04. november 2015

Træk bare offerkortet, så slipper du for kritiske spørgsmål

OFFERHOLDNING

Medierne har et ansvar for stille spørgsmål i stedet for blot at udbrede offerholdningen i samfundet.

Kronik i Politiken den 4. november 2015 af Henrik Dahl og Peter Nedergaard, hhv. MF (LA) og professor ved Institut for Statskundskab

Peter Nedergaard

Offerholdningen breder sig som en epidemi i medierne i disse år, og bag den gemmer sig en tvivlsom menneskeopfattelse. Ikke mindst medierne har efterhånden gjort offeret til en fast figur.

Et eksempel: En kvinde interviewes i TV-avisen, fordi hun er ledig, men ikke har ret til kontanthjælp, da hendes mand har en god løn. Den manglende kontanthjælp betyder, at der ikke er råd til, at børnene kan komme i svømmehal, fortæller hun.

Journalisten spørger hende ikke, hvorfor der ikke er råd til svømmehal. Manden har en årsindkomst på en halv million kroner – ca. 42.000 kroner om måneden – og mulighed for at benytte ægtefællens uudnyttede bundfradrag på godt 3.500 kroner om måneden. I og med at hun har evnet at få gjort sig til offer og italesat en selv-offergørelse, fritages hun for enhver form for kritiske spørgsmål.

Den vakse journalist burde have tænkt – og spurgt – om man virkelig er et offer for en ond regering, bare fordi den ikke vil stille kontanthjælp/borgerløn til rådighed for personer uden behov. Journalisten kunne også have spurgt, om det ikke er rimeligt at forvente, at et subjekt – et menneske – kan disponere, træffe beslutninger og tage ansvar for, at man aktivt tager imod jobåbninger, om den skal stå på svømmehal eller biograftur, og hvordan mandens løn kan finansiere familien.

Eksemplet viser, at sindelaget i høj grad er flettet sammen med den moderne opfattelse af ret og uret. Dermed er det også med til at bestemme den moderne opfattelse af mennesket.

Vi kender det fra retssager. Var det fra begyndelsen ønsket, at manden skulle dø, bliver straffen hårdere, end hvis det blot var planen, at han skulle have et par på kassen, selv om han uheldigvis endte med at dø heraf. I den forstand kan man påstå, at der er viljen til forskel på mord og uagtsomt manddrab. Hvad angår resultatet, ville både den afdøde og vedkommendes venner og familie givetvis kunne skrive under på, at det ikke betød det store.

Når sindelaget kan udvirke en forskel på adskillige års fængsel (selv om der ikke er nogen forskel på det objektive udfald af handlingen), er det klart, at der opstår en kamp om det.

Var jeg ved mine fulde fem, og vidste jeg udmærket, hvad jeg gjorde, bliver straffen hård. Var jeg ude af mig selv og havde ingen anelse om konsekvenserne, bliver den mild – hvis den da ikke helt bortfalder.

Den tiltalte i en retssag, hvor nogen er afgået ved døden, kan derfor have en stærk interesse i at få fastslået, at han ikke var herre over sig selv. I afsvækket form genfinder vi den samme interesse i at bevise, at man ikke styrer sig selv, mange steder i den moderne verden.

Kan du ikke styre din impuls til at drikke øl eller spise wienerbrød, vil omverdenen bebrejde dig din mangel på selvkontrol, når du raver drukken omkring eller vejer 200 kilo. Evner du at godtgøre, at øllerne eller wienerbrødet har tager magten over dig, er du en stakkel, som fortjener al den hjælp og sympati, der er til rådighed.

Derfor kan det ikke undre, at der undertiden er en regulær strid om at fremstå som et væsen, der er i fremmede kræfters vold og ikke kan gøre for sine egne handlinger. Kan man blot få fremstillet sig som objekt – altså offer – ser man ud til at have vundet kampen om dagsordenen i medierne, fordi alle (herunder ikke mindst journalisterne) tilsyneladende accepterer, at der så ikke skal stilles flere kritiske spørgsmål. Ofret vinder på point.

Efter vores opfattelse bør medierne være meget mere kritiske over for det menneske, der prøver at skjule, at det er et subjekt. Det vil sige mennesker, som ikke vil tage stilling til eller ligefrem indrømme, at det selv har en vilje og et ansvar.

At mennesker betragtes som objekter, er udtryk for en forfaldskultur og en tilbagevenden til en ikke-civiliseret fortid, som et stykke nede ad vejen kan ende med liv, som er ensomme, fattige, beskidte, brutale og korte, hvis vi ikke får sagt fra over for offergørelsen.

Mennesket fornedres ikke af at gøres til et ansvarligt subjekt. Tværtimod – det ophøjes, idet det gøres til et moralsk væsen, der tilkendes evnen til at skelne. Det har medierne et stort ansvar for at hjælpe med til. Og vi har i sandhed brug for en ophøjelse af menneskene i dette land.