25. april 2020

Statens reaktion på coronavirus har vist os, at nødvendighedens politik slet ikke er nødvendig

COVID-19

Med coronakrisen står det klart, at globale markedskræfter kun kan få lov til at forøge uligheden, hvis staterne tillader dem at gøre det.

Debatindlæg af postdoc Malte Frøslee Ibsen (Institut for Statskundskab) i Politiken den 25. april 2020. Malte Frøslee Ibsen

Der er intet som en social katastrofe, der kan udjævne uligheden i et samfund. Jo mere omfattende katastrofen er, des mere tromles forskellen mellem høj og lav.​​

Som Piketty har beskrevet i sin nyklassiker ’Kapitalen i det 21. århundrede’ fra 2014, blev den enorme økonomiske ulighed, der kendetegnede de europæiske samfund op til Første Verdenskrig, voldsomt reduceret af ’Trediveårskrigen’ fra 1914 til 1945. Fra blodbadet i skyttegravene under Første Verdenskrigs til Anden Verdenskrigs totale krig blev fordelingen af velstand i Europa udjævnet gennem bl.a. voldelige revolutioner, tabet af udenlandske aktiver og en massiv ødelæggelse af kapitalapparatet.

Resultatet var en historisk lav ulighed i de europæiske samfund efter Anden Verdenskrig, hvilket var helt afgørende for skabelsen af efterkrigstidens vesteuropæiske velfærdssamfund, der i flere efterfølgende årtier modvirkede stigende ulighed med høje vækstrater, stigende lønninger og stærkt progressive skattesystemer.


Den østrigske historiker Walter Scheidel argumenterer i sin bog ’The Great Leveler’ fra 2017 ligefrem for, at mærkbart større lighed gennem hele verdenshistorien »alene er skabt gennem sorg«: gennem altødelæggende krige, voldelige revolutioner (f.eks. Oktoberrevolutionen i 1917) og dødelige pandemier. Byldepesten – Den Sorte Død – som åd sig gennem Europa i det 14. århundrede og dræbte op mod en fjerdedel af alle europæere (omkring 30 millioner mennesker), skabte samtidig mærkbart større lighed i Europa ved at reducere udbuddet af arbejdskraft i en sådan grad, at store lønstigninger måtte følge.

Men hvis dødelige pandemier kan skabe større lighed, kan vi så også regne med, at den dødelige pandemi, vi lige nu befinder os i, automatisk vil føre til højere lighed i vores samfund? Nej, det kan vi nok ikke – hverken på det globale eller lokale niveau.​​

Som Scheidel påpeger, vil en pandemi i dag have ekstremt ulige konsekvenser i et globalt perspektiv. De velstående lande råder allerede i udgangspunktet over sofistikerede sundhedssystemer, der med de rette politiske tiltag som fysisk afstand, test, isolation og smittesporing kan bringe smitte- og dødsraten meget langt ned. Det er ikke tilfældet i andre dele af verden.

Mens det danske sundhedsvæsen lige nu råder over 1.238 respiratorer til 5,6 millioner mennesker, råder Den Centralafrikanske Republik over 3 (!) respiratorer til 5 millioner mennesker. Hvis pandemien for alvor slår rødder i lande som Indien og Bangladesh og på det afrikanske kontinent, peger beregninger på, at op mod 96 procent af verdens samlede covid-19-dødsfald kan forekomme i udviklingslande.

I det meste af Afrika, som kun i begrænset grad indgår i globale produktionskæder, vil dette næppe føre større lighed med sig – kun lidelse og yderligere forarmelse. Konsekvenser for mellemindkomstlande som Indien, Indonesien og i nogen grad Kina afhænger også af, om vi vil se en begyndende afglobalisering med begrænsninger på kapitalens bevægelighed. Allerede i pandemiens første uger så vi historisk stor kapitalflugt, og ifølge Oxfam risikerer pandemien at skubbe en halv milliard mennesker ud i fattigdom.

I de velstående lande vil tabet af liv til covid-19 aldrig blive så højt, at det kan påvirke lønniveauet som under Den Sorte Død i det 14. århundrede – og gudskelov for det! ​​

Det betyder dog ikke, at coronavirussens hærgen ikke vil have konsekvenser i et ulighedsperspektiv. Der er ingen tvivl om, at den påvirker forskellige indkomstgrupper meget forskelligt. Det er f. eks. typisk den veluddannede middelklasse, som i forvejen er vant til ’hjemmearbejdsdage’, der kan isolere sig fra omverdenen og undgå smitte, mens ufaglærte og faglærte i det private samt offentligt ansat plejepersonale er tvunget til at gå på arbejde og udsætte sig selv for smitte. Samtidig rammes de lavere indkomstgrupper særligt hårdt af de mange fyringer, vi oplever i øjeblikket, og som vi kan se frem til endnu flere af, hvis krisen som forventet trækker ud til på den anden side af 2020.

Vi kan altså ikke forvente, at coronaviruspandemien i sig selv vil skabe større lighed – nærmere tværtimod.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at pandemiens socioøkonomiske konsekvenser i ganske betydelig grad er afhængige af de meget forskellige velfærdsmodeller, som præger de vestlige samfund. Kort sagt: Jo mere ulige samfundene er i forvejen, desto større er risikoen for, at pandemien vil føre til større ulighed.

