Striden om EU’s budget ender omkring det finske kompromisforslag

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Altinget den 19. februar 2020.

I disse uger intensiveres forhandlingerne mellem repræsentanter fra EU’s medlemslande om, hvordan EU’s finansielle ramme skal se ud for perioden 2021-2027. Heri fastlægges, hvor meget medlemslandene skal betale hver især til EU’s budget.

Man skal også nå til enighed om, hvad EU helt overordnet skal anvende budgettet til i perioden. Øvelsen svarer lidt til, hvis man forhandlede en dansk finanslov for de næste syv år. Kommissionen er, som man skal, kommet med et forslag til, hvordan man mener, at en sådan flerårig ramme skal se ud.

Som altid ender EU’s kompromismaskine til sidst med at producere et resultat, som ingen af landene er tilfredse med, men som alle kan leve med.

Man foreslår blandt andet, at medlemslandene skal gå fra at betale 1,0 procent af bruttonationalindkomsten til at betale 1,11 procent af bruttonationalindkomsten i bidrag til EU’s budget.

Europa-Parlamentet ønsker som altid, at medlemslandenes bidrag skal være endnu højere end i Kommissionens forslag. Oven i bidraget på basis af bruttonationalindkomsten tilføres EU-budgettet også en momsindtægt og toldafgifter.

Et dyrt forslag

Omvendt mener en række af medlemslandene, at Kommissionens forslag er alt for dyrt. De ønsker ikke at bidrage med så meget. Det er først og fremmest de medlemslande, som er såkaldte nettobidragsydere, der har dette standpunkt.

Det er lande, som betaler mere til EU-budgettet, end de får igen. Danmark hører sammen med blandt andet Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Sverige og Østrig til i denne gruppe. For at imødekomme noget af utilfredsheden hos de sidstnævnte lande, har det finske EU-formandskab fremsat et kompromisforslag, som ligger nogenlunde midt mellem det hidtidige bidrag på 1,0 procent og forslaget fra Kommissionen på 1,11 procent.

Forhandlingerne om EU’s flerårige finansielle ramme er altid noget, hvor repræsentanterne for medlemslandene i EU investerer en masse energi. Denne gang er energien forøget med en ekstra tand. Det skyldes, at Storbritanniens udtræden af EU efterlader et betydeligt hul i EU’s finansiering, fordi landet var en betydelig nettobidragyder til budgettet.

Storbritanniens skatteydere bidrog således med omkring 50 milliarder kroner mere, end landets landmænd, universiteter, regionalmyndigheder og så videre fik igen i støtte fra EU-budgettet. En ting er imidlertid, hvor meget der skal betales til EU’s budget - et andet vigtigt spørgsmål er, som i alle budgetforhandlinger, hvad pengene på budgettet så skal bruges til.

Ligesom med EU-budgettets indtægtsside afhænger også synspunkterne angående udgiftssiden i høj grad af, hvad de siddende regeringer anser for at være i medlemslandenes økonomiske interesse.

Danmark vil have omprioriteringer

Den danske regering arbejder – på et mandat fra Folketingets Europaudvalg – for, at EU fremover skal anvende langt flere midler på den grønne omstilling og på sikringen af de ydre grænser rundt om EU.

Det drejer sig ikke mindst om at sikre EU’s ydre grænser i Middelhavsregionen, fordi det er herfra, strømmen af flygtninge og migranter pludselig kan accelerere, som vi så det i 2015. Begge dele ønsker de fleste af de medlemslande, som også er nettobidragsydere til EU-budgettet.

Er det så ikke at blæse og have mel i munden, hvis man ønsker et restriktivt EU-budget med bidrag så tæt på de hidtidige bidrag som muligt, samtidigt med, at man ønsker, at EU skal anvende flere midler på klimapolitik og ydre sikkerhed? Det er det ikke, hvis man spørger for eksempel den danske regering.

Den ønsker nemlig samtidigt en omprioritering på EU’s budget, som indebærer, at medlemslandenes landbrugssektorer får langt mindre støtte end i dag. EU’s planøkonomiske landbrugspolitik beslaglægger cirka 30 procent af EU’s udgifter, og det har end ikke det finske kompromisforslag skåret i.

En reduktion af de godt og vel 400 milliarder kroner, som er planlagt også fremover at skulle gå til EU’s landmænd, kunne ifølge den danske regering anvendes til både at holde medlemslandenes budgetbidrag tættere på 1,0 procent, og samtidig øge budgetmidlerne til grøn omstilling og mere støtte til kontrolforanstaltninger ved EU’s ydre grænser.

Et spiseligt kompromis

Omvendt er medlemslande, som i høj grad nyder godt af betalingerne fra EU’s budget, for eksempel via EU’s landbrugspolitik, modstandere af en sådan prioriteringsøvelse. De vil bevare status quo og deres store overskud i betalingerne fra EU. Det gælder ikke mindst en række østeuropæiske lande med Polen i spidsen.

Som altid ender EU’s kompromismaskine til sidst med at producere et resultat, som ingen af landene er tilfredse med, men som alle kan leve med. Noget tyder på, at det ender et sted omkring det finske EU-formandskabs kompromisforslag – måske med nogle yderligere opprioriteringer af EU-støtten til fordel for den ydre grænsekontrol.