Jens Wenzel Kristoffersen: Vejen til Ukraines sejr går gennem Krim – og opgivelse af territorium

Opinion af analytiker Jens Wenzel Kristoffersen (Institut for Statskundskab) i Ræson den 5. februar 2024. 

Vi bevæger os nu ind i tredje år af krigen mellem Rusland og Ukraine. Mere end 7600 missiler er affyret mod Ukraine med store menneskelige tab til følge. Rusland står til at have mistet mere end 375.000 soldater i krigen med lige så store menneskelige tragedier til følge. Og stadig står Ukraine og Rusland overfor hinanden som sort-hvide skakbrikker på et skakbræt, hvor det næste træk virker uforudsigeligt.

Den ukrainske offensiv, hvor russerne blev skubbet tilbage, som mange havde håbet på i Vesten, er endt i et nærmest Første Verdenskrigs-lignende scenarie, hvor vinterens kulde og mudder gør nogen form for fremrykning umulig på begge sider af frontlinjen.

Strategien fra begge sider består nu i at holde stand i en udmatningskrig, hvor russerne synes at have overtaget, og det fra ukrainsk side gælder om at holde krudtet tørt og fortsat sikre vestlig bistand.

Europa og USA står ligeledes handlingslammet i mangel på politisk enighed om, hvad det næste træk skal være – eller om den næste kongresbevilling bliver godkendt. Alt imens regner de russiske missiler ned over de ukrainske byer med sporadiske ukrainske gengældelsesangreb til følge.

Med dette lidt dystre bagtæppe tegner der sig tre strategiske muligheder for Ukraine i den fortsatte eksistens og frihedskamp.

Indgå fred og stop krigen

Den første og for mange nok meste besnærende løsning ville være at anmode Rusland om fredsforhandlinger, indgå en fredsløsning og afstå de besatte områder – acceptere at disse nu var russiske og lade grænserne forblive, hvor de nu engang er. Samtidig med at dette vil være tiltrækkende for nogle i et fredsmæssigt perspektiv, er denne løsning nok den strategisk dårligste løsning af mange årsager.

Dette ville nemlig betyde, at Rusland har vundet og signalere til omverdenen, at rå brutal magt, hvor alle internationale konventioner overtrædes, faktisk betaler sig. Samtidig ville dette åbne op for et større strategisk problem, nemlig en endnu større krig på det europæiske kontinent.

Rusland ville ikke alene have tilegnet sig et stort landområde, kontrol med Azovhavet og større adgang til Sortehavet, der bl.a. giver adgang til store olie- og gasfelter. En “fredsaftale” med et Ukraine pacificeret til lands, til vands og i luften ville over tid betyde, at Rusland ville udgøre en større trussel. For når “bjørnen” igen har opbygget den fornødne kampkraft, vil det blot føre til, at resten af Ukraine sandsynligvis bliver indtaget.

Militært set vil denne løsning også være den dårligste, fordi Ukraine fortsat vil have et stort behov for at konsolidere grænserne mod et Rusland, der står på spring for at prøve igen. For at forhindre dette vil det kræve fortsat ubrudt vestlig støtte og et logistisk ”inflow” til Ukraine, som skal kunne modstå den russiske krigsindustri og produktionskapacitet, som synes at være kommet op i gear og dette i langt højere grad end i Vesten.

Samtidig er de russiske forskansninger over hele frontlinjen nu udbygget i en sådan grad, at det effektivt forhindrer yderligere ukrainsk fremrykning.

Så dette strategiske valg er ikke en løsning for hverken Ukraine, USA eller Europa. 

Hvis Ukraine ikke tilkæmper sig luftherredømmet over de besatte områder, samtidig med at de forhindrer russerne i at anvende deres flyvevåben og luftforsvarssystemer, vil en forårs- eller sommeroffensiv fortsat være vanskelig at gennemføre.

Hold stand

Den anden mulighed for Ukraine er fortsat at holde stand. Denne løsning er nok den, der for nuværende har størst opbakning i den ukrainske befolkning og ledelse.

Altså: Ukraine står fast og forsvarer den nuværende frontlinje med sporadiske og nøje planlagte angreb ind i Rusland. Formålet er at forsøge at bringe kampen over på russisk territorium for at svække russernes tilslutning til krigen og ramme Rusland på nogle af de militære installationer, hvor det svækker fjenden allermest.

Samtidig skal Kyiv fortsat forsøge at sikre, at de russiske angreb ikke får afgørende betydning for den indenrigspolitiske stemning i Ukraine. Der skal være tilstrækkelig reparationskapacitet, som kan genskabe basale samfundsbehov.

Herudover er det afgørende, at soldaterne på slagmarken roteres i et omfang, der imødegår nedslidning, med tid til at få hvilet ud mellem kampene, samt vedligeholder og styrker soldaternes kampmoral. At være i stand til at forfølge dette spor kræver også, at Ukraine fortsat har alle militære kapaciteter til rådighed, og at Zelenskyj derfor må opretholde et intensiveret ”pendlerdiplomati”.

En ny offensiv?

Rent militært er denne strategi derfor den vanskeligste at forfølge. Det skyldes ikke mindst, at jo længere tid der går – som vi så i perioden fra efteråret 2022 til nu – des mere tid får russerne til at konsolidere de etablerede forsvarslinjer. Det gør dem endnu sværere, om end umulige, at bryde igennem i en situation, hvor krigen fortsat raser, og luftrummet ikke beherskes fuldt ud.

For at en ny offensiv skal lykkes, kræver det opbygningen af et stærkt ukrainsk flyvevåben, som kan sikre luftherredømmet i tid og rum. Opbygningen, træningen og forberedelserne til dette opnås bare ikke på en dag.

