Vi har set ned i afgrunden - det vil leve videre i os som en frygt og en længsel

Kronik af dekan ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet Mikkel Vedby Rasmussen i Berlingske den 25. juni 2020.

Er du begyndt at savne coronakrisen?

Efterhånden som frisørerne, restauranterne og kontorerne åbner, studenterne får lov til at køre i vogn og folk på Kalvebod Brygge drikker øl i solen, vender det normale liv tilbage. Der er igen vækkeure, som fortæller, at det er på tide at stå op og smøre madpakker, der er igen sure kunder med dårlig ånde og igen teenagere, som kaster deres mokai-brandert op i porten.
 
Får det dig slet ikke til at længes tilbage til marts og april, hvor gaderne var øde, andre mennesker på behagelig afstand i teams og skolen foregik foran computeren? Det er selvfølgelig ikke noget, som du siger højt; det er ikke noget, som du kan sige højt. Hvem kan sige til coronakrisens ofre – de døde, de syge, de arbejdsløse – at man savner krisen? Nej, længslen efter krisen er skyldig og skamfuld – men den er der ikke desto mindre alligevel.

Kort efter Første Verdenskrig købte den franske forfatter Jean Cocteau sin avis på gaden i Paris. Men avismanden forlangte det dobbelte af den normale pris for den udgave af Le Figaro, som han rakte Cocteau; og da Cocteau så forsiden, kunne han tilmed konstatere, at avisen var to år gammel. Mod Cocteaus protester svarede avismanden: Cher monsieur, det er jo netop derfor avisen er dyrere – der er stadig krig i den. Krise og krig giver livet en anden værdi. Ikke mindst fordi vi får et helle fra hverdagens bekymringer. Ikke alene ringer vores vækkeur ikke. De alarmklokker, som der i øvrigt ringer i samfundet, forstummer under larmen fra den store krise. Vil Berlingske fra 12. marts 2020 kunne sælges for det dobbelte om to år?

Samfund er defineret af de historier, som vi fortæller om os selv. Vi læser stadig Iliaden og tror, at vi forstår, hvad de gamle grækere drømte om og troede på.

Det siger derfor noget om det moderne, vestlige samfund, at vi er så optaget af dystopier, konkluderer den canadiske forfatter til TV-serien the Handmaid’s Tale, Margaret Atwood. I april forsikrede Atwood BBCs lyttere, at coronakrisen ikke var en dystopi. En dystopi er et skræmmebillede, som det amerikanske samfund overtaget af patriarkalske, sterile, kristne fundamentalister, som Atwood beskriver i the Handmaid’s Tale. Coronakrisen er på sin vis al for konkret til at være en dystopi, mener Atwood, selvom hun erkender, hvor skræmmende og ubehagelig den kan være.

Dystopia

John Stuart Mill introducerede dystopi i det britiske parlament i 1868. Utopia var et velkendt begreb, som en anden britisk filosof med en politisk karriere, nemlig Thomas Moore, havde introduceret i 1516. Utopia er en rejsebeskrivelse fra det perfekte samfund, selvom Moores pointe er, at det i virkeligheden er umuligt at rejse dertil, fordi Utopia ikke findes. Hvis Utopia er et sted, som er for godt til at kunne fungere i virkeligheden, så er Dystopia et sted, som er for dårligt til at kunne fungere i virkeligheden.
 
For Mill var denne ændring af forstavelse en måde at vise, at regeringens politik var dårlig udtænkt og derfor ugennemførlig. Men ugennemførlighed har ikke afholdt folk for at kæmpe for Utopia. Det 20. århundredes historie handlede i vidt omfang om, hvordan Utopia med vold og magt skulle tvinges igennem. Uanset om Utopia var det tyske folks tusindårsrige eller det kommunistiske paradis, syntes resultatet uvægerligt at være interneringslejre, sult, terror og krig. I dag har vi lagt troen på Utopia bag os. Det 21. århundrede er dystopiens århundrede. Vi drømmer ikke om det perfekte samfund, men om samfundets sammenbrud.

