Store flyttedag i centraladministrationen

Debatindlæg i Information af professor Hanne Foss Hansen (Institut for Statskundskab) den 9. juli 2015.

Fra socialpolitik til beskæftigelsespolitik, fra miljøpolitik til vækstpolitik – hvad bliver konsekvenserne af V-regeringens omrokering af ministerierne?

Den nye regerings ministre og forskellige politiske bogstavskombinationer er løbet med størstedelen af mediernes opmærksomhed på det seneste.
Men ved politiske regimeskifter foregår mindst lige så betydningsfulde, men i offentligheden langt mindre synlige forandringer i ministeriernes organisering. Ministerier oprettes, nedlægges og omlægges og institutioner flytter ressort. Ledere og medarbejdere flyttes rundt. Og disse omlægninger er langtfra ubetydelige for den førte politik.

Faktisk er der god grund til at diskutere de mulige konsekvenser ved V-regeringens seneste omstrukturering.
Opgaver, hvis varetagelse tidligere var præget af kulturerne i Justits-, Beskæftigelses-, Social- og Undervisningsministeriet samt Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter bliver nu placeret i en fælles kontekst. Fordi der er oprettet et nyt ministerium er forandringerne på udlændingeområdet synlige i offentligheden.

Dette gælder i mindre omfang andre områder, men såvel socialområdet som miljøområdet står ligeledes over for omfattende forandringer.

Betegnelsen ’Social- og Indenrigsministeriet’ er tæt på at være en falsk varebetegnelse. Det gamle Socialministerium mister udover opgaver vedrørende integrationspolitik også opgaver vedrørende internationalt samarbejde om sociale ydelser; opgaver vedrørende permanente ydelser til borgere, der er uden for arbejdsmarkedet; særydelser som folkepension, førtidspension, boligstøtte og børnetilskud samt hele ældreområdet. Og hertil kommer mindre områder, som var mere påklistrerede til ministeriet, herunder børn og ligestilling. En betydelig del af den tidligere socialpolitik trylles nu via ministeriel reorganisering om til beskæftigelsespolitik.

Magten centraliseres

Også i Miljøministeriet kommer der betydelige forandringer, idet dette ministerium sammenlægges med det tidligere ministerium for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

I denne proces afgiver det gamle miljøministerium ikke blot planloven til Erhvervs- og Vækstministeriet, som der har været en del fokus på, men også en lang række sager vedrørende affald, vandforsyning og spildevand, som flytter over i det nye Energi-, Forsynings- og Klimaministerium. Samlet kan disse forandringer ikke andet end tolkes som en klar politisk nedprioritering af miljøværdier.

I den afgående regerings struktur var opgaver vedrørende samfundsøkonomi og modernisering af den offentlige sektor desuden fordelt mellem to ministerier – og det var der god mening i.
Nu samles økonomiopgaverne i stedet i det magtfulde Finansministerium, mens opgaver vedrørende den kommunale skattelovgivning flyttes til det i forvejen hårdt belastede Skatteministerium.

Hvad der sker med det forvaltningspolitiske område og moderniseringsbestræbelserne er uklart.
På dette område ville det være ønskeligt at bibeholde to stemmer, så perspektivrige innovationsprojekter og også gerne tillidsdagsordenen fortsat får plads.
Bliver Finansministeriet eneansvarlig for moderniseringsbestræbelserne er der en stor risiko for, at de mere perspektivrige af disse nedprioriteres eller udfases.

Uklarhed for medarbejdere

Vi ved, at struktur og organisationskultur har stor betydning for opgavevaretagelse.
Vi ved dog også, at rutiner kan være træge at forandre og at organisationskultur ikke ændres over natten. Derfor kommer konsekvenserne af forandringer i ministeriel reorganisering mere snigende.

Dertil kommer, at gennemslagskraften også vil afhænge af, hvordan reorganiseringerne konkret gennemføres. Indlejres de flyttede afdelinger og kontorer som uforandrede enheder med ledelsesmæssig kontinuitet i en ny ministeriel kontekst vil forandringerne være mindre gennemgribende, end hvis enheder brydes op, sættes sammen på nye måder og bemandes med delvist nye medarbejdere og ledere.

Endelig er der megen symbolik i alle disse reorganiseringer. Der signaleres politisk handlekraft.

Men der skabes samtidig uklarhed for medarbejderne om ansættelse og arbejdsdeling. Der er formodentlig også ganske store omkostninger forbundet med flytninger, omlægning af budget- og økonomistyringssystemer mv. Nogen burde regne på, hvad alt denne ommøblering koster.