Ukraine hub - grafik

Hvordan påvirker krigen i Ukraine vores samfund?

Forskere fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet belyser her krigen i Ukraine med afsæt i deres forskning.
Og så giver de dig deres bud på kommentarer, analyser og videnskabelige artikler, der kan gøre dig klogere på de mange spørgsmål, konflikten rejser.

 

Af adjunkt Mette Foged, Økonomisk Institut

Når de mange tusind ukrainere, der kommer til Danmark, har fået tag over hovedet, bør danskundervisningen kalde. I hvert fald hvis ukrainerne ender med at blive i Danmark. Forskningen peger på, at flygtninge, der taler majoritetssproget bedre, integreres bedre i samfundet. Samfundsøkonomisk kan tidlig sprogundervisning formentlig tjene sig selv ind på få år.

De fleste flygtninge ankommer til deres værtslande uden forudgående kendskab til hovedsproget i landet. For de op imod 100.000 ukrainske flygtninge, som de danske myndigheder forbereder sig på at modtage, bliver sproget vigtig for integration – socialt og økonomisk.

Sprog åbner døre

Vejret, kulturen, maden, sproget. Det er en ukendt verden, der møder den nyankomne flygtning. Men et af disse elementer – sproget – har stor betydning for at blive fortrolig med de andre fremmede elementer i et samfund. Flygtninge, der bliver bedre til sproget, bliver nemlig bedre integreret i lokalsamfundet.

Herhjemme er flygtninge, der tilegner sig et mere flydende dansk, mindre tilbøjelige til at forlade det sted i Danmark, hvor de oprindeligt blev boligplaceret, og mindre tilbøjelige til at flytte til de største byer i Danmark, hvor der allerede er mange med indvandrerbaggrund.

Forskning viser desuden, at når først flygtningene har opnået et sprogniveau, der hjælper dem med at integrere sig i lokalsamfundet, er de også mere tilbøjelige til at styrke andre færdigheder ved at tage en uddannelse. Sprogtræning øger desuden flygtninges deltagelse i arbejdsstyrken og fører over tid til højere beskæftigelse og indkomst.

Læs hele artiklen her

 

 

Af professor Peter Thisted Dinesen, Institut for Statskundskab

Efter Ruslands invasion er mere end 3,5 millioner mennesker indtil videre flygtet fra Ukraine. Primært til de omkringliggende lande, men også Danmark og andre vesteuropæiske lande forventes at modtage et større antal flygtninge. Det rejser spørgsmålet om, hvordan befolkningen i modtagerlandene reagerer på modtagelsen af ukrainske flygtninge.

Indtil videre er der tilsyneladende stor opbakning til at modtage ukrainske flygtninge i Danmark.

Et prominent studie, der undersøgte støtten til forskellige typer af flygtninge i Danmark og andre vesteuropæiske lande i kølvandet på flygtningekrisen i 2015, peger bl.a. på tre forhold, der er centrale for at forstå villigheden til at modtage flygtninge:

  • Opfattelsen af flygtninge som værdigt trængende i forhold til trusler i deres hjemland. Der er næppe tvivl om, at flygtninge fra Ukraine pt. opfattes som værdige flygtninge i Danmark.
  • Flygtningenes religion. Undersøgelsen viser, at kristne flygtninge, som flertallet af ukrainere, foretrækkes, mens åbenheden over for flygtninge med muslimsk baggrund er markant mindre.
  • Flygtningenes erhvervsevne. Her er det værd at bemærke, at de eksisterende ukrainere i Danmark har en høj beskæftigelsesfrekvens.

Samlet taler meget for, at ukrainske flygtninge vil blive velvilligt modtaget i Danmark, hvilket også flugter med den bredt vedtagne særlov, som giver ukrainere ret til midlertidigt ophold i Danmark. Spørgsmålet er, hvordan støtten udvikler sig på længere sigt. Hvis det bliver svært at integrere nogle af flygtningene på arbejdsmarkedet, eller hvis flygtningene bosætter sig koncentreret i bestemte områder, kan det føre til øget modvilje.

 

 

Er den russiske krig i Ukraine et resultat af Vestens fejlslagne afskrækkelse?