Der er ingen nationale test eller rationaliseringsrapporter fra Mckinsey at tage stilling til i det post-apokalyptiske samfund. Tværtimod giver samfundets sammenbrud dig mulighed for at præstere på parametre, som ikke værdsættes i konkurrencestaten.

I zombie-serien The Walking Dead bliver forstædernes stille eksistenser til post-apokalyptiske riddere. Selvom der næppe er nogen, som drømmer om at være offer for statssanktioneret voldtægt som Handmaiden i Gilead, så giver selv dette univers muligheden for at være frontkæmper i modstanden mod Trumps USA.

Atwoods historie tjener endnu en vigtig funktion for dystopier, nemlig at vise, hvad der er værd at forsvare i vores samfund. Dystopien er således et blik fra fremtiden tilbage på nutiden. Hvor science fiction normalt bruger rumskibe og lyssværd til at fremhæve de menneskelige eller samfundsmæssige relationer, som er det samme, uanset om de folder sig ud på Amager eller i en galakse langt, langt væk, giver dystopiske historier tendenser i tiden lov til at vokse i fiktionens petriskål og præsenterer os for det færdige resultat med et skævt smil og en opfordring til at sikre, at det aldrig sker.

Dystopien er således en advarsel. Advarslens politik taler på vegne af fremtiden på samme måde som dystopisk fiktion gør. Når skovbrande i Australien, smeltende gletschere i Grønland og en varm sommer i Europa bliver set som et udtryk for et kommende klimakollaps, er det, fordi de bliver betragtet som punkter på de grafer, som FNs klimapanel har trukket.
 
I den forstand er dystopia her allerede for klimaaktivisterne. Hvor utopister var parat til at ofre i dag for at realisere, hvad der skal ske i morgen, har dystopister indset, at i morgen aldrig kommer. Den deprimerende erkendelse kan udkomme på to måder.

Dommedagsprofeti

I lyset af at samfundet står for at gå under, kan man lige så godt begynde at forberede sig allerede nu. Doomsday Preppers hører til denne kategori. I den højreorienterede udgave består forberedelsen i at gemme konserves og rigeligt med håndvåben til den dag, samfundet bryder sammen.

I sin erindringsbog Oplyst beskriver Tara Westover at vokse op i en familie, der forberedte sig på dommedag. I 1999 troede hendes far, at the Millennium Bug ville få alle verdens computere til at gå ned, og dermed bringe civilisationen til fald. Westover beskriver farens skuffelse, da nytårsaften 1999 kommer og går uden dommedag.

Dommedag ville med et slag have forvandlet faren fra en skør fundamentalist på kanten af samfundet til en profet. I fraværet af dommedag spørger hans datter sig selv, hvad hendes far egentlig har gang i, mens faren selv hurtigt finder en ny dommedagsprofeti at se frem imod.

Venstreorientrede Preppers har knapt så mange våben i kælderen, men kan melde sig ud af samfundet i forventning om dets snarlige sammenbrud med lige så stor entusiasme som højreorienterede dystopister. Hvorfor forsøge at skabe mere lighed, hvis samfundet alligevel ville bukke under i raceuroligheder? Hvorfor vedtage klimalove, når kloden alligevel er dømt til udslettelse?
 
Alternativet er at fokusere på at skabe sine egne små samfund, der forbereder sig på at kunne overleve med økologisk landbrug og basisdemokrati, når kapitalismen bryder sammen. En ting er at forberede sig på dommedag, men, som Westovers far måtte sande, så er dommedags ankomsttidspunkt så upålideligt som et dansk regionaltog.

Hvorfor så ikke hjælpe Gud eller naturen lidt på vej og bidrage til at omstyrte samfundet? Fordi dystopiens udgangspunkt er, at samfundet er dødsdømt og dets værdier morbide, så kan der være kort vej fra forudsigelse til terrorisme hos dystoper.

Samfundet er snart åbent igen, men coronakrisen vil leve videre som dystopi. Med tragiske undtagelser, så slap vi lettere, end man kunne have frygtet, og håndterede krisen bedre, end doomsday prepperne forventede. Men vi har set ned i afgrunden; og at stå dér, på kanten, er både en skræmmende og en stimulerende oplevelse, der vil leve videre som en frygt såvel som en længsel.