet er ikke længere en slags ferie, vi kan tage på og hjem fra – som det var, da f.eks. Second Life kom frem – det er en integreret del af, hvordan vi betaler regninger, går til lægen og keder os.

Vores offline liv kan ikke længere adskilles fra det online – og hvorfor skulle det? Jo, kan man mene, fordi der gælder jo helt andre spilleregler på nettet! På nettet har vi ingen krop eller ansigt – og det er netop derfor, hadske mandegrupper eller tweetende præsidenter kan tillade sig at kalde kvinder dette eller hint.

På nettet er der jo ingen regler, lyder det argument, og videre: Internettet kalder det værste frem i os. Og det er også rigtigt, at blandt andre ’cyber-psykologen’ John Suler omkring årtusindskiftet hævdede, at internettet havde en ’afhæmmende’ virkning på de sociale omgangsformer: Det var et sted, hvor man kunne gå ind efter at have afleveret sine hæmninger i døren.

Men Sulers teori gik ikke kun på at vis, hvorfor giftig maskulinitet, racisme og personangreb trives på nettet – den handlede også om, at den digitale frisættelse af normer gav plads til at udleve andre sider af sig selv: Internettet er et sted, man kan springe ud som homoseksuel, det er et sted, man kan dele sine mærkelige, kropslige symptomer eller finde andre, der heller ikke lige var verdens bedste forælder i dag; det er et sted, hvor man kan finde støtte i stor sorg eller dele sin frustration, når man er blevet krænket.

Anonymiteten og den frihed, den fører med sig, giver med andre ord også et kæmpe potentiale for at gøre det rigtige: i dette tilfælde at understøtte kvinders rettigheder, sådan som det allerede er sket, da f.eks. #MeToo-bevægelsen satte fokus på hverdagslivets krænkelser og dermed åbnede for nye måder, hvorpå kvinder kunne spille hinanden stærke.

2) Internettet som frirum kan komme alle køn til gode i langt højere grad, end det gør nu. Internettet er blandt andet en seksuel legelads, som kvinder skal kunne boltre sig trygt på uden frygt for at blive udskammet.

På internettet lever den hippieagtige kropspositivisme side om side med kvinder som vil have ret til at tage læbestift og push-up på for at nyde deres egen krop.

Ligesom rødstrømperne gav deres døtre et lommespejl at holde mellem benene (og gennemillustrerede bøger til at forklare dem, hvad de ville se), skal vi støtte op om, at mobiltelefoner kan bruges til at udforske ens egen kønsidentitet og seksualitet med.

Der findes endnu ikke manualer a la ’kvinde kend din krop’ til, hvordan kvinder kan bevæge sig på pornosider uden at blive stødt eller på snapchat uden at blive screenshottet. De råd, der findes – og som gentages ikke bare i Danmark, men over hele verden – er desværre endnu ikke gode nok.

F.eks. hjælper det ikke at sige til kvinder, at de ikke skal sende billeder til folk, de ikke kender – dertil er der alt for mange tidligere partnere, som deler ekskærestens billeder.

Vores gennemgang af tidligere politisager om digitale sexkrænkelser viser, at deling uden samtykke i nogle tilfælde er en krænkelse, der følger i kølvandet på års fysiske og psykiske krænkelser – mens andre sager skyldes tankeløshed eller gerningsmandens ønske om at imponere vennerne. Vi kan ikke pålægge kvinder at vide, hvem der vil svigte deres tillid på nettet, for de kan lige så lidt som mænd forudsige, hvordan et intimt forhold kommer til at udvikle sig.

3) Ansvaret for digitale sexkrænkelser skal med andre ord placeres på dem, der udfører dem – og ikke på ofret.

Det er derfor, operation Umbrella har været så vigtig og skelsættende, ikke bare herhjemm, men i resten af verden. Men politiet kan ikke stå alene med opgaven med at skabe digital ligestilling, her skal uddannelse og forebyggelse naturligvis støtte op. Og det nytter ikke meget at gentage rådet om, at man skal bortredigere ansigt og andre personlige kendetegn, før man sender et frækt billede.