For hver dag, der går, synes Rusland at blive stærkere. De vestlige sanktioner har ikke den store effekt, og den russiske krigsproduktion er ved at være oppe i gear til at klare en langvarig opslidningskrig. Samtidig påvirker de russiske tab ikke støtten til Putin i nævneværdig grad, mens den vestlige støtte virker vigende.

Sammenholdet om fortsat støtte til Ukraine bliver også udfordret i USA med det forestående præsidentvalg, men også i EU, hvor støtten synes svigende – navnlig og aktuelt på grund af Ungarns Viktor Orbán.

Derfor er der behov for, at Ukraine ændrer sin strategi.  

Derfor må den ukrainske militære strategi også ændres til at fokusere på andet og mere end det ufravigelige krav om, at hele Ukraine skal tilbageerobres eller tilbageleveres.

Ukraine må opgive deres maksimalistiske mål

Spørgsmålet er: Hvornår er betingelserne for en acceptabel fred til stede?

Ud fra et ukrainsk perspektiv kan den situation i første omgang kun opnås, hvis alt tidligere territorium enten tilbageerobres eller tilbageleveres. Denne ufravigelige strategi kan være nok så relevant af mange årsager, men er måske ikke så klog, hvis man ønsker fred.

Et er, hvad man officielt går ud med i et miljø drevet af informations- og misinformationskampagner og hybrid krigsførelse, men noget andet er, hvad man i den ukrainske såvel civile som militære ledelse forhåbentlig gør sig af overvejelser.

Et spørgsmål den ukrainske regering bør stille sig – og sikkert har stillet – er: Hvor meget lidelse skal vi trække befolkningen igennem for at opnå et ufravigeligt krav om at få al ukrainsk territorium tilbage? Kan dette krav gradbøjes, så vi eksempelvis accepterer kun at få dele af det erobrede territorium tilbage?

En løsning kunne være, at Rusland beholder de områder, som før krigen alligevel ansås som områder med et overvejende pro-russisk flertal. For eksempel Donbas-regionen, dvs. Luhansk og Donetsk. Kan ukrainerne acceptere dette mod, at de får territorium tilbage? Det kunne være Krimhalvøen med retten til dele af Azovhavet. Disse spørgsmål må den ukrainske regering stille sig selv.

Derfor må den ukrainske militære strategi også ændres til at fokusere på andet og mere end det ufravigelige krav om, at hele Ukraine skal tilbageerobres eller tilbageleveres. Ukraine må nødvendigvis være villig til at acceptere at de områder, som ikke ønsker at tilhøre Ukraine, også forlader Ukraine. Og Rusland må nødvendigvis også acceptere at det, der ikke er deres, tilbageleveres.

Nøglen til fred er Krim

For ukrainerne vil indtagelsen af Krim være det strategiske mål, som forhåbentlig kan presse russerne til forhandlingsbordet. Dermed er nøglen til fred i Ukraine endnu engang Krim, den stolte, tidligere russiske kronjuvel.

En militær løsning herpå kunne være at flytte en betydelig del af de ukrainske styrkerne mod Krim og dele af Kherson-provinsen, Askania-Nova og Zaporizjzja (se kort 1), samtidig med at Donbas-regionen (se kort 2) blot holdes med et tilstrækkeligt antal styrker.

Dermed vil det sætte ukrainerne i stand til at slå en kile ned mod Tokmak og Melitopol, samtidig med at de får skabt betingelser for, at de militært kan krydse Dnepr-floden med henblik på at sætte kursen mod Krim. Dette kræver en kæmpe indsats, hvis det skal lykkes, og ikke mindst at Ukraine får luftherredømmet over disse områder, som en forudsætning for landstyrkernes fremrykning.

Udover dette bør man med alle kræfter få sat Krimbroen ud af spillet med alt, hvad det kræver, og dermed tvinge russerne på flugt i nordøstlig retning ud af Krim. Desværre vil det at indtage Krim komme med så høj en pris, at det på nuværende tidspunkt synes umuligt. Prisen vil og må nødvendigvis være i form af tab, betydelige tab på begge sider. For frihed koster, og det vil betyde store tab på ukrainsk side med endnu større tab på russisk side, såfremt det går som de hidtidige tabstal indikerer.

Men uanset hvad er den strategiske løsning for Ukraine er, ligger løsningen ikke i at fortsætte den nuværende og uendelige skyttegravskrig, som ingen vinder, medmindre den vestlige støtte tørrer ud og Rusland får overtaget. Dette kommer ikke til at ske lige foreløbig, og derfor kan krigen trække ud i årevis.

Løsningen må derfor findes i et fait accompli, hvor russerne intet andet valg har end militært at opgive Kherson-provinsen og Askania-Nova op mod Zaporizjzja, og ukrainerne samtidig er så trætte af krig med udsigten til svigtende længerevarende vestlig støtte, at forhandlingsbordet synes eneste udvej for begge parter.

Selvom alle formentlig gerne ser en afslutning på denne krig så hurtigt som muligt, er det bydende nødvendigt, at Vesten formår 

At indtage Krim vil være det strategiske mål, som forhåbentlig kan presse russerne til forhandlingsbordet.

at opretholde en samlet tilgang til Ukraine. Et svigt her vil ikke blot være et svigt af Ukraine, men et svigt af hele Europa. For risikoen for et Europa i brand, hvor krigen hurtigt vil kunne sprede sig til andre lande, er stor. Særligt når forsikringen fra et USA i et uforudsigeligt valgår ikke kan garanteres. 

Emner