Forskere til Connie Hedegaard: Din vej til en grønnere fremtid er udemokratisk og farlig

Debatindlæg i Altinget af professor Lars Tønder (Institut for Statskundskab), ph.d.-studerende Ingrid Helene Brandt Jensen (Institut for Statskundskab), postdoc Mads Ejsing (Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier) og lektor  Irina Papazu (ITU) i Altinget den 29. januar 2024. 

Connie Hedegaard skriver i Altinget 17. januar, at der er brug for et mere effektivt demokrati, som begrænser borgernes muligheder for at blive hørt og klage i beslutningsprocesser om opsætning af vindmøller og andre former for vedvarende energi.

Hendes argument er, at klimakrisens alvor stiller krav til en hurtigere behandlingstid hos kommuner og andre offentlige myndigheder, og at det derfor er nødvendigt at indskrænke mulighederne for protest.

Vi har gennem de seneste tre år fulgt de mange nye forsøg på at inddrage borgerne og civilsamfundet i den grønne omstilling. Det gælder både det nationale klimaborgerting, kommunale borgersamlinger og andre, mindre institutionaliserede former for deltagelse og inddragelse.

Vores forskning viser entydigt, at svaret på de problemer, som Connie Hedegaard fremhæver, ikke er at effektivisere og begrænse demokratiet. Faktisk forholder det sig lige modsat.

Vores resultater viser, at borgerne er villige til at bidrage konstruktivt. At pege fingeren mod dem og påstå, at de forsinker arbejdet, bidrager ikke til den omstillingsproces, vi burde være i gang med.

Indragelse tager tid og koster penge

Tag for eksempel ny vedvarende energi. Den “hurtige” løsning, som Hedegaard gør sig til fortaler for, ville være at trumfe de mange projekter igennem, som i øjeblikket strander i kommunerne på grund af lokal modstand.

Demokratisk inddragelse tager både tid og koster penge. Men alternativet er, at modstanden vokser sig så stor, at omstillingen slet ikke kommer til at ske.

Fra andre kontekster, som for eksempel de gule veste i Frankrig, ved vi dog, at det er en kortsigtet og farlig løsning. Særligt fordi borgerne ikke bliver hørt og ikke får mulighed for at tage ejerskab til løsningerne.

Og ja, demokratisk inddragelse tager både tid og koster penge. Men alternativet er, at modstanden vokser sig så stor, at omstillingen slet ikke kommer til at ske.

Et andet eksempel er store anlægsprojekter som for eksempel Lynetteholm og udvidelsen af Aarhus Havn.

Mens man i Aarhus tilbød en meget begrænset model for borgerinddragelse, valgte By & Havn efter pres fra offentligheden at nedsætte en omfattende borgersamling, som efter næsten ét års arbejde i oktober sidste år udgav sine anbefalinger til Lynetteholm-projektet.

Anbefalingerne har været med til at give et større ejerskab til processen og har afdækket en mere nuanceret forståelse af projektets muligheder og begrænsninger. Begge dele er fortsat fraværende i Aarhus Havn-projektet.

Mere demokrati

Faktisk peger forskningen ikke bare på, at demokratisk inddragelse mindsker modstanden mod nye projekter.

Meget af modstanden mod for eksempel nye vindprojekter skyldes ikke faktorer i selve projektet (for eksempel lydgener eller forringet udsigt - hvad der ofte refereres til som “Not In My Backyard”-argumenter).

Modstanden skyldes derimod mangel på demokratisk inddragelse og medejerskab i projektets tidlige faser. 

Klimakampen kræver et stærkere demokrati, ikke indskrænkelse af mulighederne for borgerinddragelse.

Et forhold som det nationale klimaborgerting gjorde opmærksom på i deres anbefaling til Folketinget og Regeringen om medejerskab til vedvarende energi.

Projekterne skal forankres i lokalmiljøet og skabe værdi for befolkningen i området.

Disse og mange andre eksempler viser, at klimakampen kræver et stærkere demokrati og ikke - som Connie Hedegaard argumenterer - effektivisering og indskrænkelse af mulighederne for borgerinddragelse.

Investeringer i demokratiet

Når borgerne modsætter sig konkrete initiativer, er det ikke fordi de afviser den grønne omstilling. Borgerne protesterer, fordi de føler sig overset.

Men hvis de bliver inddraget tidligt og med åbenhed om processens begrænsninger, gevinster og risici, bliver de medspillere, som forstår betydningen af kompromiser og behovet for at tilsidesætte visse behov for at opfylde kravene til en bæredygtig fremtid.

Politikerne skal turde investere i demokratiske processer, som kan skabe opbakning til den grønne omstilling.

Vi er helt enige med Connie Hedegaard i, at den grønne omstilling kræver modige og visionære politikere, som tør gå forrest.

Det nationale klimaborgertings første og måske vigtigste anbefaling til politikerne var da også, at de må udvise handlekraft.

Men løsningen er ikke at trumfe upopulære beslutninger hurtigere igennem.

Derimod skal politikerne turde investere i demokratiske processer, som kan skabe opbakning til den grønne omstilling og samtidig sikre Danmarks overlevelse som demokrati.

Kampen for den grønne omstilling går hånd i hånd med ambitionen om et stærkere demokrati.

Emner