Ville man kalde Mussolini for kontroversiel?

Debatindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 4. december 2016.

Da Cubas mangeårige diktator Fidel Castro forleden røg sin sidste cigar, blev der ikke sparet på lovord og charmerende anekdoter i danske medier.

Det til trods for, at Castro erstattede et korrupt autokrati med et totalitært diktatur. Hele 15.000 politiske modstandere er blevet henrettet. Titusinder er blevet fængslet. Hundredtusinder fordrevet eller flygtet – inklusive hans egen datter og søster. Pressefrihed og foreningsfrihed er ikke-eksisterende. Castro nationaliserede privat ejendom og bragte landets økonomi på randen af en permanent kollaps, hvor man i nu seks årtier er haltet stadigt længere efter resten af Latinamerikas velstand.

Der var enkelte kritiske ord ved Castros død, men de indskrænkede sig reelt til et par ledere i bl.a. Jyllands-Posten og dagbladet Børsen, ligesom Kristeligt Dagblad i en nuanceret nekrolog skrev, at Castro stod 'i spidsen for en undertrykkende stat, der holdt den caribiske ønations kulturliv, medier, kirke og politiske apparat i et jerngreb.' Læg dertil et læserbrev fra den uortodokse SFer, Leif Donbæk, der benyttede lejligheden til at kalde venstreorienterede åndsfællers forsvar for diktatorer som Castro for den 'første og største' af venstrefløjens 'syv dødssynder'.

Men derudover har de fleste omtaler rangeret fra så tæt på politisk nekrofili, det er muligt at komme i medieverdenen, til det næsten overdrevent afbalancerede. Til første kategori hørte meget af dækningen på TV2 News, tæt fulgt af de forudsigeligt apologetiske såsom det kommunistiske dagblad Arbejderen og Dansk-Cubansk Forening.

Politiken havde en lang artikel om, hvor ulykkelige og rystede, cubanerne er. DR talte om 'landesorg' i Havana, hvor 'hundredtusinder siger et sidste farvel'. Ritzau udsendte adskillige artikler, hvor menige cubanere pudsigt nok sagde, at det var 'et stort tab', og 'Fidel er alt for Cuba'. Jyllands-Posten gav plads til en cubaner, der kaldte Castro 'større end Gud'. Ingen problematiserede værdien af ukritiske interview i en totalitær etpartistat.

I en nekrolog noterede Ritzau i forbifarten kort, at Cuba mangler 'civile og politiske rettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed', og at der skete fængslinger af 'såkaldte »kontrarevolutionære«', men intet om henrettelser og fattigdom. Tværtimod fortalte man, at Castro 'ledte landet med en blanding af karisma og jernvilje. Han var dæmoniseret af USA og dets allierede, men beundret af mange venstreorienterede verden over… Drømmen om Castros socialistiske paradis romantiseres stadig af mange cubanere. … Efter magtovertagelsen iværksatte Castro en alfabetiseringskampagne og opbyggede et gratis sundhedssystem, gratis uddannelsessystem og en kulturpolitik, som cubanerne nyder godt af.'

Den overdrevne sol-og-vind-lige så man hos TV2 (Castro 'delte vandene'), DR ('elsket og hadet'), og Politiken ('Helt eller slyngel? Verden er delt…'). Jyllands-Posten noterede, at Castro var kontroversiel og upopulær blandt mange cubanere, men også et 'ikon' og 'en af verdens mest farverige' ledere, mens denne avis kaldte ham en 'idealistisk tyran'. Alt sammen sikkert sandt, men lad os forestille os, at det var den italienske diktator Benito Mussolini eller den chilenske juntaleder Augusto Pinochet: Ville nogen have kunnet finde på at omtale disse som ikke blot tyranner, men også farverige idealister? Ville man afbalanceret have konkluderet, at de 'delte vandene', var 'kontroversielle', og at folk ikke var enige om vurderingerne af dem? Næppe – og før man erkender den forskel i behandlingen af diktatorer, vil vi i praksis være med til at retfærdiggøre ufrihed og tyranni.