Udnyt nu coronakrisen ordentligt. Tiden til den grønne omstilling er nu. Lige nu

Kronik af Klima- og Omstillingsrådet bestående af Jens Friis Lund, Stefan Gaarsmand Jacobsen, Anders Bjørn, Anders Blok (Sociologisk Institut) og Charlotte Louise Jensen i Politiken den 8. april 2020.

Lad aldrig en krise gå til spilde«, er et citat, der har lydt fra folk tæt på magten fra Churchill til Obamas første stabschef, Rahm Emanuel. ​​​

Det har fået mange til at advare om, at befolkninger skal være opmærksomme og forvente det værste af krisesituationer, hvor hurtige beslutninger træffes, uden at den bredere befolkning involveres. Men citatet kan også forstås positivt.

Kriser kan også skabe muligheder. De kan blive anledningen til, at vi bliver opmærksomme på og efterfølgende får gjort op med uholdbare samfundsmæssige forhold.

Coronakrisen og dens efterspil kan falde ud til begge sider. Krisen bliver kun en mulighed for positiv og progressiv forandring, hvis vi griber muligheden.

Sådanne muligheder opstår altid fra mennesker og fællesskaber, og lige nu har vi en særlig situation, hvor store dele af befolkningen i Danmark og resten af verden følger en fælles udvikling.

Der er usikkerhed om en masse forhold i verden. Og med usikkerhed opstår der muligheder for at gentænke, hvorfor vores samfund ser ud, som det gør, hvad vores værdier og prioriteringer er, og hvordan vi egentlig løser problemer i samfundet på kort og lang sigt.

Før coronakrisen var vi i Danmark optagede af en anden krise, nemlig klima- og miljøkrisen. Denne krise er nu overskygget af den mere akutte sundhedsmæssige coronakrise og af de økonomiske konsekvenser af de politiske tiltag for at forsinke og afbøde smittespredningen og dermed mindske dødeligheden.

Vi oplever lige nu et stigende pres for at bringe situationen – særligt økonomien - tilbage. Tilbage til den ’normaltilstand’, som var udgangspunktet før coronakrisen. Og vi ser den danske regering og EU vedtage den ene hjælpepakke efter den anden med henblik på netop dét – på at få gang i hjulene igen. ​​​

Men dette perspektiv overser komplet, at tilstanden før coronakrisen ikke var ’normal’, men derimod ekstrem. Det var en tilstand, hvor globale produktions-, handels- og forbrugsmønstre med stigende hastighed ødelagde stabiliteten af det globale økosystem, som vores samfund og i sidste ende overlevelse er dybt afhængigt af.

Det var også en tid, hvor mange analytikere advarede imod, at den globale økonomi i sig selv var uholdbar og styrede imod en ny finanskrise. Og det var en tilstand, som var blevet dømt uholdbar af store dele af befolkningen, erhvervet og civilsamfundet og et næsten enigt folketing – hvilket jo var baggrunden for, at vi fik det berømte 70-procentsmål for drivhusgasreduktion i 2030.

Set i dét perspektiv, så er det bekymrende at iagttage centrale aktører herhjemme argumentere for, at en afbødning af coronakrisens økonomiske konsekvenser nu må have højere prioritet end målet om en afbødning af klimakrisen.

Det læser vi f.eks. ind i en række brancheforeningers krav om, at CO2-afgifter og andre tiltag til afbødning af klimakrisen nu må stilles i bero. Og vi ser også, at politiske forslag og hjælpepakker i mange tilfælde overser muligheden for at undgå en sådan tilbagevenden til en ekstremt ikke-bæredygtig udvikling.

Det er f.eks. tilfældet med Venstres forslag om at fremskynde investeringerne i trafikforliget af 2018 – som indeholdt blandt andet en række motorveje.

For det er mildt sagt stærkt tvivlsomt, om det er klogt at investere i at udvide motorvejsnettet. Sådanne investeringer bygger på en præmis om, at der vil komme flere biler og mere trængsel på de danske veje i de kommende årtier.

Men er det ikke netop dén slags præmisser, vi bør udfordre nu? Vi kan starte med at anskue problematikken fra en klimavinkel.

Vi ved, at opretholdelsen af det danske samfund og danskeres livsstil skaber udledninger, der svarer til 13-15 ton CO2-ækvivalenter årligt. ​​​

Vi ved også at vi i 2030 skal ned i nærheden af 3 ton CO2-ækvivalenter årligt. Det er kravet, hvis vi vil bevare chancen for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader og ikke vil kræve en større andel af det globale budget for tilladelige udledninger end andre mennesker kloden rundt.

Hvis vi ikke opfylder dette krav, vil vi binde os til de store risici og omkostninger, som er forbundet med at satse på at udlede mere nu, i forventning om, at vi kan trække store mængder CO2 ud af atmosfæren på et senere tidspunkt.

Budgettet på 3 tons CO2-ækvivalenter årligt per person svarer i grove træk til udledningerne forbundet med én returrejse med fly til Thailand.

