Tag ikke fejl: Socialdemokratismen er fortsat i krise

Opinionsindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 13. januar 2020.

Venstrefløjens sejr ved folketingsvalget og dannelsen af en ny, rød regering er af mange blevet hilst som begyndelsen på en ny æra for socialdemokratismen. Som en tilbagevenden til storhedstiden i det 20. århundrede, hvor socialdemokraterne var altdominerende i Europa og tilnærmelsesvis »default«-indstillingen for den politiske udvikling.

Men er det nu også sandt? Herhjemme vandt man regeringsmagten, men mens Socialdemokraterne gik et mandat frem, skyldtes det alene valgmatematik, fordi så mange partier ikke klarede spærregrænsen. Målt i stemmeandel gik partiet faktisk 0,4 procentpoint tilbage og fik sit femtedårligste valgresultat siden 1920. Og vel at mærke et valgresultat, der kun var et mulehår (0,1-1,1 pct.point) foran de fire, der var værre.

Sandheden er, at de danske socialdemokrater fortsat er meget, meget langt fra fordums storhedstid. De fem af de seks dårligste valgresultater for partiet siden 1920 er høstet ved de seneste fem folketingsvalg (2005, 2007, 2011, 2015, 2019). Så sent som i 1990erne vandt partiet let en 50 pct. større stemmeandel end nu. Målt på S-mandater (48) er det den svageste S-regering nogensinde.

Og det er heller ikke, fordi der er en stærk, socialdemokratisk bølge udenfor Danmark. Næsten overalt er de socialdemokratiske partier i krise og ofte med nærdødsoplevelser.

Det hæderkronede Labour parti fik ved det nylige britiske parlamentsvalg sit laveste antal mandater siden 1935. I 2017 fik de franske socialister ved præsidentvalget sit værste resultat nogensinde: en 5. plads, sølle seks pct. og kun 29 pladser i nationalforsamlingen, mens det tyske SPD fik sit
dårligste resultat siden Anden Verdenskrig (20,5 pct.) Samme år vandt de hollandske socialdemokrater kun seks pct. af stemmerne. I Grækenland er det stærke socialistparti, PASOK, tilnærmelsesvis udslettet. I Sverige er der en S-ledet regering, men partiet fik i 2018 sit dårligste valg siden 1908, man regerer på borgerlige mandater og med en meget lidt socialdemokratisk linje, og partiet ligger i målinger jævnligt under Sverigedemokraterne.

Det er et markant skift. Sætter man 1970, hvor endnu 80-90 pct. af lønmodtagerne i de nordiske lande stemte på et selverklæret arbejderparti, som udgangspunkt, så lå mange socialdemokratiske partier endnu i 1990erne på historisk eller nærhistorisk høje tilslutninger. Faktisk gennemsnitligt fem-syv pct. over 1970-niveauet.

Men siden årtusindskiftet er socialdemokratiske partier gået vælgermæssigt tilbage i 15 af 17 europæiske kernelande til kun ca. 80-85 pct. af 1970-niveauet. Status er p.t., at af de 28 stats- og regeringschefer i EU er der kun syv fra partier, der tilhører den socialdemokratiske partifamilie, mens der er 12 fra forskellige afskygninger af konservative partier og seks fra varianter af liberale. Kun i Spanien og Portugal har lokale socialdemokratiske partier noget, der ligner succes – men selv i Spanien er tilslutningen langt fra historiske højder.

Det hæderkronede Labour parti fik ved det nylige britiske parlamentsvalg sit laveste antal mandater siden 1935.

Hvorfor er den røde rose visnet?

Mest umiddelbart har nye partier gnavet i bladene. Fra venstre side enten reformerede kommunistpartier eller grønne/venstreradikale
partier, som hhv. Enhedslisten og Alternativet herhjemme. På den anden side har mere nationalistiske, indvandringskritiske partier hentet traditionelle arbejderstemmer: Dansk Folkeparti herhjemme, Sverigedemokraterne i nabolandet, AfD syd for grænsen, Brexit Party i Storbritannien, o.s.v.

Men dette er jo kun symptomer på socialdemokraternes krise – ikke selve årsagerne. Den mest oplagte, når man spørger samfundsforskere, er sociale og
demografiske forskydninger.

Tre britiske forskere har i et nyligt studie set på 579 valg i 31 europæiske lande 1918-2017, og de argumenterer, at socialdemokratismens tilbagegang kan forklares med denne fortælling: Globalisering og teknologisk innovation har drastisk reduceret antallet af klassiske industriarbejdere til fordel for funktionærlignende ansættelser i det offentlige eller private eller billigere arbejdskraft i andre lande.

Mange socialdemokratiske partier appellerede så i stedet til yngre, mere højtuddannede byvælgere, hvilket fik de tilbageværende arbejdere til at gå enten til højre (indvandring) eller venstre (udligning). Mange socialdemokratiske partier valgte så at fokusere mere snævert på offentlige ansatte og velfærdsklienter, men med skattetryk, der ofte har nærmet sig smertetærsklen og samtidigt behov for tilbageholdenhed ovenpå finanskrisen, var der ikke meget at gøre godt med. Så man er blevet fanget mellem Skylla og Charybdis.