For hjælper det råd egentlig, når tidligere sager viser, at seksuelle billeder, der deles uden samtykke, deles i selskab med anden identificerende information som navne, adresser og profilbilleder?

Interviews med unge voksne viser, at anonymisering af seksuelle billeder højst kan tjene som et plaster på såret, hvis billederne bliver delt, og det kan være vigtigt nok med skadesreduktion, bevares!

Men det, der virkelig ville hjælpe, er, hvis vi ikke længere lagde ansvaret for at ’passe på sig selv’ på kvinder, som deler frække billeder som del af en gensidig flirt – men i stedet placerede ansvaret for overtrædelsen på dem, der videredeler uden samtykke.

Et af redskaberne til sådan en ansvarliggørelse handler om at gøre op med tanken om, at deling af nøgenbilleder ikke bare er noget, der er alt for ’nemt’ og bare-et-klik-væk.

Det er vigtigt at sætte fokus på den indsats, som ulovlige delere yder, når de samler kvinders billeder sammen i mapper, når de redigerer filer digital, og når de hiver fotos frem fra gemmerne på mobiltelefonen og viser frem til kammeraterne m/k. Ligesom med al anden kriminalitet er det altså vigtigt for det kriminalpræventive og -bekæmpende arbejde, at vi får mere viden om, hvad denne her nye form for (kvinde)misbrug egentlig indebærer.

4) For at finde ud af, hvad digitale sexkrænkelser egentlig er og gør, forsker vi for tiden i digitale sexkrænkelser ved blandt andet at analysere billeddata fra afsluttede politisager, gennem aktindsigt fra Rigspolitiet.

Det er billeder, som er omgærdet af meget skrappe krav til datasikkerhed, men som giver en unik viden om, hvad en digital sexkrænkelse består af. Vores gennemgang af næsten 300 billeder, som tidligere har været delt uden samtykke, viser f.eks., at de seksuelle billeder, som deles på nettet, sjældent er særligt seksuelt eksplicitte.

Der er overraskende lidt hud og få close-ups af kropsdele og seksuelle handlinger iblandt. Det vidner om, at kvinder passer godt på, hvad de deler – men at den passen-på ikke forhindrer samme kvinder i at blive ofre for digitale sexkrænkelser.

For når billederne deles sammen med andre billeder, låner de betydning til hinanden: et glimt af en balle delt i en tråd får en blottet skulder på næste billede til at virke mere grænseoverskridende.

Billederne bliver en del af en historie om sex, som måske bliver endnu mere pirrende af, at så meget er overladt til fantasien. Og slår fantasien ikke til, kommer ordene til hjælp, når gerningsmænd deler deres erfaringer eller fantasier med hinanden.

Dette er en form for krænkende historiefortælling, som har reelle og vidtrækkende konsekvenser for ofrene – og som vi skal tage alvorligt som samfund.

Men den tagen alvorligt kommer netop af at indse, at digitale sexkrænkelser er ikke ofrenes skyld – det er gerningsmændenes arbejde med at dele, sprede og fortælle, som er kernen i forbrydelsen. Og ligesom vi først kan forstå, hvorfor og hvordan et overfald skal straffes, ved at være konkrete i undersøgelsen af f.eks. stikmærker og overfaldsvåben, har vi også brug for forskning, der analyserer og diskuterer de billeder, som digitale sexkrænkelser handler om.

5) Hvor medierne i ind- og udland er med til at give et billede af, at billeddeling uden samtykke er hverdagskost for unge, kan forskning være med til at sætte tal og perspektiv på sagen.

Vi har ved hjælp af data fra Ungeprofilundersøgelsen dokumenteret, at 4 ud af 5 unge, som har modtaget et billede, som de ved, er delt uden samtykke, IKKE selv sender billeder videre uden at have fået lov. Det tyder på, at de fleste unge gør det rigtige – også på internettet.

Interviews med unge understøtter i den forbindelse, at unge oplever det som ubehageligt og grænseoverskridende, hvis de får vist eller tilsendt billeder, som de ved er delt uden samtykke – men at de oplever, at det er svært at gribe ind og sige fra.