Det siger næsten sig selv, at vi med en så stram klimamæssig budgetbegrænsning nøje bør overveje, om det er klogt at investere i at udvide vejinfrastruktur herhjemme, også selvom der satses på elbiler.

For selvom en satsning på elbiler er et skridt i den rigtige retning, så har elbiler også et substantielt CO2- og øvrigt miljøaftryk, og den samlede bilpark skal derfor mindskes. Infrastrukturinvesteringer låser os fast i mange år fremad, og derfor skal der tænkes langsigtet og bæredygtigt.

Ser vi også på det bredere billede af, hvordan den globale økonomi påvirker kloden, så er det tydeligt, at vi ikke bare kan fortsætte ad den slagne vej.

FN’s Miljøprogram har opgjort, at det globale ressourceudtræk – dvs. mængder af biomasse, metaller, mineraler og fossil energi – er steget fra 27 milliarder ton i 1970 til 92 milliarder ton i 2017. Og de forudser, at det vil mere end fordobles igen frem mod 2060, medmindre der sker omfattende forandringer i den globale økonomi.

Det er konsekvensen af, at en større andel af den stadigt voksende globale befolkning vil søge at opnå samme høje materielle levestandard, som langt hovedparten af danskerne nyder godt af.

Forventningen om fortsat voldsom vækst i det globale ressourceforbrug skyldes blandt andet en forventning om at en større andel af den globale befolkning vil tilslutte sig den globale privatbilisme med, hvad det medfører af krav til produktion af stål, cement, asfalt, osv.

Allerede på det nuværende niveau er udvinding, forarbejdning og transport af disse ressourcer forbundet med voldsomme miljøskader lokalt, hvor de finder sted. Dertil er energiforbruget forbundet med disse processer en betragtelig klimabelastning. Så hvordan kan vi forestille os, at en fordobling vil se ud?

Ovenstående tal illustrerer med al tydelighed, at vi ikke bare kan blive ved med at fortsætte i samme spor. ​​​

Historisk set har vi klar evidens for, at ressourceeffektiviseringer ikke rækker. Ingen sektorer har f.eks. i de forløbne årtier præsteret CO2-effektiviseringer i en størrelsesorden, som modsvarer kravet, hvis vi herhjemme vil nå ned på 3 ton CO2-ækvivalenter per person i 2030. Og i forhold til det globale ressourceudtræk går det faktisk den gale vej med effektiviteten.

FN’s Miljøprogram skriver således utvetydigt, at verden som helhed er blevet mindre effektiv til at omdanne ressourceudtræk til økonomisk vækst og velstand.

Givet dette – både det danske klimabillede og det globale ressourcebillede – står det altså klart, at vi som samfund ikke alene kan satse på mere klima- og ressourceeffektive teknologier, men også må søge at skabe nye rammer for, hvordan vi kan leve godt, men anderledes, med et lavere forbrug af klima- og miljøbelastende goder.

Coronakrisen har vist, at det er muligt for os at forandre fundamentale vaner. I mødet med en umiddelbar fare har vi formået på rekordtid af fralægge os en række vaner og forbrugsmønstre, som lignede politiske gordiske knuder for blot ganske få uger siden.

Det gælder vores transportvaner såvel som forbrugsvaner mere generelt. Dette har vi formået, også fordi vi har oplevet klart politisk lederskab, opbakning og vilje til at reagere på risici. Politikere har lært hinanden og os at tale om afbødning og opfordret til at vise samfundssind for at knække en kurve.

På klimaområdet har vi i mange år overbevist os selv om, at tilpasning til et ændret klima skulle fylde mindst lige så meget som at knække CO2-kurven.

Det er mildt sagt stærkt tvivlsomt, om det er klogt at investere i at udvide motorvejsnettet

I coronakrisen ville tilpasning svare til at acceptere, at vores sundhedssystem blev overbelastet med katastrofale følger – en risiko, som både politikere og befolkningen har været enige om at ville afbøde og undgå så vidt muligt. Også selvom det indebærer forandringer og omkostninger her og nu. Klimakrisen dræber også – og medfører også enorme omkostninger – og der er et akut behov for afbødning af den, at få knækket den globale CO2-emissionskurve.

Vores finansminister berømmes internationalt for at sige »Go big and go fast« for at afbøde coronakrisen. Klimavidenskaben har længe peget på det helt samme budskab for at afbøde den globale opvarmning.

Danmark reagerede hurtigt på coronakrisen. Det har haft store omkostninger for mange. Men frygt og tab forbundet med konkrete forandringer af vaner opstår i høj grad, fordi coronaomstillingerne sker pludseligt og uplanlagt. ​​​

Men hvad nu, om vi bruger de mange ressourcer til hjælpepakker til aktivt at styre en tilbagevenden til en ny ’normal’, hvor vi fortsætter med at holde de mest miljøskadelige af vore vaner, forbrugsmønstre og brancher på lavt blus – og hvor vi løfter de mennesker, som var økonomisk afhængige af disse brancher, over i andre mere bæredygtige former for beskæftigelse?

