21. april 2020

Strategi-spørgsmålet er 1.000 gange større, end hvem der skal have lov til at åbne

Debatindlæg af lektor Jesper Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 21. april 2020.

Det er, som om vi i disse uger bliver mere og mere radikaliserede.

Med det mener jeg, at vi bliver mere tydelige og til dels ekstreme udgaver af os selv. I den offentlige debat citerer socialister igen åbent Marx, liberalister sværger til skattelettelser som altings løsning. De gamle ideologier bliver fundet frem og pudset af. Tonen er hård. I et land, der hylder ytringsfrihed som absolut, uddeles der »hold kæft-bolcher« til dem, der kritiserer eller bare tillader sig at stille spørgsmål ved regeringen og myndighedernes strategi. Det er naturligt. Vi er bange. Men har magten dermed fået et farligt tag i os?

I kriser leder vi efter stærke kvinder og mænd, der skal lede os ud af krisen. Vi higer efter klare løsninger.

Det var nemt at lukke. Vi er nu kommet til det svære. Hvad er det for en strategi, der skal føre os videre? Og her taler jeg ikke om, hvem der må åbne først. Vuggestuen eller frisøren. Jeg taler om, hvordan de store vigtige beslutninger for fremtiden skal træffes.

Et dystert blik

Gennem de senere år har jeg fået et stadigt mere dystert blik på demokratiets fremtid. For første gang i 100 år har demokratiet ikke kunnet levere den velstandsstigning, som verdens befolkning efterspørger. Og så er vi troløse. Det har populisterne set og udnyttet. Tit har tanken naget mig; var det moderne demokrati også en parentes i verdenshistorien?

Vi har set tendenserne herhjemme. Statsministerens forsvar for øget overvågning i efteråret. Vi kommer til at gøre ting, vi normalt ikke ville gøre for at passe på Danmark.

Peter Kurrild-Klitgaard skrev i Berlingske »Man må aldrig lade en god krise gå til spilde – og det husker magthavere i hele verden i disse dage«.

Der er netop blevet introduceret en app, så Seruminstituttet kan holde øje med smittespredningen. Under normale omstændigheder ville jeg tilmelde mig. Jeg er organdonor og har grundlæggende tillid til sundhedsmyndighederne. Men jeg gør det ikke. Jeg har fået nok, når det første, jeg ser ud af vinduet, er politihelikopteren. Den voldsomme og åbenlyse magt gør, at også jeg er blevet radikaliseret. Helt irrationelt. For som god lovlydig borger gør jeg jo, hvad der bliver sagt; holder afstand, spritter af og alt det der.

For hvert skridt, regeringen rækker ud efter magtens prærogativer, træder jeg et skridt længere ud på den anden side af vippen i min magtkritik. Også selvom mange af beslutningerne er rigtige. Det er ikke pointen. Efter magtens tredeling er der nogen, der skal udøve magten. Men der er også nogen, der skal begrænse eller kontrollere magten. Ikke kun legitimere den ved formelt at vedtage hastelovgivning. Der mangler åbenhed om proces og beslutningsgrundlag.

I coronakrisens første uger har det mest været repræsentanter for pressen, forskere og civilsamfundet, der har søgt at skabe den balance.

Hvad er langtidseffekten af den store magtkoncentration? For mig er dette så meget større end, om dagens statsminister er rød eller blå. Jeg er ikke optimist. Det kræver, at partierne tænker på noget, der er større end deres egen position efter det næste valg.

Det er en global strategikamp. Jeg opmuntres af at læse talen fra den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier. Fra Berlin kommer nogle klare budskaber om demokrati og samarbejde med resten af Europa, med Verden.

Jeg ville sådan ønske, at den danske statsminister ville lade sig inspirere. Ikke fordi vi har brug for flere pressemøder end nødvendigt, men et pressemøde med Folketingets formand, Højesterets præsident og lederen af oppositionen ville gøre mig mere tryg.

Livets salt

Alle vores frihedsrettigheder er blevet begrænset, bortset fra ytringsfriheden. Vi kan ikke leve af den og kildevand alene. Men ytringsfrihed, og for den sags skyld kunst og kultur, er livets salt. I en konventionel krig er sandheden det første offer. Vi kan vælge om åbenhed, tillid og samarbejde skal være vores stærkeste våben i genåbningen, eller om den politiske magt vil bestemme alle detaljerne.

Vi skal holde fysisk afstand i lang tid. Men vi skal passe på, at den ideologiske afstand ikke bliver så stor, at den tillidskultur, der har skabt vores robuste samfund, går tabt. At valget kommer til at stå mellem de rene løsninger. Der er behov for, at vi bliver afradikaliseret igen.

Det er i kriser, vi udvikler os. Det er et aktivt valg, hvilken strategi vi vælger.