22. maj 2018

Vi tackler stress helt forkert. Det handler ikke om bare at se noget Netflix og narre os selv

Debatindlæg af videnskabelig assistent Rasmus Lund-Nielsen (Institut for Psykologi) i Politiken den 22. maj 2018.

Rasmus Lund-NielsenSelvom netflix kan være en god kilde til afslapning, er det ikke der, vi skal gå hen, når vi mærker stressen.

I foråret viste en undersøgelse, at alarmerende 18 procent inden for de sidste 12 måneder har været sygemeldt grundet psykiske påvirkninger på arbejdspladsen. Det vidner om, at vi slet ikke får tacklet stressproblemet ordentligt. Fra min erfaring med rådgivning af virksomheder og borgere ramt af stress, ser jeg flere eksempler på, hvordan stressproblematikken gribes forkert an. Et af eksemplerne drejer sig om, hvad vi anbefaler folk at gøre, når de mærker stressen.

I en artikel på dr.dk anbefaledes det eksempelvis (bl.a. af en speciallæge i psykiatri) at gå på Netflix og se serier, når man er stresset, så hjernen ikke tænker på det, der stresser. Der blev udtalt:

”Og mens man ser en serie, har hjernen ikke kapacitet til at tænke over alt det, der stresser én (…).”

At se serier, når man oplever stress for at undgå at tænke på det, der stresser, er et problematisk råd, der er symptomatisk for den fejlagtige måde, vi tackler stress. En fejlagtig måde, der viser sig både blandt behandlere, ledere og den enkelte stressramte, som jo velmenende følger rådene.

Grunden til, at rådene er problematiske og sandsynligvis kan øge stress snarere end det modsatte, er, at vi har glemt, at stress ikke er en arbitrær tilstand, som det gælder om at narre hjernen ud af. Stress opstår, fordi der er noget i vores verden, vi opfatter som stressende. Typisk hidrørende fra opgaver, vi ikke har fået løst. Derfor er det bedste, man kan gøre, når der er noget, der stresser, ikke at se serier i et forsøg på at glemme det stressende, men derimod at få det stressende håndteret.

Stress opstår typisk af en ubalance mellem krav og ressourcer. Når vi bruger vores tid på at se serier, sker der intet med kravene, som altså er dem, der stresser.

En af årsagerne til den megen stress i dag er uden tvivl, at vi har meget mindre tid. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har beskrevet, hvordan vi i dag skal lave mere på kortere tid. Vi lever i et ’tempokrati’, hvor alting accelereres. Måske er kravene fra arbejdet ikke objektivt set blevet meget større, men til gengæld oplever vi, at have mindre tid til at få dem løst. Vi står således med en masse tabt tid, der er forsvundet ned i huller af instagram, facebook, snapchat, og ja, Netflix, og som gør kravene og forpligtelserne i vores liv sværere at leve op til. Selvom disse medier kan være gode kilder til afslapning, er det ikke dem, vi skal besøge, når vi mærker stressen. Da skal vi bruge tid på at få kilden til stressen håndteret.

Det er imidlertid sandt, at serier kan være gode kilder til afslapning, og at afslapning er vigtigt, når det kommer til at bekæmpe stress. Der skal blot være en bestemt timing i, hvornår man søger afslapningen. Hvis kravene er af en sådan grad, at de har aktiveret en stressrespons, så kan vi ikke bare narre organismen til at blive afstresset ved at se serier. Den ved godt, at kravene stadig er der, når serien er slut. Derfor er det langt bedre at sætte serien på pause og få gjort noget ved kravene. Når det så er gjort, kan vi se serier og få slappet af.

Men er den fejlagtige måde at tackle stress på bare et spørgsmål om, hvornår man bør se serier? Nej, problemet stikker dybere end et spørgsmål om serier, og er relateret til, hvad vi ser som det, der giver stress. Der er en udbredt tendens til at se det at arbejde som det stressskabende. Mange forstår derfor stress som noget, der opstår som resultat af, at man arbejder for meget. Derfor bliver rådene til at undgå stress i højere grad at foretage sig noget andet end arbejde, fx noget ”unyttigt”. Det er imidlertid ikke tiden vi bruger på arbejde, der stresser os. Det er kravene og bevidstheden om kravene, der stresser os. Tiden vi bruger på at arbejde er ofte det, der gør, at vi ikke går ned med stress, fordi tiden, vi arbejder, gør os i stand til at få løst kravene.

Stop med at fortælle dine pressede medarbejdere, at de skal gå hjem

Problemet viser sig også, når ledere beordrer pressede medarbejdere at tage hjem, hvis lederne synes, at de sidder til lidt for sent. Omtanken er god, men opgaven bliver jo ikke løst af, at man går hjem. Så når medarbejderen følger lederen og afbryder sit arbejde og går hjem, vil det uløste kunne stresse yderligere. Snarere end at beordre medarbejderen hjem, bør lederen lade medarbejderen løse sine opgaver færdig. Hvis det ikke er muligt indenfor rimelig arbejdstid, bør lederen, i stedet for at beordre medarbejderen hjem med en uløst opgave hængende over hovedet, tage opgaven fra medarbejderen, og give den til nogen, der ikke er så pressede, at de bliver nødt til at blive på arbejdet til sent. Hvis der ikke er en sådan, er det et tegn på underbemanding, og så bør man enten ansætte en ekstra ressource eller acceptere et opgavebortfald. Det er således opgaverne og ikke det ”at arbejde”, der stresser os.