Trumps russiske udfordring - den besværlige aftale

Debatindlæg af seniorforsker Kristian Søby Kristensen (Center for Militære Studier) i Jyllandsposten den 25. januar 2017.

I ugen op til sin indsættelse lagde Donald Trump op til en aftale med Rusland om gensidig reduktion af atomvåben til gengæld for en forståelse om Ukraine. Men den køber russerne ikke.

Så blev Donald Trump præsident. I hele perioden frem til indsættelsen har Trump understreget, at han vil forbedre forholdet til Rusland gennem en ”aftale”. Den skal, kan man tyde sig frem til, bl.a. løse situationen i det østlige Ukraine, indeholde en form for accept af Krims tilhørsforhold til Rusland og forbedre det russisk-amerikanske forhold i det hele taget. Det lyder besværligt. Det bliver det også.

Trump kom faktisk med et udspil til den aftale i ugen op til sin indsættelse. Her lagde han op til en gensidig reduktion af atomvåben til gengæld for en forståelse om Ukraine. Det russiske svar indikerer, hvor besværligt det bliver for Trump at få en ”aftale” med Putin. Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, var hurtigt ude og ønske forslaget velkommen og indikerede en russisk villighed til ”dialog” om a-våben. For Lavrov var det imidlertid naturligt, at de forhandlinger også ville inkludere hypersoniske våben, det amerikanske missilforsvar samt rumbaserede kapaciteter. Det er det samme som at sige nej tak.

Kerneområder

Rummet, missilforsvar og hypersoniske våbensystemer er alle kerneområder i amerikansk militærteknologisk udvikling. Pentagon vil derfor være skeptisk over for yderligere traktatmæssige begrænsninger, og Trump selv har understreget betydningen af missilforsvar. Ved at udvide temaerne gør Lavrov det besværligt for Trump at lave aftalen.

Det samme vil europæerne gøre. Selv om flere europæiske hovedstæder mumler imod sanktionerne, er der ikke europæisk enighed om at ophæve dem. Samtidig er der også forskel på sanktionsregimet og så en accept af Ruslands handlinger i Ukraine. Der er flere europæiske lande, der ser både en principiel og en realpolitisk interesse i, at man faktisk betaler en pris for at annektere et andet lands suveræne territorium – gerne så høj, at det ikke kan betale sig.

Det er den ene grund til, at Europa vil gøre en russisk-amerikansk aftale besværlig. Den anden er selve idéen om, at Rusland og USA kan lave aftaler om europæisk sikkerhed hen over hovedet på Europa.

Besværlig kamp i Washington

Under Den Kolde Krig var netop et amerikansk-sovjetisk duopol – bortset fra atomkrig – den største europæiske frygt. I Vesten er den bekymring måske mindre i dag, men i Østeuropa vil enhver amerikansk-russisk aftale om Ukraine blive set som et nyt Jalta, og de østeuropæiske lande – støttet blandt andet af Tyskland – vil bruge betydelig politisk energi på at undgå, at det sker. Og det samme vil Ukraine nok også.

Donald Trump skal også kæmpe en besværlig kamp i Washington. Det amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitiske establishment – herunder både Trumps forsvars- og udenrigsminister – ser meget skeptisk på Putins Rusland. Hvor det for Trump er et spørgsmål om at vælge Rusland til, er det for det meste af Washington spørgsmålet om at fravælge værdier og allierede, der har været grundlaget for amerikansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig.

En aftale med Putin bliver et besværligt projekt for Trump at sælge i sin egen administration og i Kongressen.

Endelig kan den besværlige aftale risikere at skuffe Trump selv. Trump er den tredje amerikanske præsident i træk, der forsøger en ruslandspolitik, der skal etablere et forbedret forhold til Putin og Rusland igennem pragmatisk samarbejde. Både Bush og Obama blev skuffede. I begge tilfælde afsluttedes den pragmatiske tilnærmelse af uovervejet amerikansk politik og russisk militær magtanvendelse i Europa. Vi kan håbe, at det ikke bliver alle gode gange tre.