Erfaringerne fra det såkaldte ’vind-eventyr’ i Danmark viser, at store skift i brancher og beskæftigelse er mulige.

Nyere krisesituationer i rige lande som Danmark har imidlertid vist, at civilsamfundet bør holde sig særligt vågent i sådanne tider.

Terrorangrebet i New York i 2001 og finanskrisen i 2008 var eksempler på chok, der skabte store samfundsmæssige forandringer, men hvor en lille gruppe af beslutningstagere styrede den samfundsmæssige respons.

Terrorkrisen resulterede i langvarige militære indgreb i modstrid med internationale retsprincipper, og finanskrisen resulterede i økonomiske redningspakker til f.eks. banker, som blev rullet ud fra centralt hold.

Befolkningerne var i begge tilfælde holdt ude af diskussionen indtil næste valg, hvor det var for sent at ændre kursen.

Sådanne dynamikker skal vi undgå. Vi må kræve en bred samfundsmæssig debat om, hvem der skal betale, og hvilket samfund vi ønsker at stræbe mod på den anden side af den nuværende coronakrise. ​​​

Der kan være betydelige gevinster at hente – for klima og miljø – men også mere lokale og umiddelbare gevinster. Visse af dem kan vi allerede skimte nu. F.eks. betyder stoppet for arbejdsmæssig rejseaktivitet og kravet om hjemmearbejde, at mange ikke skal bruge tid på transport – det giver mindre kø på vejene, færre trafikuheld, mindre luftforurening, mindre klimabelastning og sparer masser af produktive timer.

Vi ser p.t. en innovativ opblomstring af alternative, online former for møder, konferencer og arbejdsrelateret samvær. Dertil betyder begrænsningerne på international mobilitet og lukningen af butikker og storcentre en brat forandring i forbrugsvaner. Således er f.eks. omsætningen relateret til tøj og sko herhjemme faldet med 30-40 procent relativt i forhold til sidste år, og fly- og hotelbranchens omsætning er nærmest nulstillet.

Lad det være sagt meget klart: Vi anerkender fuldt ud de alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser af disse forandringer for de mange, som er beskæftiget i disse brancher. Og der er intet positivt ved den coronaforhistorie, der har bragt os hen til den nuværende ekstraordinære situation.

Men det er bare ikke et argument i sig selv for at ønske os tilbage til de dybt ubæredygtige forbrugsmønstre, som størrelsen og sammensætningen af disse brancher nu engang var og er et udtryk for.

Coronakrisens sociale distancering giver os et glimt af, at mange af vores produkter og servicer fungerer som positioneringsgoder, der mestendels fremstår vigtige, fordi vi har normaliseret et samfund, hvor mange identificerer sig og skaber samvær via forbrug.

Coronakrisen har måske skabt mulighed for, at mange finder mening i andre og mindre miljøskadelige aktiviteter, såsom skovture, tid med familien, hjælp og omsorg for udsatte personer, osv. Her kan man igen stille spørgsmålstegn ved, om en tilbagevenden til ’normaltilstanden’ før coronakrisen virkelig er værd at stræbe efter.

Vi skal spørge os selv, hvad vi egentlig vil bruge samfundets penge, kræfter, tid, ideer og energi på. ​​​

Når virksomheder viser ekstrem sårbarhed over for et naturfænomen som en pandemi, hvad fortæller det os så om, hvad fremtidige udfordringer vil kræve af vores måder at handle på som samfund? Hvad fortæller det om virkelige værdier og virkelige styrkeforhold til at finde virkelige løsninger?

Klimakrisen kalder på omstilling, opfindsomhed og nytænkende arbejds- og forbrugsmønstre – ikke på penge og slid, der fører tilbage til en ubæredygtig samfundsindretning.

Mange har sagt, at det at afbøde klimakrisen er som at vende en supertanker. Vi overser her nemt, at supertankerens retning blandt andet bestemmes af hårdt arbejde fra fossilindustrien, flyindustrien, modeindustrien, kødindustrien og andre meget klimabelastende industrier. Lige nu kræver dén del af supertankerens besætning, at vi sætter redningsbåde ud til dem.

Vi skal som fællesskab hjælpe dem, men ikke blot til at komme tilbage i styrehuset og fortsætte retningen. Vi skal i stedet som samfund og fællesskabet stille krav til, hvordan økonomien genstartes, og i hvilken retning.

Lad os bruge coronakrisen som anledning til en samfundsmæssig diskussion om, hvad vi vil vende tilbage til, og hvad vi vil forlade, når vi genåbner samfundet og genstarter økonomien.

Det skylder vi hinanden, og det skylder vi ikke mindst de unge mennesker, de udsatte grupper og de kommende generationer, som skal håndtere en verden med både corona og klimaforandringer.