03. februar 2019

Tjekliste til politikerne: Sådan skal vi bruge de nye forsvarspenge

Kronik af centerleder Henrik Ø. Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Berlingske den 3. februar 2019.

Henrik Ø. BreitenbauchPartierne bag forsvarsforliget har besluttet, at forsvarsbudgettet skal løftes yderligere. Forsvarsministeriet og forligskredsen vil nu påbegynde en proces for at finde ud af, hvad de nye årlige halvanden milliard kroner skal gå til. Det er vigtigt. For F-16-flyene blev besluttet indkøbt i starten af 1970erne. Når konsekvenserne på den måde rækker mange årtier ud i fremtiden, er det særligt smart at tænke sig godt om. Derfor er der her en tjekliste til forsvarspolitikerne.

Politikerne skal overordnet holde øje med to ting, når forsvaret kommer med oplægget til, hvordan pengene skal bruges. For det første kan udgifter til drift af eksisterende politisk vedtagne rammer være gangbare.

Men de kan også være tegn på, at der er noget at holde særligt øje med. For det andet, og forhåbentlig, er der penge tilbage til nye kapaciteter og initiativer. Her gælder det om at se det allerede indgåede forlig som en afsluttet del for sig, at se fremad, og tænke systematisk over, hvordan vi får mest for pengene. Det er ikke automatisk god logik at bruge nye penge efter samme fordelingsnøgle, som den der er anvendt i forliget fra 2018.

At lukke huller i driften er altså den første anvendelsesmulighed - hvis eksempelvis forsvarets ansatte eller de nye kampfly bliver dyrere end planlagt, eller hvis man vil forøge de midler, der allerede er afsat til cyber-initiativer. Det at udbygge eksisterende initiativer er et prioriteringsspørgsmål.

Og prisen kan stige for enkelte initiativer.

Men det er kun et år siden, at der blev indgået et langvarigt forlig med en ret pæn budgetforøgelse. Derfor bør der ikke mangle midler indenfor de rammer, der dengang blev aftalt, og som man må formode var bekostet korrekt. Forsvarspolitikerne må grundlæggende kunne forvente, at nye penge vil gå til nye initiativer og kapaciteter.

Når det kommer til nye initiativer og kapaciteter, gælder det om at tænke strategisk.

Forsvarspolitikken er en hjørnesten i Danmarks sikkerhed. De mange årtiers rækkevidde, eksemplificeret med de stadigt flyvende F-16ere, betyder, at de kapaciteter, vi investerer i, skal være fleksible. Hertil kommer, at Danmark er et velhavende land med høje lønninger, som i forvejen investerer for lidt i materiel. Derfor skal nye investeringer være teknologitunge, som selvfølgelig skal ledsages af stabe, teknikere og så videre.

Tre opgaveområder

Men allervigtigst må politikerne overveje geografien. Hvor anvendes marginalkronen - den næste krone der puttes i budgettet - bedst? Danmark har groft sagt tre opgaveområder i forsvars-og sikkerhedspolitikken: øst (Rusland og det NATO-fælles forsvar i Østersøen og Baltikum), syd (en blanding af hård bekæmpelse af IS og anden terror samt blødere indsatser blandt andet for at kontrollere migration), og nord (Arktis med Grønland, hvor USA har den vigtige Thulebase samt Nordatlanten).

Det nyligt indgåede forlig handler om at investere meget i forhold til øst. Udviklingen i NATO siden indgåelsen af forliget trækker endnu mere i denne retning.

NATO vil blandt andet ønske, at nationerne har styrker på højere beredskabsniveau med henblik på det kollektive forsvar.

Beredskabsgraden for en styrke måles i det antal dage, der må gå fra den aktiveres, til den er klar til indsættelse. Det ser uskyldigt ud, men der er en verden til forskel på et beredskab på 180 dage og 90 dage.

I dansk sammenhæng er NATO-bidragene en hjørnesten i sikkerhedspolitikken, ikke mindst fordi vi ønsker at være et godt medlem af alliancen - en »kerneallieret«. Og når kvantiteten ikke passer (de to pct.), må vi hellere følge NATO-anvisningerne snævert, lyder devisen. Men en automatisk imødekommelse af et ønske om højere beredskab kan blive så omkostningsfuldt, at det står i vejen for andre prioriteter og ender med at blive det centrale udviklingsparameter for forsvaret.

To alternativer

Det er ikke givet, at vi får mest for pengene her. Det er muligt, at det er sådan, det er: At vi ligesom med forliget bør følge NATO-forventningerne så tæt som muligt. Men argumentet fortjener at blive holdt op mod (mindst) to alternativer.

For politisk set er den væsentligste dagsorden den fra syd. Europa er ved at falde fra hinanden på grund af uenighed om, hvordan man håndterer migration som følger af både ustabilitet og manglende politisk og økonomisk udvikling i kombination med stor befolkningstilvækst.

Det er en politisk krise af strategisk betydning. Det er vigtigt for Danmark at udøve lederskab i forhold til syd. Det tilsiger yderligere fokus i den retning, også i forsvarssammenhæng.

Men pilen peger nok allermest mod nord.

Rigsfællesskabet er i en kritisk fase, og forsvaret spiller en stor rolle i forhold til Grønland. USAs stigende fokus på selvforsvar betyder, at Thule-radaren har en vital betydning for USA. Det kommer til at betyde et forøget amerikansk engagement i Arktis generelt - og kan lede til en genforhandling af forsvarsaftalen, hvis amerikanerne skal have en større, permanent tilstedeværelse i Grønland. Hertil kommer NATOs forøgede interesse for Danmarksstrædet mellem Grønland og Island og de nordatlantiske farvande generelt. I begge ender af det nordlige opgaverum har Danmark en større rolle at spille, som samtidig spiller ind i det direkte bilaterale forhold til USA.

Et eksempel på en ny kapacitet, som kunne imødekomme både et behov for bedre vished om, hvad der sker i Arktis, som tillige kan bruges til overvågning og herunder humanitære indsatser syd for Europa, og som endda også kan anvendes i Østersøen, er et maritimt overvågningsfly.

Norge, der ligesom kongedømmet Danmark har store interesser i forpligtelser i det nordlige Atlanterhav, har valgt at anskaffe et nyt maritimt overvågningsfly. Der er givet endda potentiale for samarbejde med nordmændene herom. Nytten af det maritime overvågningsfly er dermed et eksempel på, hvordan man kan bruge de tre opgaveområder som et udgangspunkt for strategisk begrundet forsvarsplanlægning.

Man kan på den måde sikkert finde andre nye kapaciteter, som også er nyttige på tværs.

Men i sidste ende er det kun politikerne, der kan vælge strategisk. De kan derfor stille sig selv og embedsmændene følgende spørgsmål: Hvilket af de tre områder trænger mest: Hvor får vi mest for marginalkronen? Er der kapaciteter, som er brugbare i mange sammenhænge? Hvilke muligheder giver de forskellige optioner for et udvidet internationalt samarbejde omkring drift og operationer? Hvilke sikkerhedspolitiske effekter kan et sådant forsvarspolitisk samarbejde få? Hvilke alternative valg giver det alt i alt politikerne at vælge imellem? Politikerne bør i alle tilfælde bede om at få et flerstrenget argument. Det vil sige et, som ikke kun fremlægger en ønskeliste, men som bygger på en langsigtet analyse af, hvordan muligheder og udfordringer spiller sammen i de tre opgaveområder - også i forhold til de langsigtede relationer til nære allierede - og som slutter af med optioner for nye kapaciteter.