Af seniorforsker Maria Mälksoo, Center for Militære Studier

I psykologien er afskrækkelse et imaginært spil, beregnet til at fungere som en selvopfyldende profeti: Troværdigheden af en trussel eller af den fælles forpligtelse blandt allierede er altbestemmende for, hvor succesfuld afskrækkelsen er rent politisk. Alt imens den vestlige afskrækkelse af Ruslands militære angreb ikke virkede i umiddelbar forstand, har afskrækkelsen ikke desto mindre haft politisk indflydelse, i form af en symbolsk tryghed for Ukraine og NATOs allierede på den østlige flanke. Selvom det kollektive forsøg på at overbevise Rusland om ikke at invadere Ukraine mislykkedes, har det vestlige samfund samlet sig rent politisk gennem rituelle handlinger. Den russiske invasion blev prompte mødt med vestlige sanktioner, samt et hidtil uset politisk sammenhold i et ellers typisk undvigende EU. Sanktionerne og sammenholdet blev hos NATO fulgt op af en forstærket, bekostelig, tilstedeværelse i alliancens østlige lande. Som svar på Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 sender NATO nu flere skibe, fly og tropper til alliancens østlige og sydøstlige flanke i Europa, hvilket kan ses som et eksempel på den øgede brug af afskrækkelse indenfor NATO. Debatten om, hvorvidt man skal gøre tilstedeværelsen af NATO-tropper i de baltiske lande permanent, er blevet aktuel på ny. Det er endnu for tidligt at sige, hvem der kommer ud som sejrherre i det langsigtede afskrækkelsesspil.

Læs mere om Marias forskning i afskrækkelse her

 

 

Af ph.d.-stipendiat Jakob Dreyer, Institut for Statskundskab

Selvom det militære udfald af Ruslands aggressive invasion af Ukraine stadig er uafklaret, har krigen katalyseret udviklingen af EUs sikkerhedspolitik. Fra Kul- og Stålunionen til udviklingen af det indre marked er EU bygget på en idé om, at gensidig økonomisk afhængighed udgør kernen i det europæiske fredsprojekt.

Det er historisk, at flere lande vil øge deres forsvarsbudget til over 2 procent af BNP, og at EU finansierer våben i en konflikt, men handlingerne er muliggjort af årtiers forsvars- og sikkerhedspolitisk udvikling. Jordskredet i Bruxelles er, at den økonomisk-rationelle logik på tværs af politikområder, er udfordret af et sikkerhedspolitisk modus operandi. Tro mod EU’s økonomiske rationale importeres 60 procent af EU’s energi, og af EU-importen kom over 40 procent af gassen, 25 procent af olien og næsten halvdelen af kullet fra Rusland. Tysk økonomi fører an i en undtagelse af energi fra EU's sanktioner.

Energidilemmaet viser skillevejen mellem økonomisk tænkning og den krigsøkonomiske undtagelse. Det store spørgsmål er nu, om den  bureaukratiske maskine vender tilbage eller om sikkerhedslogikken vil dominere. De politiske aftaler, der nu smedes i skyggen af ukrainernes overlevelseskamp, vil forme Europa i generationer.

Læs mere i artiklen her på Altinget, der er skrevet sammen med Christine Nissen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

 

 

Af professor Kevin Jon Heller, Center for Militære Studier

Hvis retsforfølgelse af Rusland nogensinde bliver mulig, skal den finde sted i Ukraine, hvor den russiske aggression har fundet sted, med støtte fra det internationale samfund.

Mere end 140 stater har beskrevet Ruslands uprovokerede invasion af Ukraine som en aggressionshandling. Et stærkt argument kan også føres for at russiske ledere, der har været med til at planlægge og gennemføre invasionen, har begået en kriminel handling, da aggression som en kriminel handling har eksisteret i international ret siden nazisternes dom i Nürnberg.

Men en ting er, at de russiske ledere gør sig skyldige i aggression. En anden er at retsforfølge dem. Selv om Den Internationale Straffedomstol (ICC) har indledt en formel undersøgelse af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Ukraine, kan domstolen ikke retsforfølge russiske ledere for aggression, fordi forbrydelsen ikke omfatter statsborgere i lande, der, ligesom Rusland, ikke har tiltrådt domstolen. I lyset af den manglende mulighed for en ICC-retsforfølgelse har 40 politisk og juridisk ledende skikkelser, herunder den tidligere britiske premierminister Gordon Brown, opfordret til at oprette en særdomstol i Nürnberg-stil til afstraffelse af aggressioner mod Ukraine. De mener, at en sådan særdomstol er nødvendigt for at supplere ICC's undersøgelse. Jeg er uenig. Som jeg forklarer i et langt indlæg på min blog Opinio juris, er en særdomstol en dårlig idé af flere årsager:

  • Det vil næppe være sandsynligt, at man får fat på de mistænkte og de beviser, en succesfuld retsforfølgelse kræver.
  • En særdomstol er ikke nødvendig for at bekræfte, at aggressionen er strafbar.
  • Rent juridisk ville det ikke være muligt for en særdomstol at ignorere den personlige immunitet for russiske ledere som Putin og hans udenrigsminister, Sergey Lavrov.

