Sverige er debattens kontrafaktiske Danmark, hvor vi kan se, hvor slemt, det kunne være gået

Kommentar af professor MSO Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 30. november 2019.

Vi har ramt den tid på sæsonen, hvor folk begynder at spekulere over, hvordan året er gået. Kunne 2019 have tegnet sig anderledes? Spørgsmålet kan endda løftes op på en endnu større skala, da vi står på tærsklen til et nyt årti: Kunne vi have brugt 2010'erne anderledes?

Denne »hvad-nu-hvis-leg« har psykologer længe studeret på det personlige plan. De studerer det som »kontrafaktisk tænkning«, altså et forsøg på at forstå de ikke-realiserede alternativer, som mennesker konstruerer til at sammenligne deres livs faktiske forløb med: »Jeg kunne have læst medicin på universitetet, hvis jeg havde taget mig sammen i gymnasiet.« Det er kraftfulde sager, som er meget styrende for vores opfattelse af verden.

Ser vi på samfundsdebatten, kan legen også ses udspille sig om det store samfundshjul: Kunne Danmark have set anderledes ud, hvis vi havde truffet nogle andre beslutninger i 2010'erne? I den politiske debat har dette spørgsmål vist sig yderst effektivt for det folketingsflertal, som støtter en stram udlændingepolitik.

Det kontrafaktiske Danmark

I samfundsdebatten præsenteres den alternative verden oftest med noget, der faktisk eksisterer, som Danmark kunne have været. I udlændingepolitikken spiller Sverige meget hyppigt rollen som det kontrafaktiske Danmark. I sidste uge takkede radio-værten Torben Steno Dansk Folkeparti for, at Denmark har undgået »svenske tilstande«, når det gælder indvandring og kriminalitet. Sverige er også hyppigt stof til skræk og advarsel på lederplan her i avisen. Og det med god grund: To skandinaviske brodernationer, der på trods af mange ens forhold er slået ind på to meget forskellige spor i udlændingepolitikken.

I vores privatliv ved vi fra forskningen, at kontrafaktisk tænkning oftest udløses, når noget er gået galt. Vi når ikke toget eller mister vores job. Vi udspiller da automatisk alternative scenarier, hvor vi kontrafaktisk omgør valg, som vi har truffet i vores liv. Resultatet er ofte ærgrelse: Havde jeg dog bare gjort X, Y eller Z anderledes, var jeg ikke endt i denne situation. En skidt situation bliver kun værre med den kontrafaktiske forestilling om det bedre alternativ.

Sverige er dermed et utraditionelt »kontrafaktisk Danmark«, da landet oftest benyttes til at illustrere, hvor galt det kunne være gået os. Sverige giver os altså anledning til det omvendte af ærgrelse: Lettelse. Pyha, godt vi ikke er det kontrafaktiske Danmark, altså Sverige.

Kontrafaktisk tænkning vender dermed verden på vrangen. Et studie har vist, at bronzemedaljevindere er gladere end sølvmedaljevindere, hvilket strider lidt mod hele pointen med at give folk medaljer. Med kontrafaktisk tænkning giver det pludselig mening. Sølvmedaljevinderens naturlige sammenligning er »opad«: »Jeg kunne have vundet guld.« Det skaber en kontrasteffekt, der er kilde til så stor ærgrelse, at selv komikeren Jerry Seinfeld har lavet sjov med det: »Tillykke, du vandt næsten. Af alle taberne kom du først. Du er nummer 1 blandt tabere. Ingen tabte foran dig.«

Bronzemedaljevindernes liv er helt anderledes. De kom på skamlen, og deres mest nærliggende kontrafaktiske situation er den afgrundsdybe skrænt, som indfanger fjerde- til sidstepladsen. Pyha.

Dansk Folkeparti bør tale mindre om Sverige

Sverige er i den sammenhæng den fjerdeplads, vi forestiller os i vores mareridt, når vi vender os i sengen om natten med en bronzemedalje om halsen.

Det er ikke naturgivent, at det er sådan. Ikke alle er enig i dette, men for det brede folketingsflertal, der vil bevare den nuværende udlændingepolitik, er det belejligt at have Sverige liggende der på den anden side af sundet til skræk og advarsel.

Samtidig kan det overraske, at partier som Dansk Folkeparti også beskæftiger sig så meget med det kontrafaktiske Sverige. For logikken tilsiger, at Sverige bekræfter os selv i, at vi gør nok og gør det rigtige. Sverige er for os en kilde til lettelse.

Men har man flere ambitioner på udlændingeområdet, skulle man nærmere pege »opad« end »nedad«: Hvad er den bedst mulige udgave af Danmark, som eksisterer i verden? Hvem bør vi aspirere til at være i fremtiden? Dansk Folkeparti skulle hellere finde os et kontrafaktisk Danmark, der får os til at føle os som sølvmedaljevindere frem for bronzevindere.