Den liberale, minimale velfærdsstat i det amerikanske samfund har efterladt de over 20 millioner amerikanere, der i krisens første måned har meldt sig arbejdsløse, stort set uden understøttelse og – måske værst af alt – uden sundhedsforsikring, fordi denne i USA er bundet op på en arbejdskontrakt. Dermed kan mange af krisens uskyldige ofre i USA se frem til social deroute og risikoen for at måtte gå fra hus og hjem.

Man kan måske ligefrem sige, at de amerikanske velfærdsinstitutioner bidrager til at sprede sygdommen i den amerikanske befolkning: Uden en føderal ret til sygedagpenge har mange – især de lavt lønnede, der lever fra løncheck til løncheck – været tvunget til at gå syge på arbejde, og millioner af amerikanere lever fortsat uden sygesikring, hvilket sandsynligvis har bidraget til den katastrofale smittespredning, der lige nu præger det amerikanske samfund. Samtidig har den i forvejen tårnhøje ulighed betydet, at f.eks. sorte i sydstaterne på grund af fattigdom og såkaldte livsstilssygdomme er særligt hårdt ramt af sygdommen.

I stærk kontrast hertil har den universelle danske velfærdsmodel bevist sit værd under krisen: Trods forkortet dagpengeperiode og beskåret dagpengesats falder de mange arbejdsløse danskere stadig ned i et relativt fintmasket sikkerhedsnet, og den store offentlige sektor har muliggjort, at regeringen har kunnet påbyde store dele af arbejdsstyrken at arbejde hjemmefra, mens det private arbejdsmarked i højere grad har været friholdt. Det har både vist sig effektivt i begrænsningen af smittespredningen og de økonomiske konsekvenser (der ikke desto mindre er voldsomme). Sidst, men ikke mindst har vi atter set værdien af den danske model, idet trepartsaftaler mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter har sikret statslig medfinansiering af private arbejdspladser, der ellers ville være i farezonen.

Men selv om coronaviruspandemien modsat fortidens pandemier altså ikke i sig selv kan forventes at føre til større lighed – snarere større ulighed – er det for tidligt at afvise den aktuelle krisesituation som en helt reel mulighed for at skabe et mere lige og retfærdigt samfund. Midlet er demokratisk politik. Eftersom det har været muligt at forøge uligheden gennem demokratisk politik, er det også muligt at begrænse den. ​​

Den høje lighed, der prægede de tre årtier efter Anden Verdenskrig, blev først for alvor vendt til voksende ulighed, efter neokonservative statsledere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher blev valgt omkring 1980. Derefter fulgte tre årtier med deregulering, privatisering, finansialisering, globalisering og skattereformer, der i vid udstrækning begunstigede de rigeste. Politiske valg førte til den vækst i uligheden, der har præget de vestlige samfund indtil nu. Den stigende ulighed kan også igen – under de rette betingelser – vendes mod større lighed gennem demokratisk politik. Problemet har indtil nu været, at de betingelser ikke har været til stede.

Min påstand er, at den aktuelle krisesituation også åbner et politisk mulighedsrum for en sådan kovending. Siden pandemiens ankomst til de europæiske kyster har regeringer og parlamenter uden at blinke sat sundhedsfaglige og sociale hensyn over de hensyn til globale markedskræfter, der ellers har præget demokratisk politik i de seneste årtier – og som især forbindes med begreber som ’konkurrencestaten’ og ’nødvendighedens politik’. Den forandring ser vi ikke kun i en dansk kontekst, men også globalt: I dag er op mod hele 80 procent af den global arbejdsstyrke påvirket af hel eller delvis samfundsmæssig nedlukning.

Den akutte trussel mod folkesundheden fra en dødelig sygdom har fået maskerne til at falde: I sidste instans er det ikke globale markedsimperativer, der kontrollerer samfundsudviklingen, men staterne. Dermed er det også blevet klart for enhver, at markedskræfterne kun kan få lov til at svinge taktstokken og forøge uligheden, hvis staterne tillader dem at gøre det. Den ukoordinerede, men samtidige nedlukning på tværs af verdens lande har skabt en situation, hvor den globale økonomi er på vej mod den største nedgang siden Depressionen – måske endnu større. Samtidig risikerer vi endnu en finanskrise, hvor ikke bare megabanker, men også store virksomheder, der har gældsat sig ganske betydeligt siden den sidste finanskrise, skal have bailouts af skatteyderne.

Den forestående økonomiske krise vil få brutale menneskelige konsekvenser, men den kan også udgøre en afgørende mulighed for at sætte nye demokratiske betingelser for det økonomiske liv: en mulighed for at stille modkrav om offentligt medejerskab eller medarbejdereje, når virksomhederne beder om offentlig hjælp. En mulighed for at omstrukturere det finansielle system, så det ikke domineres af overgearede og uansvarlige megabanker, der reelt kan afpresse beslutningstagere og skatteydere, fordi de er too big to fail.

Det kan være vejen til en genopbygning af verdensøkonomien, der flytter investeringer ud af de fossile brændstoffer og sætter turbo på den grønne omstilling gennem massive offentlige investeringer i en ny energi- og transportinfrastruktur. Det kan være vejen til et samfundsliv, der i mindre grad står i bøn til globale markedskræfter, og hvor markedskræfterne i langt højere grad underlægges demokratisk selvbestemmelse.

Og sidst, men ikke mindst: Det giver os en mulighed for at skabe et samfund, hvor stadigt større ulighed ikke fremstår som et naturgivent vilkår, men som et politisk valg, vi også kan omgøre gennem demokratisk politik.