Søren Hove: Den grumsede økonomiske krystalkugle

Analyse af adjunkt Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 20. august 2018.

I august fremlægges traditionelt regeringens finanslovsforslag for næste år. Planlægningen af landets finanspolitik baserer sig naturligt nok på den forventede økonomiske udvikling – og her spiller økonomiske prognoser en central rolle.

Virkeligheden forløber imidlertid ikke altid, som økonomernes krystalkugler forudsiger. I de senere år har blandt andre Nationalbanken, DR2's Detektor og senest Altinget dokumenteret, at prognoserne ofte skyder et pænt stykke forbi målet.

Det kan der være flere gode grunde til: Dels ved økonomiske prognosemagere godt, at økonomien løbende vil blive ramt af udefrakommende stød, hvis præcise effekt imidlertid er umulig at forudsige. Ikke bare fremtiden, men også nutiden er usikker, idet prognoserne nødvendigvis må baseres på de senest offentliggjorte data for eksempelvis bruttonationalproduktet (BNP), som udsættes for løbende og somme tider betydelige revisioner tilbage i tid.

Ikke desto mindre er økonomiske prognoser et uundværligt redskab, når politikere og embedsmænd fastlægger den økonomiske politik for de kommende år. Prognoserne sikrer nemlig systematik og sammenhæng i evalueringen af forskellige initiativer. De sørger også for, at de makroøkonomiske effekter af politikernes idéer ikke bliver overset. Og de giver et overordnet billede af, om summen af alle disse forslag – den samlede finanspolitik – passer til landets økonomiske situation. Der er derfor mange grunde til, at anvendelsen af økonomiske prognoser er langt at foretrække frem for alternativet: at basere finanspolitikken på mavefornemmelser eller lignende.

Det betyder dog ikke, at prognosernes manglende træfsikkerhed blot skal ignoreres. For det første medfører den store usikkerhed, der omgiver såvel økonomiske prognoser som de dugfriske data, de er baseret på, at det er overordentligt svært at finjustere den økonomiske udvikling gennem finanspolitikken. Politikere og embedsmænd bør derfor være meget forsigtige med finanspolitisk fintuning, som ofte risikerer at gøre mere skade end gavn.

Et eksempel på det kan findes i akademiske studier af finanspolitik i OECD-landene. Her har man fundet, at finanspolitikken har "set konjunkturstabiliserende ud", når den evalueres baseret på de data og prognoser, som politikerne havde til rådighed på beslutningstidspunktet. Ser man derimod på endelige, reviderede data, så fremstår den førte politik derimod ofte konjunkturforstærkende.

Med andre ord: Selv om politikerne har gode intentioner om at stabilisere den økonomiske udvikling, så ender de ofte med at gøre det stik modsatte. Der er derfor god grund til tilbageholdenhed i forhold til detaljerede finjusteringer af økonomien via finanspolitikken.

Derudover er der grund til at overveje, om økonomer bør være bedre til at gøre opmærksom på den betydelige usikkerhed, som deres udsendte prognoser indeholder. Her kan danske økonomer måske lade sig inspirere af centralbankerne i både Sverige og Norge, som løbende offentliggør såkaldte usikkerhedsintervaller omkring deres prognoser for udviklingen i BNP, inflation med videre. Dette kan bidrage til at oplyse både politikerne og offentligheden om den indbyggede usikkerhed – foruden, naturligvis, at øge prognosemagernes chance for at ramme plet.

En relevant politisk-økonomisk indvending gør sig dog gældende: Hvis embedsmændene for eksempel meddeler politikerne, at råderummet for næste års finanslov er mellem tre og seks milliarder kroner, så kan man med en vis ret frygte, at politikerne vender det døve øre til den nedre ende af intervallet og bruger alle seks milliarder kroner. Dette vil give en uhensigtsmæssig skævhed i den førte økonomiske politik.