USA er stadig enesupermagten

Analyse af professor Bertel Heurlin (Institut for Statskundskab) i Weekendavisen den 7. maj 2020.

Wuhan var i 1978 en lille og fredelig provinsby med en imponerende bro over floden. Herfra kunne man se det sted, hvor Mao i 1966 havde demonstreret sine imponerende svømmeevner ved at krydse Yangtze-flodens rivende strøm. Måske var det derfor, at Folkets Befrielseshær i værtsrollen havde valgt Wuhan som et af de steder, jeg skulle se som led i en officiel Kina-rundtur.

Mit næste Wuhan-besøg var sidste år i september. Nu var Wuhan blevet en by på 11 millioner indbyggere, som blev vist frem som et eksempel på Kinas økonomiske mirakel.

Kansler Merkel havde lige været på besøg. Alt var shinet op; høje træmure skjulte de heftige byggeaktiviteter. Jeg deltog i et internationalt seminar på Wuhan Universitets institut for grænse- og maritime studier. Et meget grønt universitet, smukt beliggende ved søen. Man var særlig stolt af alle kirsebærtræerne, som japanerne under besættelsen havde fragtet til stedet. Overalt i Wuhan var der store imponerende plakater for The World Military Games, en slags international olympiade for militærfolk, som skulle finde sted i oktober.

I februar i år kom en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium med en påstand om, at det var her, COVID-19 kom til Kina.

Hvem var smittebærere? Det var amerikanske soldater, som deltog i Wuhan Military Games. USA reagerede vredt og heftigt. I længere tid havde der været beskyldninger fra amerikansk side om, at kinesiske myndigheder på det groveste havde skjult afgørende data om udbruddet. Der var kinesisk vrede over USAs lukning af grænserne for kinesere. Det var ligeledes meget sårende for Kina, at Trump konsekvent talte om »the Wuhan virus« eller »the China virus«.

En heftig veritabel krig blev udkæmpet på ord, som føg hen over Stillehavet. Den amerikanske handelsminister konstaterede, at coronaudbruddet betød, at USA får jobs tilbage. Udenrigsminister Pompeo fastslog, at det kinesiske kommunistparti var vor tids fundamentale trussel. Beijing rasede. En telefonsamtale mellem Xi og Trump satte i februar midlertidigt stop for fornærmelserne. Trump lovede ikke mere at tale om »Kina-virussen«.

Men andre fortsatte: Samme dag havde Pompeo en samtale med sit kinesiske modstykke Yang Jiechi. Det var en mere konfrontatorisk snak. USA fortsatte heftige anklager om, at WHO er styret af kineserne. Der er kun en dagsorden, og den benyttes af begge parter.

Nu er billedet vendt om. Nu er det USA, som har den belastende globale coronaførertrøje på. Det gælder både antal smittede og antal døde. I Wuhan derimod er byens generelle karantæne ophævet. Man kan frit rejse ind og ud. Folk vender tilbage til deres arbejdspladser; produktionen og økonomien er på vej op. USA bløder.

DEN NYE KRIGSSKUEPLADS

Det kinesisk-amerikanske forhold har ikke mindst efter 2018 været stærkt belastet. USA anklager Kina for at føre en hensynsløs indflydelses og indblandingskampagne, ikke alene mod USA, men også mod resten af verden. Samtidig føres en handelskrig, hvor der i december 2019 blev indgået en våbenhvile. Endnu en kamplads er den teknologiske. Det drejer sig ikke mindst om Huawei og 5G-teknologien. Her er krigen benhård. Og nu den nyeste: coronakrigsskuepladsen. Hvordan udvikler det amerikansk- kinesiske forhold sig efter corona?

VISSE TING KAN FORUDSES

Corona reguleres nationalt. Den kinesisk-amerikanske rivalisering medfører en kamp om regulering.

Udførelsen af reguleringen er også meget forskellig og viser forskellen mellem et åbent demokratisk samfund og et lukket, totalt gennemreguleret samfund.

For at forstå og forudsige rivaliseringen må vi se på verdensordenen. Vi har en orden stærkt påvirket af Trump og en orden, som Kina prøver at rokke ved.

Denne orden er af modstandere blevet kaldt et illiberalt hegemoni. Er den nu også det? Trump har vendt op og ned på mange forhold. Men der er ændringer, som vi må acceptere: Trump er på en måde en sejr for demokratiet. Han er en forståelig reaktion på et elitestyret, liberalt USA, som i otte år var gennemsyret af en hyperelitær intelligentsia, der også lagde vægt på relativt yderliggående frihedsrettigheder, fx homoseksualitet i det amerikanske militær, som store dele af befolkningen ikke kunne følge.

