01. september 2015

Trumps kandidatur skal ikke tages alvorligt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab. Blogindlæg på bloggen Magt og Marked i Berlingske den 1. september 2015

Peter Kurrild-Klitgaard

Danske medier (og amerikanske medier, naturligvis) er ved at koge over med dækning af den kontroversielle, populistiske rigmand Donald Trumps forsøg på at blive Republikansk præsidentkandidat–drevet af det faktum at Trump i sommermånederne har haft en synlig føring over sine partifæller i meningsmålingerne.

Der er imidlertid god grund til ikke at bruge flere kræfter på kandidaten Trump, hvis chancer for at vinde Republikanernes primærvalg reelt er stort set nul.  Til gengæld er det ikke uinteressant hvad han repræsenterer, og hvordan dét kan påvirke valget.

***

Den helt fundamentale grund til, at man ikke skal tage Trumps føring særligt alvorlig er, at på dette tidspunkt i “valgcyklen”–et halvt år inden primærvalgene og mere end et år inden præsidentvalget–er der kun få vælgere, der interesserer sig for valgene.  Derfor er det som regel den i forvejen mest kendte kandidat, der fører, og det er som regel slet ikke den mest oplagte til at vinde i sidste ende.  Det gælder i særdeleshed, når et partis nominering er “åben”–altså der ikke er en naturlig arvtager (som en præsident der genopstiller eller en vicepræsident, der er den naturlige efterfølger).  Og det gælder i allerhøjeste grad, når man har et felt med rigtigt mange kandidater–som i det nuværende Republikanske, hvor et historisk stort antal (næsten 20) slås om nomineringen, og hvor selv meget lille (absolut) tilslutning kan give en høj (relativ) placering.

Det kan man se ved at genopfriske, hvem der på dette tidspunkt i “valgcyklen” førte ved det seneste kvarte århundredes “åbne” nomineringer i de to store partier:

Nominering / valg

Førende kandidat i august året før valget (pct.-føring over nærmeste modkandidat)

Vinder af nomineringen

Demokraterne, 1992-valg Mario Cuomo (+4 pct.point) Bill Clinton
Republikanerne, 1996-valg Robert Dole (+15 pct.point) Robert Dole
Republikanerne, 2000-valg George W. Bush (+48 pct.point) George W. Bush
Demokraterne, 2004-valg Joseph Lieberman (+10 pct.point) John Kerry
Demokraterne, 2008-valg Hillary Clinton (+16 pct.point) Barack Obama
Republikanerne, 2008-valg Rudy Giuliani (+12 pct.point) John McCain
Republikanerne, 2012-valg Rick Perry (+10 pct.point) Mitt Romney

Kilde: Washington Post & egne beregninger p.b.a. Gallup

Ved de otte lejligheder, hvor situationen “minder” om den nuværende, var den, der førte på dette tidspunkt året før, ikke i nærheden af at vinde nomineringen et år senere.  Kun to gange er det sket i perioden, begge gange hos Republikanerne: Dole i 1996 og Bush Jr. i 2000.  Hvad der hører med er, at de begge var så velkendte navne og så meget “establishment”, at de næsten blev kronet af deres partier.  (Dole var partiets leder i Senatet, havde været vicepræsidentkandidat i 1976 og allerede forsøgt sig som præsidentkandidat i 1988.  George W. Bush delte navn med sin kendte fader, den forrige præsident.)

Så jo, Trump kan godt vinde–men han er præcis lige så oplagt, som navne som Michelle Bachmann, Fred Thomson og Jesse Jackson på et tidspunkt syntes at være.

***

Den anden grund til, at man ikke skal tage Trump særligt alvorligt er, at han er ekstremt upopulær blandt vælgerne i det selvsamme parti, hvor han har føringen.  Ja, han ligger til 20-25 pct.s tilslutning, hvilket er mere end nogen anden kandidat p.t.–men til gengæld viser gentagne målinger, at han er den af kandidaterne, som flest Republikanere har et negativt indtryk af.  P.t. typisk 40 pct., mens godt 2/3 siger, de foretrækker en anden kandidat–og det vel at mærke ikke fordi vælgerne ikke kender ham (for det gør de), men fordi de ikke kan udstå ham.

I enkelte målinger ligger Trump endog oppe på ca. 60 pct. “negative” og ca. 20 pct. “positive”, svarende til en “negativ” netto-favorabilitet på ca. 40 pct.  Med den slags tal kan man ikke vinde et partis nominering.

Udvalgte præsidentkandidaters “netto-favorabilitet” blandt partiernes egne vælgere (Washington Post).

Så snart de øvrige kandidater begynder at falde fra i udskilningsløbet, vil det store flertal af Republikanske vælgere med stor sandsynlighed samle sig om en ikke-Donald–hvem det så end må blive.

***

At man ikke skal tage Trumps chancer for særligt gode er ikke ensbetydende med, at han er ligegyldig: Når den førende kandidat i meningsmålinger på landsplan og de tre førende kandidater ved det første valg i primærvalgssæsonen (Iowa Caucus) er personer, der aldrig har været valgt til noget embede, så siger det noget om en “anti-establishment” understrøm i vælgernes holdninger.  Den samme stigende vælgervrede (især blandt uafhængige “midtervælgere”), der har ramt Republikanerne ved midtvejsvalg i 2006 og præsidentvalg i 2008 og Demokraterne ved midtvejsvalgene i 2010 og 2014.  Det er en stemning, der reflekterer dyb utilfredshed med begge de to store partier og med tingenes tilstand–med levestandarden, med skatterne, med indvandring, med amerikansk udenrigspolitik.

Og det er en vælgerstemning, der er ret uforudsigelig.  Den vil givetvis sætte sit præg på 2016-valget–men ikke ved at gøre Trump til Republikanernes kandidat.