21. december 2015

Skattestop og mistillid

Indlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske Debat den 21. december 2015.

»Måske der er gode grunde til, at Lars Løkke Rasmussen allerede nu, efter mindre end et halvt år, vil bløde op på skattestoppet.«Billede af professor Peter Kurrild-Klitgaard

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde forrige onsdag på den borgerligt-liberale tænketank CEPOS’ vækstkonference noget overraskende, at Venstre-regeringens »skattestop« – som man i juni gik til valg på og bagefter nedmejslede i regeringsgrundlaget – ja, det er så ikke rigtigt helt et skattestop alligevel. Ihvertfald ikke hele tiden – herunder f.eks. ikke hvis man har lyst til at give køb på det for at opnå eller undgå noget andet.

Lyder det alt sammen bekendt? Sidst Danmark havde et skattestop af en art var 2001-11 under VK-regeringen, hvor det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget for Anders Fogh Rasmussens første regering. Groft sagt: At en række skatter blev låst fast i kroner og ører, og at ingen eksisterende skat kunne hæves eller en ny skat indføres. Skete dette alligevel, skulle andre skatter sænkes tilsvarende.

Ræsonnementet var, at politikerne ofte har sagt, at de ikke vil øge beskatningen – hvorefter de så har gjort det alligevel, når det har vist sig politisk opportunt. Det gør – mente man – at vælgerne ikke føler, at de kan stole på politikerne og bliver usikre på fremtiden. Derfor var der brug for noget mere institutionaliseret, og i fraværet på en realistisk mulighed for at skrive det ind i grundloven, måtte et klokkeklart løfte og en noget nær musketered mellem de »blå« partier i praksis udgøre skattestoppet.

Men som årene gik, blev skattestoppet netop den spændetrøje og hæmsko, som det hele tiden havde været tænkt som – og derfor valgte man at bryde skattestoppet, altimens man lod som om, man ikke gjorde det. Første gang var VK-regeringens skattereform i 2009, der var kortvarigt og i hvert fald i ånden brød med skattestoppet ved at indføre multimedieskat og grønne afgifter. Året efter brød man helt med det i form af den såkaldte »Genopretningspakke«, der hævede skatterne med fire mia. kr.

På Venstres hjemmeside havde man på det tidspunkt længe haft en tæller til at stå til at tikke, opregnende hvor mange dage, timer og sekunder, skattestoppet havde holdt. Det udvidede man så i 2009 med en ny tæller, der nedenunder talte, hvor længe »det nye« skattestop havde været i kraft. Til sidst, hvor det hele havde udviklet sig til en dårlig vits, holdt man helt op med at have skattestops-urene på hjemmesiden.

Og nu har vi så siden juni et »Skattestop 4.0«, eller hvad nummeret efterhånden må være. Måske der er gode grunde til, at Lars Løkke Rasmussen allerede nu, efter mindre end et halvt år, vil bløde op på skattestoppet. Måske vil han bruge det kommende forårs forhandlinger om en skattereform til at få skabt et mindre irrationelt og knap så velstandsskadeligt skattesystem ved at fjerne eller sænke nogle af de mere væksthæmmende skatter (på arbejde) og så finansiere det ved at hæve andre, mindre forvridende.

Det giver alt sammen god mening – bortset fra den detalje, at hele pointen med at sige, at man har et skattestop, er, at det jo kun gælder, så længe det håndhæves. For hvis et »skattestop« blot er, hvad man har, når man ikke hæver skatterne, så praktiserer alle regeringer i hele universet til alle tider jo også at have et sådant. Lige bortset fra når de ikke gør. Man kan, som bekendt, ikke være lidt gravid eller være tro imod sin ægtefælle samtidigt med, at man er utro.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om den udbredte mistillid til den politiske klasse: Man kan ikke både kræve, at vælgerne skal have tillid til en, og så selv love ét og gøre noget andet.