19. april 2020

Spil med åbne kort, Mette Frederiksen - og tre andre pointer fra strategiforskning, som kan bruges i coronabekæmpelsen

COVID-19

Alle parter i coronavirussens krisehåndværk kan lære noget af krigens strategi.

Kronik af centerleder Henrik Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Berlingske den 19. april 2020. Henrik Breitenbauch

Debatten om strategien mod coronavirus bølger frem og tilbage i disse uger. Mest markant med kritikken af, om regeringen i virkeligheden arbejder hen imod »flokimmunitet« – og mest dramatisk med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens gentagne kritik af regeringens strategi.

Som alle vil vide, står der enorme ting på spil: menneskeliv, samfundsøkonomien og den måde, vi kommer til at leve sammen på i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at regeringen griber processen optimalt an – både politisk og mere rent strategisk.
 
På baggrund af Center for Militære Studiers forskning i strategi og erfaringer fra ekstreme krisesituationer uddrager vi derfor her fire pointer, som kan skabe en bedre forståelse af vilkårene for den danske strategiproces.

Transparens

Den første pointe er, at vi ikke er i krig, og at regeringen kan spille med ganske åbne kort. Krigens metafor er ofte brugt i kriser. Præsident Macron hev den frem i sin tale i forbindelse med nedlukningen i Frankrig. Men metaforens dramatik gør den til et politisk instrument, der retfærdiggør radikale virkemidler uafhængigt af deres objektive rationale.

Desuden skygger den over forskellene på den nuværende krise og egentlig krig. Meget væsentligt indeholder krigen altid en menneskelig modstander med egen vilje, det har denne krise ikke. Derfor har regeringen ikke et særligt behov for hemmelighed om planer og deres underliggende analyser. Der findes tværtimod et godt argument for at bruge særlig energi på at lægge disse frem i videst mulige omfang, netop fordi vi ikke er i krig. Transparens er særligt mulig og ønskelig, både fordi det kan optimere den analytiske læring undervejs og for den offentlige debats og befolkningens skyld.

Ulige dialog

Den anden pointe er, at styringen må bygge på en »ulige dialog« mellem politikere og sundhedsfaglige eksperter. Selvom vi ikke er i krig, er der i krisen ekstraordinære træk, som gør, at vi må forholde os til nogle af de samme styringsmæssige og demokratiske udfordringer, som når der faktisk er krig. I demokratiske lande står den civile, politiske ledelse over det militær, som forestår krigshandlingerne, selvom den militærfaglige (nu: sundhedsfaglige) rådgivning naturligvis har en særstatus.

Erfaringerne viser, at det ikke er ligetil at oversætte faglig viden til strategisk handling. Der findes blandt andet andre hensyn end de rent militære eller sundhedsfaglige: Det kan være vigtigere, at der er en politisk modpart at genopbygge end at opnå en total militær sejr, og det kan være vigtigere at opretholde borgerlige frihedsrettigheder end at kontrollere smittespredning gennem overvågning og fysisk indespærring.
 
Den amerikanske professor Eliot A. Cohen peger på, at forholdet mellem politiske beslutningstagere og fagprofessionelle eksperter naturligt er brydningsfuldt, fordi hver part ser sagen med forskellige øjne. Cohen anbefaler, at de civil-militære relationer forstås og praktiseres efter et princip om en »ulige dialog«. Regeringstoppen og deres rådgivere lytter hertil, inddrager og udfordrer forskellige former for ekspertise, selvom beslutningerne ultimativt må være politikernes, fordi det er her, at ansvaret ligger.

Den ulige dialogs princip underbygges også af, at ekspertviden – militærfaglig såvel som sundhedsfaglig – sjældent er fuldstændigt entydig. Den bygger ofte på mangelfulde data og uigennemskuelige eller ikke lige overførbare forudsætninger, og kan ofte i bedste fald kun tilbyde sandsynligheder og risici til den, der har det politiske ansvar. Beslutningsgrundlaget er på den måde uklart og skiftende, især i en krise under hastig udvikling. I krisens begyndelse vil man kun kunne »erkende stykvis« på grund af »krigens tåge«, for nu at blande apostlen Paulus med Clausewitz.

