Valgforsker: Politiken og Megafons minister-måling er helt gak

Af Martin Vinæs Larsen, valgforsker ved Institut for Statskundskab. Analyse bragt i Politiken den 1. oktober 2015

Efter et intenst valg og en kort sommerferie er meningsmålingerne tilbage. En af slagsen blev præsenteret af Megafon i sidste uge. Den inkluderer en ”ranking” af de nye danske ministres popularitet. Målingen var lavet for Politiken og TV2.

Som den målingsglade læser måske ved, viste den, at det er Inger Støjberg, som er regeringens mest populære minister, og Carl Holst der er den mindst populære. Selvom det sidste måske ikke er super overraskende, har undersøgelsen fået en del medieomtale. Det er måske ikke så mærkeligt. Det er nemlig en af de første målinger, der ser på, hvem der er profilerne, og hvem der er problembørnene i den nye regering.

Det er bare et problem. Målingen er dårligt lavet. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som at sige den er helt gak. Undersøgelsen forfordeler nemlig nogle typer af ministre, den formår ikke at fange nuancerne i befolkningens holdninger og sidst, men ikke mindst, så beder den danskerne om at svare på et spørgsmål, der er umuligt at svare fornuftigt på.

Målingen forfordeler bestemte ministre

For at måle ministrenes popularitet, bad Megafon deltagerne om enten at nævne de ministre de synes havde klaret sig bedst (maksimalt tre). De ministre der oftest blev nævnt af vælgerne, blev af undersøgelsen udnævnt til at være de mest populære ministre. Dette giver en klar fordel til ministre der polariserer.

Forestil dig to ministre der på tværs af den danske befolkning kan karakteriseres som nogenlunde lige populære. Den første minister har en stor gruppe fans, der synes ministeren er den bedste, men der er også en stor gruppe, der synes vedkommende er den dårligste minister. Den anden minister har ingen deciderede fans, men heller ikke en gruppe som ligger vedkommende for had. Ingen synes med andre ord, at ministeren er den bedste, men der er heller ikke nogen der mener ministeren er den værste.

I Megafons undersøgelse ville disse to ministre, med det samme gennemsnitlige niveau af faktisk popularitet, ende to vidt forskellige steder på Megafons popularitetsskala. Den polariserende minister vil blive nævnt som den bedste minister af sine fans, og følgeligt blive udnævnt til at være relativt populær. Den anden minister, som ingen hverken hader eller elsker, vil ikke få nogen tilkendegivelser, og dermed blive udnævnt til at være upopulær.

Denne skævvridning kan måske forklare, hvorfor Integrationsminister Inger Støjberg bliver målt til at være den mest populære. Hun har været en markant del af mediebilledet de sidste par uger med sine bastante udmeldinger i flygtningekrisen. Det gør det selvfølgeligt nemmere for vælgerne, at synes hun er den bedste, men det gør det nok også nemmere for vælgerne at synes hun er den værste. Det sidste kan Megafons måling ikke fange.

Popularitet er ikke enten eller

De fleste vil nok være enige i, at popularitet og kvalitet sjældent er enten eller. Nogle er lidt populære andre er meget populære. Nogle er lidt upopulære andre er meget upopulære. Sådanne nuancer ignoreres imidlertid i Megafon målingen. Her spørges blot til hvem der har klaret det bedst. Deltagerne får ikke lov at rangordne på nogen måder. Konsekvensen er, at hvis man synes Inger Støjberg og Søren Pind har klaret det bedst, så følger det af målingens logik at man synes Lars Løkke Rasmussen klarer det lige så godt som Carl Holst eller Eva Kjer Hansen. Det er nok ikke helt realistisk.

Konsekvenserne af dette er tydeligst, hvis man kigger i bunden af popularitetsmålingen. Godt nok ligger Carl Holst nummer sidst, men Troels Lund Poulsen ligger kun ét procentpoint over Holst. Jeg tror, danskerne mener, at Carl Holst har klaret det væsentligt dårligere end Troels Lund Poulsen. Det kunne være interessant, hvis det ikke var tilfældet, men Megafons måling giver simpelt hen ikke et reelt nok billede af ministrenes popularitet til, at man kan drage nogle meningsfyldte konklusioner om dette.

Et meningsløst spørgsmål

Endeligt spørger målingen til »hvilke af regeringens ministre, mener du, klarer sig bedst?«. Ministrene har været i gang i lidt over 10 uger. Mener Megafon virkelig at danskerne bør have en holdning til ministrenes kvaliteter endnu? Hvilke kriterier skulle de bedømme ministrene ud fra? Ministrene har knap nok fundet vejen til kantinen i deres respektive ministerier. De kan på ingen måde siges at have påvirket den politik, der føres indenfor deres ressortområde.

Ministermålinger kan være interessante og en god idé. De kan give signaler til regeringslederne om, hvorvidt kursen der føres på de enkelte områder er tilfredsstillende, og om de enkelte ministre agerer fornuftigt. Men det giver altså ikke mening at måle tilfredshed, før der er noget at være tilfreds med. Det svarer til, at ens gymnasielæreren retter ens blækregning, før man har afleveret den. Det giver ikke mening.

Til polihipsteren:

Erik Gahner Larsen har også kritiseret nogle elementer i formidlingen af målingen. Han har nogle rigtig gode pointer. Læs dem her

Jeg har også tidligere skrevet noget om ministermålinger sammen med Jens Olav Dahlgaard. Det kan læses her

For de der vil lære mere om, hvordan man måler lederes popularitet på en fornuftig måde, kan jeg anbefale forskningsprojektet executive approval, der indsamler data på statslederes popularitet, og forsker i hvad der påvirker vælgernes opfattelser af de politiske ledere.