Heldigvis dokumenterer tidligere sager om ulovlig videredeling af seksuelle billeder, at den handlingslammelse og rådvildhed ikke er altdominerende. Snarere viser sagerne, at folk faktisk griber ind, når de overværer digitale sexkrænkelser – hvad enten det er ved at gå til myndighederne, sige fra over for deleren eller ved at trøste og støtte offeret.

Sådanne handlinger tyder på, at etik og en medmenneskelighed også gælder på nettet – og den skal vi støtte og tale ind i snarere end at gå ud fra, at majoriteten af unge enten er for svage til at sige fra, for ligeglade med ofret eller for ondskabsfulde over for kvinder.
Sådan bliver unge nemlig gjort til en del af løsningen i sager om digitale sexkrænkelser i stedet for at blive adresseret som en del af problemet.

6) Vores forskning tyder altså på, at unge kan (hjælpes til at) forstå, hvordan man skal opføre sig over for kvinder på nettet, og at der for tiden arbejdes konstruktivt med at udvikle sociale normer for, hvilke seksuelle billeder man må gøre hvad med.

Unge forveksler med andre ord ikke i reglen porno og private billeder – tværtimod viser vores forskning, at der skelnes meget skarpt imellem pornografi, som eksplicitte, offentlige, seksuelle fantasier, og billeder af egen og andres kroppe, der er omgærdet af privathed, tillid, blufærdighed og risikoberegninger.

Det er vigtigt at have øje for, at mange unge altså allerede har en stor forståelse for forskelle på indholdet af billeder, og hvor de kommer fra.

Men der er dog også en gruppe, som slet ikke har den forståelse, og for hvem de private billeder delt uden samtykke netop skaber attraktionen for dem.

Her viser – den sparsomme – forskning, at det i lige så høj grad er fællesskabet med hinanden og fornedrelsen af dem, hvis billeder de deler, som skaber deres opstemthed, som det er det visuelle materiale i sig selv. Her har vi brug for at forstå, at sådanne mere misogynistiske træk stadig er en virkelighed i 2020, og at de måske endda får lov til at trives med de former for fællesskaber, som de unge kan finde på 4chan, i Incel-fællesskaber mv.

Den digitale ligestilling har brug for at blive løftet. Der er på den ene side brug for, at vi arbejder imod en langtidshorisont, hvor selve den udskamning, der kan være konsekvensen af at få sit billede delt, forandres, således at det er deleren, der står med skammen.

Delernes fortællinger om skam skal frem i lyset, som de f.eks. gør i Milla Mølgaards boguddrag fra nærværende avis 8. marts og i Anthon Edwards Knudtzons interview til kampagnen ’Digitale krænkelser koster’.

Men for at komme helt ud i den såkaldt spidse ende skal der mere end kampagner til, og der bliver vi nødt til at arbejde med to søjler.

På denne ene side er det helt afgørende nødvendig,t at vi understøtter den positive sociale anvendelse af intime billeder mellem mennesker. Og at vi anerkender, at den er både fin og acceptabel, al den stund vi ved, at en stor del afmestrer den.

Vi skal sørge for at fortsætte med at understøtte den i den seksualundervisningen. Det betyder, at de gode ’husmoderråd’ om at passe på sig selv skal vejes på en guldvægt. Vi må ikke gøre ansvaret for at blive ufrivilligt delt til de unges eget ansvar. Her skal både venner og voksne hjælpe, blandt andet igennem at vi får et begreb for at lave ’oversharing’.
Det skal være acceptabelt også for unge mænd at sige, at de finder deres venners delinger forkerte. Sådant socialt pres vil især kunne lykkes i kombination med et fastholdt politimæssigt fokus (hvilket igen kræver ressourcer og stærk faglighed) .

Her har vi brug for at træne de unge i at turde tage stilling og stå ved det, således at de ikke alene lader være med at videredele selv, men også at de er med til at lave de sociale sanktioner, som vi ved er afgørende for at ændre andre unges adfærd.