Endelig så betyder denne strategiske forståelse af ekspertviden, at vi bør forholde os kritisk til hele politikken omkring den faglige rådgivning. På den ene side er det væsentligt, at rationaler og prioriteringer trykprøves i det offentlige rum – men på den anden side har nuværende og tidligere ansatte i styrelser og enheder ikke nødvendigvis hverken det fulde billede eller de vises sten heller. »Lyt til eksperterne!« er desværre ikke så simpelt, som det lyder.

Strategi er et gummiord

Den tredje pointe handler om strategiens processuelle natur, og at den derfor kan handle mere om tid end om mål. Begrebet »strategi« er et gummiord, en oplagt politisk kastebold. Det har en konnotation af, at der bør eksistere en fast køreplan, også selv når en sådan ikke kan gives. I virkelighedens verden er strategi en overordnet hensigt – et sømærke, der navigeres efter. Der ligger med andre ord ikke fra begyndelsen gennemregnede tabeller med afvejninger og prioriteter bag. Strategi er i stedet lige så meget noget, der vokser frem løbende, må korrigeres og revurderes, og udvikles i samspil mellem top og bund i organisationen.

I en øjeblikkelig krise kan visdommen ligge i at finde tiltag, som kan gøre tiden til en medspiller i stedet for en modstander – snarere end i at definere helt præcise årsagssammenhænge og slutmål. I den første fase af krisen i Danmark er der meget, der tyder på, at tidsdimensionen har været afgørende: Flaskehalse i sundhedsvæsenet, truende mangel på værnemidler, potentiel opbygning af ny kapacitet, kommende testmuligheder og endelig håbet om en vaccine taler alt sammen for at »spille for tid«, som det hedder med en anglicisme.
 
Det offentlige politiske slagsmål, om »hvad strategien er«, kan på den måde blive forfejlet, hvis den netop opererer med en for firkantet idé om, hvad strategi er.

Strategiarbejde

Den fjerde pointe handler om strategiarbejdet i en krise som den nuværende. Fordi vi ikke er i krig, kan den offentlige debat – som altid er velkommen og nødvendig, også i militære kriser – takket være transparensens mulighed bidrage til trykprøvning og idéudvikling på en særlig måde. En væsentlig del af strategiarbejdet er åbenlyst løbende at etablere, kritisere og forfine årsagssammenhænge og slutmål, så kursen kan korrigeres efter nye sømærker på et i stigende grad konsolideret grundlag.

Her gælder det i en presset projektorganisation som den, regeringen har stablet på benene, både om at udvikle den strategiske tilgang og dens grundlag – og om at aflede konkrete tiltag og implementere dem på baggrund heraf.

Men de to hensyn trækker indimellem i forskellige retninger. Implementering, hierarki og situationens stress risikerer at skabe intern blindhed i form af »gruppetænkning«, ikke mindst i mødet med en kritisk offentlighed. Militær planlægning har her en idé om at modvirke gruppetænkning gennem »red teaming«. Det kan indebære at lade et internt »red team« systematisk og eksplicit undersøge svagheder ved og alternativer til den eksisterende tilgang for på den måde at skabe læring. Men det kan også forstås mere metaforisk, som at ledelsen i form af statsminister Mette Frederiksen og hendes toprådgivere støtter en kultur, der accepterer kritik og er åben for input fra eksempel offentligheden.

Regeringen bør altså både drage nytte af og engagere med den offentlige debat – og bidrage til dens forudsætninger med størst mulig transparens om data og rationaler bag beslutningerne. Ideerne om den ulige dialog og strategi som proces er vigtige som udgangspunkt for diskussionerne om relationen mellem ekspertise, politisk lederskab og strategi. Endelig skaber politisk inddragelse, inklusive på Christiansborg, også et medejerskab, som er væsentligt for at lande krisen rigtigt, så den normale politik kan genfødes. Alle parter i coronavirussens krisehåndværk kan med andre ord lære noget af krigens strategi.