Hvis retsforfølgelse af Rusland nogensinde bliver mulig, skal den finde sted i Ukraine, hvor den russiske aggression har fundet sted, med støtte fra det internationale samfund.

 

 

Af professor Lene Hansen, Institut for Statskundskab 

Billeder af krigens konsekvenser skaber stærke følelser. Og stærke følelser skaber krav om politisk handling.

Krigen i Ukraine når os igennem billeder. Dramatiske billeder af helikoptere som skydes ned, af raserede boligblokke, af døde voksne og børn og af folk, der flygter. Det er billeder, som viser krigens grufulde omkostninger, men også viljen til at kæmpe.

Følelser står centralt på mange billeder. Kvinder og børn vinker grædende farvel til fædre, ægtefæller og sønner, som står tilbage, mens toget går vestpå. Sorgen og vreden står tydeligt i ansigterne på de overlevende fra de omfattende bombardementer.

Følelserne på billederne vækker følelser hos os, der betragter dem på sikker afstand i Danmark. Journalister og politikere bemærker igen og igen, at ukrainerne ligner os. Vi ser billeder af flygtninge i parcelhuse i den danske provins. Børn, især, står centralt i mange billeder af flugt. Kommer der flere forfærdelige billeder de kommende uger, og bliver presset for politisk handling fra os i Vesten og i Danmark endnu stærkere?

Læs mere om billeders sikkerhedspolitiske betydning, og hvordan især billeder af børn på flugt kan mobilisere en ’følelsernes politik’:

 

Af professor Anders Wivel, Institut for Statskundskab

Som konsekvens af krigen i Ukraine går udviklingen i dansk forsvarspolitik ekstra hurtigt. Vi kommer til at opruste – men vi kommer aldrig til at kunne undvære USA som en engageret allieret i Europa.

Ruslands invasion af Ukraine betyder, at Danmark fremadrettet kommer til at bruge flere penge på Forsvaret. Vi bør dog tænke os godt om og afsøge muligheder for samarbejde med bl.a. Norge og Tyskland, når investeringerne foretages. 

I første omgang er de vigtigste opgaver at opbygge ammunitionslagre og sikre basismateriel, ligesom overvågningskapaciteten bør forøges. På længere sigt bør vi bidrage til, at NATO kan forhandle med Rusland ud fra en styrkeposition. 

Vi kommer til at opruste, men vi skal gøre det klogt. Over for Rusland vil dansk oprustning i sig selv ikke hjælpe meget, for vi kan ikke forsvare os alene. Vores investeringer i Forsvaret skal snarere sigte mod at fastholde USA som en engageret allieret i Europa – for USA kigger mere mod Stillehavsområdet end mod Europa i disse år.

Vores Nato-bidrag er en forsikring, og krigen i Ukraine har hævet forsikringspræmien, som vi er nødt til at betale nu.

Læs dette interview om samme emne i Politikens debatsektion (fra 12. marts).

Se også Anders Wivels analyse af de lange linjer i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i:

Anders Wivel (2020). In War and Peace: Security and Defence Policy in a Small State. I P. M. Christiansen, J. Elklit, & P. Nedergaard (red.) The Oxford Handbook of Danish Politics (pp. 453-469). Oxford University Press.

 

Christian Bueger, professor i internationale relationer, Københavns Universitet

Tobias Liebetrau, Postdoc, Sciences Po Paris

 Hver gang en europæisk internetbruger logger ind på en Gmail-konto eller "synes godt om" et Facebook-opslag, flyttes data via et globalt netværk af undersøiske kabler. Skulle disse kabler blive beskadiget, kan det blive meget dyrt for vestlige økonomier og lamme en væsentlig del af kommunikationen i Europa og Nordamerika.

