17. august 2017

Uddannelser: styrker og svagheder

Kronik af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i DJØF-bladet den 17. august 2017.

Peter NedergaardDe bedste og de værste studerende

Normalt anvendes SWOT-analysen på enkeltstående private og offentlige organisationer. Men i denne tekst forstås universiteterne med de videregående uddannelser som én organisation. SWOT er ikke en egentlig analyseform, men den er en kategorisering af en række faktorer, der senere kan danne grundlaget for en nuanceret analyse. For at give kronikken et vist analytisk fundament sammenholdes de fire faktorer med de såkaldte humboldtske principper for de videregående uddannelser på universiteterne.

Principperne stammer fra den preussiske videnskabsmand, Wilhelm von Humboldt, som i begyndelsen af 1800-tallet opstillede en række retningslinjer for, hvad der burde kendetegne et godt universitet:

  • En forskningsbaseret undervisning forestået af forskere med kun ’Sandheden’ (med stort S) for øje i deres forskning.
  • Universiteterne må derfor heller ikke være i lommen på finansierings-kilder med bestemte interesser.
  • Endelig skal de studerende have en udbredt valgfrihed med hensyn til sammenstykningen af deres uddannelse.

Det humboldtske universitetsideal blev normdannende for universiteterne i Tyskland og det centrale Europa, i Skandinavien og i USA. Det stod stærkt, når styringen af universiteterne var på tale, og det har efter alt at dømme bidraget kraftigt til, at netop disse lande blev fremgangsrige.

Her tages udgangspunkt i følgende fire spørgsmål og de humboldtske principper.

Styrker?

De videregående uddannelsers styrker består bl.a. i de studerende. De nuværende studerende er sandsynligvis helt overordnet set både de bedste og de værste, som nogensinde har været tilknyttet de danske videregående uddannelser. Det er afgørende, at man fremmer antallet af de første og mindsker antallet af de sidste – det vil sige, at man altid arbejder på at få de rigtige ind. Det har måske ikke altid været tilfældet, idet indførelsen af masseuddannelserne på universiteterne har medført, at der sandsynligvis også er kommet studerende til, som ville have fået et langt bedre liv for dem selv og samfundet med en erhvervsfaglig uddannelse.

I den forbindelse skal man huske, at studerende i Danmark tilbydes helt usædvanligt gode forhold i forhold til andre lande. Her til lands har de helt gratis uddannelser og en i international sammenhæng enestående uddannelsesstøtte. Danmark er på dette område et humboldtsk lykkeland.

De bedste studerende er også mere internationalt orienterede, end de var tidligere. De møder udenlandske studerende på studiet, som de taler og måske bliver venner med. De har også tit tilbragt en kortere eller længere periode på et udenlandsk universitet eller arbejdsplads uden for Danmark, som har modnet dem og gjort dem nysgerrige på verden.

Hertil kommer naturligvis også styrken i de videregående uddannelsers lærerkræfter, som stadigvæk har bedre vilkår i form af en mindre undervisningsbyrde end i langt de fleste andre lande.

Svagheder?

I forhold til de humboldtske idealer er en af de videregående uddannelsers svagheder, at mange er blevet målrettede masseuddannelser. Friheden for de studerende er blevet langt mindre, end den var. Mange studerende taler også om ”at gå i skole”. Er det også en nærliggende svaghed, at man tager en betalt uddannelse, fordi man synes om studielivets frihed og ikke egentlig har interesse og evner for det valgte studium? Hvis denne svaghed findes, skal man arbejde for, at det undgås, uden at institutterne straffes med et lavere tilskud, fordi den såkaldte STÅ-takst (tilskud i kraft af, at flere studerende kommer gennem eksaminerne) bliver mindre, i kraft af at de faglige krav eksempelvis øges.

En svaghed er det måske også, at der gradvis er blevet alt for megen fokus på, at al undervisning skal foregå på engelsk på mange videregående uddannelser, bl.a. af økonomiske årsager for at få betalings-studerende udefra. Engelsk skal man nødvendigvis kunne gebærde sig på, men bliver størstedelen af undervisningen engelsk, risikerer man sproglig ensformig enfoldighed. Megen viden ligger gemt i det sprog, vi bruger. Det er en svaghed, hvis dansk ikke må blive et sprog uden et rationelt videnskabeligt underlag. Det er også en svaghed, at tysk og fransk ikke forudsættes bekendt som helhed. Denne engelsksprogede monokultur er en svaghed for et universitet, som gerne ifølge Humboldt skulle befordre intellektuel biodiversitet og mangfoldighed.

Muligheder?

De videregående uddannelser kan i høj grad bidrage til fremtidssikringen af det danske samfund. Det kræver imidlertid, at uddannelserne i højere grad end i dag kommer til at svare til den efterspørgsel, der er. Universiteterne bør i højere grad sørge for at levere arbejdskraften.

Det indebærer umiddelbart, at fokus mere tydeligt skal være på videregående uddannelser med teknisk, naturvidenskabeligt, medicinsk, økonomisk og ikke-blødt samfundsvidenskabeligt indhold. Det skyldes, at det er her, jobmulighederne findes. Både forskningsmidler og antallet af optagne studerende burde ifølge denne tankegang tilpasses, således at man undgår et voksende akademikerproletariat (også kaldt prekariatet) med forkerte uddannelser og undlader at bidrage mest muligt til landets velstand og velfærd. Omvendt skulle man inden for de prioriterede fagområder sikre større valgfrihed for de studerende ifølge de humboldtske idealer.

Trusler?

Truslen mod de videregående uddannelser består i en underminering af de grundlæggende humboldtske idealer. Med ’fra forskning til faktura’-tankegangen er der kommet en stigende afhængighed af ekstern finansiering, der risikerer at gå ud over noget af det dyrebareste på universiteterne: Den helt uafhængige tænkning. Fjerner man sig fra idealet om den absolutte mulighed for at tænke frit og måske endda finde frem til forskningsresultater, som endda kan være ubekvemme sandheder for somme, undermineres universiteterne og deres uddannelser.

Den store vægt på ekstern finansiering truer de videregående uddannelser på grund af følgende: Hvordan sikres forskningsfriheden, når organisation XX finansierer YY’s forskning om et emne, som XX er beskæftiget indenfor? Hvordan kan man forestille sig, at YY ville fremlægge resultater, som gik stik imod XX’s interesser, hvis YY vel at mærke ønsker fortsatte bevillinger fra XX?

Universiteterne står lige nu i et vadested angående de videregående uddannelser. Det er afgørende, at man handler, således at styrker udnyttes, svagheder udbedres, muligheder udnyttes, og trusler håndteres.

Ovenstående handler generelt om danske universiteter og har ingen forbindelse til Peter Nedergaards ansættelsessted på Københavns Universitet.