13. september 2015

Ufrihedens glidebane

HYKLERI OG HOLDNINGSSKRED

"I dag kan man dårligt finde mere begejstrede tilhængere af forbud og påbud end i netop Baunsgaards Radikale Venstre," skriver Peter Kurrild-Klitgaard.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab. Kronik bragt i Berlingske den 13. september 2015

Peter Kurrild-Klitgaard

Det siges, at en konservativ er én, der til sin død vil forfægte, hvad hans fader til sin død bekæmpede. Men det gælder bredere: Over hele den borgerligt-liberale fløj er det symptomatisk, at man få år efter at have været principielle modstandere af noget, gør sig til energiske, praktiske fortalere for det, man modsatte sig – og måske endog mere end dét.

Et enkelt eksempel er nok til at illustrere pointen. I 1970erne udspandt der sig en heftig debat om, hvorvidt det skulle være forbudt at køre bil uden sikkerhedssele. Argumentet var at beskytte borgerne mod egen dumhed. Modargumentet fra især de borgerligt-liberale var, at det at straffe mennesker alene for at risikere at skade dem selv var et uacceptabelt indgreb i deres frihed og ansvar. Den Radikale partileder og fhv. statsminister Hilmar Bauns­gaard sammenlignede det med statslig indblanding i, om borgerne gik i varmt nok undertøj og leverede i Folketinget et passioneret angreb: »Jeg er nødt til at sige, det er formynderi, som går imod den tro, jeg har på, og den respekt, jeg føler for mennesket som et selvstændigt individ. Allerede af den grund må jeg derfor stemme imod«. De borgerlige partier var først imod, men under en socialdemokratisk regering gik påbuddet igennem i 1976 – under store protester fra tusinder af danskere, der demonstrativt lod være med at bruge den forhadte sele.

De første mange år var sikkerhedssele kun påbudt på forsæderne, men under Poul Schlüters borgerlige regering i 1990 gjorde man det også lovpligtigt for bagsædepassagerer. Altså en udvidelse gennemført af nogle af de selvsamme politikere, der få år før havde været modstandere.

I dag kan man dårligt finde mere begejstrede tilhængere af forbud og påbud end i netop Baunsgaards Radikale Venstre, hvor der synes få mentale grænser for, hvad staten må blande sig i for at forhindre borgerne i at gøre skade på dem selv, eller hvor store bøderne skal være.

Og i Venstre, »Danmarks Liberale Parti«, er grænserne rykket yderligere. I sommer udtalte folketingsmedlem Jacob Jensen (V) i P3, at han gerne ville overveje, om det skulle være forbudt at cykle uden cykelhjelm. På de sociale medier forsvarede han sig med, at det jo også var forbudt at køre bil uden sikkerhedssele.

Hvorfor sker den slags holdningsskred? Et let svar er, at man »er blevet klogere«, hvilket i sagens natur mestendels kommer fra dem, der har skiftet mening. (Det hører vist også til sjældenhederne, at noget menneske – herunder de fleste politikere – ville indrømme, endsige bruge som argument, at man var blevet dummere.) Det er bare ikke nogen god forklaring: Et forbud mod at køre uden sikkerhedssele er præcis så fundamentalt et indgreb i menneskers personlig frihed, som det var for 40 år siden, og det bliver det i sagens natur ikke mindre ved at udstrækkes til helt nye områder.

Måske det snarere har noget at gøre med, at vi som mennesker har en tendens til at ræsonnere ud fra status quo. Det givne er i en eller anden forstand »privilegeret« i forhold til alternativerne, så det er ændringerne, der skal forsvares. Nye indgreb i borgernes frihed møder ofte modstand, men når først de er gennemført, vænner vi os relativt hurtigt til dem. De samme mennesker, der i 1976 demonstrativt kørte uden sikkerhedssele, »klikker« sig med garanti i dag – helt uden at skænke det en tanke.

Er man som politiker mere interesseret i eget genvalg end i principper, er det på den måde oplagt at argumentere ud fra argumenter, der lyder som status quo – selv når de undergraver, hvad man ellers hævder at forsvare.