Derfor var valget af Trump også et sundhedstegn for et amerikansk demokrati, som også viser sig stabilt nok til at være i stand til trods alt at fungere, og som også
– interessant nok – er stærkt nok til at fastholde USA som verdens eneste supermagt.

USA er ganske vist relativt svækket. Men trods Trump er USA fortsat enesupermagten. Kina rykker tættere på USA, men er ikke i færd med at overtage dets rolle.
USAs politiske, økonomiske, kulturelle, ressourcemæssige og militære kapabiliteter er stadigvæk second to none. USA er kapacitetsmæssigt globalt mere til stede
end nogen andre stater. Og uanset den nuværende administrations stærkt særprægede diplomatiske adfærd er USA på grund af sin internationale vægt disponeret til at påtage sig et globalt lederskab, som det i længden vanskeligt kan undgå.

Hvor meget USA end globalt trækker sig tilbage bag America First-strategien, vil USA, fordi det fylder så meget i det internationale system, blive skubbet i retning af også at varetage hele systemets interesser.

Det er ikke lige det, vi ser i øjeblikket i amerikansk politik. Internationalt samarbejde nedbrydes. Coronakrisen er endnu et eksempel. Corona ses kun som et nationalt anliggende. Trump-administrationen adskiller sig også fra andre administrationer ved at fremhæve, at den nationale sikkerhedsstrategi er forudsigelig, men den operative, taktiske fremgangsmåde er uforudsigelig. En sådan erklæring – at uforudsigelighed er en styrke – kan med troværdighed kun fremsættes
af en enesupermagt. For troværdigheden er der. USA foretager uforudsigelige tiltag, der afgørende påvirker verden. Så i den fortolkning er vi ikke i nærheden af den multipolare verden, skønt alle statsledere peger på en sådan udvikling.

Så hvad kan vi gøre? Håbe på, at når coronakrisen er overstået, vil en ny global bevidsthed om klima og pandemier videreudvikles? Håbe på, at det systemiske pres mod USA i form af øget lederskab tiltager, så der dukker en mere tænksom, diplomatisk præsident op? Kunne det være en Trump II i fåreklæder?

Man kan håbe på ændringer. Men næppe afgørende ændringer i forholdet mellem USA og dets udfordrer Kina. Her står den amerikanske nation – demokrater som republikanere – samlet. Det er også tilfældet i Kina: Her taler landet mere end de fleste andre steder i verden med én stemme; Xi Jinpings. Begge lande har skærpet kampen, som nu udkæmpes på mange arenaer. Der er kampen om Kinas klart stigende globale indflydelse, som ofte udarter til pression og USAs forsøg på at inddæmme den. Der er handelskrigen, iværksat af USA, som – med Trumps ord – har set sig økonomisk snydt, bestjålet og voldtaget af Kina. Der er det teknologiske kapløb, som føres med introduktionen af stadig nye innovationer og teknologiske gennembrud.

Der skiftes mellem våbenhvile og nye gensidige angreb. Om den vil fortsætte, og hvordan relationerne til de øvrige arenaer vil udvikle sig, er uvist.

To ting er givet: Først: Det ville være mærkværdigt, om Kina som en opstigende magt ikke ville udnytte og udfylde det internationale handlerum, som USA ved sin bilateralisme og sin antiglobalisme har efterladt. Det gør Kina ved at gøre sig gældende som international stakeholder og som skaber af strategiske partnerskaber med et utal af stater. Konkret demonstreret og udstillet ved Kinas ekstraordinære indsats i form af bilateral coronahjælp. Kina har udført en imponerende
international indsats, som – trods skepsis om formålet – har skabt respekt og beredt vejen for yderligere samarbejde.

For det andet: Kina er fortsat ikke klar til at overtage de centrale dele af USAs rolle som verdensleder. Der mangler ressourcer, kapabiliteter, erfaring, kompetence og stabilitet. Kina vil også efter coronakrisen klart være verdens nummer to, en position, som passer fortrinligt til et Kina, som fortsat betragter sig som et udviklingsland. Kina er et land, som endnu har en række faser at gennemleve, før man når sit mål: at være en stærk, velstående, harmonisk, socialistisk, demokratisk og smuk nation i 2049, hundredåret for Folkerepublikken. Helt afgørende er det, at Kina åbent anerkender, at der fortsat kun er én supermagt, USA. Kina er langt fra at kunne påtage sig en supermagtsrolle. USA er ikke abdiceret. Og der er ingen udsigt til en krig mellem Kina og USA.

Måske vil coronakrisen endda få de to lande til at indse, at der også kun er en verden, og at asymmetrien i deres relationer kunne være udgangspunktet for at finde samarbejdsområder.