I årevis har der været mistanke om, at Rusland overvejer en sådan sabotage. I de senere år er russisk personel blevet set lave flådeforskning i kystområder i Irland og Norge, hvor adskillige kabler forbinder Europa med USA.

Det eneste, der skal til for bevidst at beskadige et kabel, er et handelsskib eller en fiskerbåd, der kaster anker på et kabel ikke langt fra kysten, hvor kablerne ligger på et forholdsvis lavt havniveau. Alternativt kunne dykkere eller ubåde placere sprængstoffer, som derefter kunne detoneres på afstand.

At ødelægge et af disse datakabler vil have meget begrænset effekt på global internetkommunikation. Det er dog muligt, at Rusland kunne iværksætte et mindre angreb, blot for at bevise sin magt og formåen. Landet kunne gå efter et eller to kabler som en symbolsk handling.

Et russisk angreb, der beskadiger flere kabler, vil af Vesten højst sandsynligt blive betragtet som en krigshandling. Et sådant angreb ville hovedsageligt påvirke civilbefolkningen – for mens der ikke er noget alternativ til undersøiske kabler til daglig internetbrug, kan dele af militær- og regering-til-regering-kommunikation stadig håndteres af satellitnetværk.

Læs mere om scenariet i denne artikel, udgivet af France 24:

https://www.france24.com/en/europe/20220323-threat-looms-of-russian-attack-on-undersea-cables-to-shut-down-west-s-internet

 

Af adjunkt Kristoffer Albris, Copenhagen Center for Social Data Science og Institut for Antropologi

I kriser er kontrol over befolkningens data en topprioritet for stater. Både informationsstrømme og den underliggende infrastruktur. Derfor er det interessant at følge tech-giganternes svar på Ruslands invasion af Ukraine og Ruslands reaktion på deres handlinger.

I krige, i katastrofer, og som vi ved, i pandemier, er der megen usikkerhed, begivenheder udfolder sig med lynets hast, og spredningen af disinformation får sandheden til at vakle. Derfor er kontrollen over befolkningens data i kriser en topprioritet for stater - en "raison d'etats" - som jeg og en kollega fra Vrije University Amsterdam har påpeget i en forskningsartikel i tidsskriftet Politics & Governance.

Men stater har også en dybere interesse i at kontrollere ikke bare data og information, men også de elektroniske (hardware) og digitale (software) infrastrukturer som ligger til grund for skabelsen af data. Derfor er det også desto mere interessant at følge, hvad der lige nu sker politisk omkring de store tech-giganters svar på Ruslands invasion af Ukraine, samt Ruslands svar herpå. Og det er ikke småting: Youtube har annonceret en global blokade af statslige russiske kanaler og videoer, Facebook har blokeret for russiske statsmediers annonceaktiviteter og Twitter har reduceret synligheden af medier styret eller indirekte kontrolleret af den russiske stat.

Som svar på tech-giganternes retræte fra Rusland eller ændrede regler, har Putin og hans statsapparat i stedet udrullet såkaldte kopier af platformene, der ligner dem til forveksling. Eksempelvis Rossgram, en spejling af Instagram, som den russiske stat lukkede, efter at Meta (der også er bag Facebook) annoncerede ændringer i deres regler for opslag i Ukraine. Som kommentatorer påpeger, er formålet med at lave en kopi af de velkendte platforme ikke kun at give de russiske borgere et alternativ mens "the real deal" er lukket ned. De ny kopiplatforme indgår efter al sandsynlighed også i en opskalering af overvågningen af borgernes handlinger fra den russiske stats side, for at slå ned på kritiske stemmer og protester. Ved at lancere en platform, der har de samme interaktive muligheder som det rigtige Instagram, kan den russiske stat kontrollere selve programmeringen af den digitale infrastruktur, og derved gøre platformene til omfattende overvågningsapparater af landets borgere.

At udelukke russerne fra internettets forskellige platforme har derfor en potentiel negativ slagside, al den stund at Vesten har en interesse i at de almindelige russiske borgere har adgang til fri information, både under krigen, og i den fremtid, der ligger på den anden side af krigen.

Tech-giganterne - og sociale medieplatforme mere generelt - er altså blevet en del af den geopolitiske kamplads, ikke blot i forhold til spredning af disinformation og cyberangreb, men i høj grad også i forhold til, hvem der bestemmer, hvor platformene skal operere henne, hvem og hvad de skal blokere, samt hvad de kan og skal bruges til som en del af en politisk strategi.

