14. marts 2019

Vi må tale om Tyskland

Kommentar af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 14. marts 2019.

Mikkel Vedby RasmussenVi må tale om Tyskland.

Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik er en sæbekassebil bygget op omkring en uhøvlet planke af globalisering og integration. Udenrigsminister Anders Samuelsen sidder på den planke med snoren, som styrer hjulene, i hænderne.

Som altid i en sæbekassebil er det at styre mest et spørgsmål om tro, fordi hjulene kører deres egne veje. Hjulene på den udenrigspolitiske sæbekassebil er Storbritannien og USA, men de er ved at falde af.

Brexit betyder, at Storbritanniens udenrigspolitiske horisont rækker til lobbyen i parlamentet, og uanset, om det er Elizabeth Warren eller Donald Trump, som sidder i Det Hvide Hus, har USA opgivet den internationale orden, som dansk sikkerhed og økonomi er dybt afhængig af.

Vi risikerer at sidde på jorden og sige motorlyde, mens udenrigspolitikkens hjul kører væk.

For en udenrigstjeneste opdraget til at tænke i hjul er det oplagt at se sig om efter noget nyt, der kan give Danmark momentum – og valget synes at være faldet på Tyskland.

Det er en klassisk løsning i dansk diplomati, som vi i historiens løb ikke har haft ubetinget gode erfaringer med. Vi bør derfor tænke os om på en måde, som vi – i vores ideologiske begejstring efter afslutningen på Den Kolde Krig – ikke gjorde, da vi lagde os tæt på USA og UK.

Hvis der er en ting, som vores tur i sæbekassebilen med de angelsaksiske stormagter har lært os, så er det, at når man først sidder i bilen, er der meget lidt at gøre, hvis ens store venner beslutter sig for at tage den forkerte afkørsel.

Mange vil se krigene i Irak og Afghanistan og bombningerne af Libyen som eksempler på netop det. Man kan endda ende med at have en Venezuela-politik, fordi Washington synes, at man skal have en.

Så inden vi monterer vores udenrigs- og sikkerhedspolitik oven på tyske BMW-hjul, skal vi tænke over, hvor vi vil køre hen.

Tyskland er dybest set en bilfabrik med sæde i FN. Det er i virkeligheden det, som appellerer mest til et Udenrigsministerium, der er blevet mere og mere fokuseret på at sikre Danmarks velstand.

Forbundsrepublikken fokuserede på at skabe en verden, der var god for eksporten, og i en verden, hvor globalisering er gået af mode, har en lille, åben økonomi som den danske brug for al hjælp til afsætning af sine varer.

Men dette merkantile fokus udspringer af en historisk erfaring, som er meget anderledes end den danske. Mens resten af Vesten var i en kold krig, gennemlevede Tyskland en kold borgerkrig, hvor unge mænd var udskrevet til værnepligtshære, der ventede på at tørne sammen ved den tysk-tyske grænse, og to samfundssystemer kappedes om at være fremtidens Tyskland.

Da Murens Fald afgjorde den kappestrid, konkluderede vi andre i vores sejrsrus, at Vesten altid ville sejre i kraft af sit overlegne samfundssystem, mens tyskerne lærte, at de kunne klare tingene selv. Det var dem, der rev muren ned og betalte den astronomiske regning for at smede de to Tysklande sammen.

Alle lande ser deres udenrigspolitik ud fra deres historiske erfaring, men det er særlig udtalt for Tyskland at verden ses gennem sorte, røde og gule briller (gæt selv, hvor nemt det er at se noget igennem den farvesammensætning).

Tyskland under Merkel er på sin egen måde lige så selvcentreret som USA under Trump. Det til trods for retorikken om 'multilateralisme', som kommer ud af Berlin. For det er bare en anden måde at sige på, at det skal køre i Bruxelles, som det gør i Berlin.

Tysk politik er ekstremt procesorienteret, og magt udøves i rammesætningen snarere end i konkrete beslutninger. Det er blandt andet derfor, UK og Tyskland har så svært ved at finde fodslag i Brexit-forhandlingerne, fordi britisk politik er lige modsat.

Trump insisterer på at behandle udenrigspolitik som indenrigspolitik, tweets og det hele, mens Merkel gør det samme. Begge parter synes overraskede over, hvor forskellig udenrigspolitik er fra deres egen hjemlige politiske miljø.

Hvis Danmark således ikke køber hele den tyske dagsorden, vil det være meget svært at basere en udenrigspolitik på Tyskland på samme måde, som vi har gjort med Storbritannien og USA.

Forholdet til Rusland, migrationspolitik og især øget integration i EU er områder, hvor en sæbekassebil med tyske hjul vil føre os steder hen, vi hidtil ikke har villet være.