 

 

 

 

 

Af Postdoc, Anine Hagemann, Institut for Statskundskab

Ruslands invasion af Ukraine varslede et øget fokus på geopolitik i internationale forhold, hvor stormagtsbalancering og sikkerhed er øverst på dagsordenen. Hvilke slags sikkerhedspolitisk viden og ekspertise har Danmark brug for i en geopolitisk brydningstid? Artiklen argumenterer for, at der er behov for at revurdere økosystemet for sikkerhedspolitisk ekspertise og særligt for at investere i sprog og kulturforskning og freds- og konfliktforskning. Der er desuden brug for tværfaglig og praksisorienteret ekspertise.

Regeringen og et bredt flertal i folketinget mener, at invasionen af Ukraine kræver hastig gentænkning af dansk sikkerhedspolitik. Verden har ændret sig; en ny grundlæggende trussel mod europæisk sikkerhed italesættes.

Men hvilken rolle skal Danmark spille i verden? Kriser og store begivenheder i international politik er vigtige for dannelsen af landet udenrigspolitiske identitet. De kommende år vil formodentligt lægge retningen for internationale forhold og balancer årtier frem.

Der er i den geopolitiske tidsalder et behov for, at Danmark ruster sig med bred og dyb sikkerhedspolitisk ekspertise. Danmark er en lille åben økonomi, der lever af at samarbejde og handle med andre lande og er afhængig af fælles regler og normer, forhandlet og aktualiseret i multilaterale fora som EU, FN og NATO. Det er via. vores relationer til omverdenen, at vi har vores levebrød og vores eksistensberettigelse internationalt. Konkret bør man investere i ekspertise, der adresserer de store spørgsmål, der følger med geopolitikkens genkomst, og der peges bl.a. på disse tre forhold:

  • En genopbygning af historisk, regional viden og sprogforskning
  • At freds- og konfliktforskning, som er stort set ikke-eksisterende i Danmark, revitaliseres, inklusive viden og fredsopbygning, postkonflikt genopbygning og nedrustning
  • Der er behov for mere tværfaglig og praksisinddragende videns produktion inden for sikkerhedspolitik, inklusive i krydsfelterne mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik; handels- og sikkerhedspolitik og ikke mindst klima- og sikkerhedspolitik.

Det bliver en kort betænkningstid for Danmark. Særligt 2025 bliver året, hvor Danmark skal vise verden sine visioner igennem handling. Det er året, hvor Danmark, om alt går vel, træder ind i FN’s Sikkerhedsråd som ikke-permanent medlem for en toårig periode, hvor Danmark har formandskabet for EU i anden halvdel af året, og hvor Danmark desuden har formandskabet for Nordisk Råd. Med de mange tektoniske forskydninger i international politik vil der formodentligt være et vindue for fornyelse i alle tre regler, hvor Danmark mere klart end i de seneste år er nødt til at politikudvikle på det udenrigspolitiske område. I bedste fald på baggrund af et fornyet og forstærket økosystem af sikkerhedspolitisk ekspertise.

Læs hele artiklen her

 

Nyheder og events

 

På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har en række russiske medarbejdere og studerende deres daglige gang. Det skal de have i vished om, at vi ikke stiller dem til ansvar for præsident Putins handlinger. Vi står for det modsatte: åbenhed, nysgerrighed, faglighed.

Universitetet har altid været og skal fortsat være et frirum for at udveksle værdier og viden. Her anerkender vi det gode argument og den grundige analyse. Vi bedømmer ikke folk – hverken vores medarbejdere, vores studerende eller gæster – på hvem de er og hvor deres pas er udstedt; vi bedømmer dem på, hvor gode deres argumenter er.

Det er også de værdier, som driver vores samarbejde med vores kolleger i den globale udveksling af viden. Ingen af de værdier stemmer overens med autokrati og aggression. Danske universiteter har derfor indstillet samarbejdet med Rusland og Belarus. Jeg håber, at vi hurtigt kan komme i dialog med russiske akademikere, som ikke støtter Putins erobringskrig.

Jeg er dybt berørt over de lidelser, som bliver påført det ukrainske folk som følge af den russiske invasion. Resultatet af Ruslands aggression er en større usikkerhed i Europa, men måske også en større bevidsthed om, hvad fred og frihed koster.