Det kan ikke betale sig at hjælpe de gamle – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Det kan ikke betale si...

13. marts 2017

Det kan ikke betale sig at hjælpe de gamle

KLUMME af Carl Valentin (studerende i samfundsfag og retorik) i Altinget den 13. marts 2017.

I et civiliseret samfund kan røde tal alene ikke være afgørende for, om vi f.eks. hjælper psykisk syge eller de ældre, skriver Carl Valentin.

Mange store politiske diskussioner tages i disse år. Skal vi bruge flere eller færre penge på uddannelse? Skal vi hjælpe flere eller færre flygtninge? Skal vi styrke velfærden eller skære i den?

Emnerne er mange og meget forskellige. Men de har én ting til fælles, som de efterhånden deler med alle andre politikemner i dette land. Når snakken falder på dem, er et af de første spørgsmål, der stilles, altid: Kan det betale sig? For kan det overhovedet betale sig at give de studerende SU – eller at opretholde muligheden for at tage to uddannelser? Kan det betale sig at tage imod kvoteflygtninge? Og kan det betale sig at investere i vores velfærd?

De seneste år har jeg særligt mødt spørgsmålet, når jeg har foreslået, at psykologhjælp skal gøres gratis for unge. Og bare for at starte med at svare på spørgsmålet; kan det betale sig? Ja, det tror jeg så afgjort, at det kan, for sætter man tidligt ind og hjælper de unge, der er i vanskeligheder, kan vi spare samfundet for store udgifter i fremtiden.

Eksempelvis mindsker tidlig psykologhjælp risikoen for, at sygdommene udvikler sig og dermed kræver mere behandling, og får man hjælp, vil risikoen for, at man bliver arbejdsløs eller dropper ud af sin uddannelse, også blive mindre. I øvrigt har en undersøgelse, Bedre Psykiatri har fået lavet, vist, at for hver gang, samfundet bruger 10 kroner på gratis psykologhjælp til pårørende til psykiske syge, får vi 28 kroner igen.

Men spørgsmålet er egentlig ikke så væsentligt. For hvis det nu skulle vise sig, at forskningen tager fejl, og at det faktisk vil give røde tal i statens store regnskab, så holder jeg jo ikke op med at mene, at vi skal hjælpe mennesker, der bliver ramt af en psykisk sygdom.

Lad mig give et eksempel på noget, der i hvert fald med sikkerhed ikke kan betale sig: Det kan ikke betale sig at hjælpe de gamle. Det lyder hårdt, men det er altså et faktum. For når Gertrud når en alder, hvor hun ikke længere selv kan vaske sig, tage tøj på eller købe ind, så kommer hun aldrig til at bidrage til samfundet igen. I hvert fald ikke, hvis ens definition af at ’bidrage’ er en kold og samfundsøkonomisk version, der dækker over, hvorvidt man som individ er med til at øge det danske bruttonationalprodukt.

Men vi hjælper hende jo som samfund alligevel. Hvorfor? Fordi vi finder det moralsk rigtigt at hjælpe mennesker, der har brug for det, og fordi de fleste af os heldigvis mener, at kravet om en anstændig alderdom er retfærdigt. Om det så rent økonomisk kan betale sig, er sådan set underordnet.

Som min kammerat Mikkel sagde til mig forleden: ”Det er jo for fanden ikke en forretning, vi driver, det er et land!”, og jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Markedslogikken har ikke bare sneget sig ind i den politiske debat – den er blevet altomklamrende og overskygger for de mange vigtige moralske, etiske og politiske dilemmaer, vi kan og bør diskutere i et demokrati.

Jeg ville jo som socialist elske at give kapitalismen og højrefløjen skylden for det hele, men vi er på venstrefløjen også nødt til at se indad og stoppe med at gøre mennesket til statens redskab til at opnå en økonomisk gevinst.

Selvfølgelig kan det i visse situationer være fornuftigt at fremhæve de økonomiske fordele ved eksempelvis at investere i uddannelse, redde klimaet eller gøre psykologhjælp gratis, men det må aldrig blive det primære argument.

For det første fordi folk vil være langt mere tilbøjelige til at vende vores politik ryggen i de tilfælde, hvor den ud fra en markedslogik ikke kan betale sig, hvis de aldrig er blevet overbevist om, at vores politik er rigtig, fordi den er solidarisk, men blot har købt idéen om, at den ud fra en økonomisk logik er fornuftig.

Derudover fordi det er de færreste mennesker, der bliver indignerede og engagerede i politik ud fra værdineutral konkurrencestatsargumentation.

Da jeg som 14-årig blev aktiv i SF Ungdom og svingede de røde faner, og når jeg de seneste år har brugt et utal af timer på at kæmpe for ligebehandling af fysiske og psykiske sygdomme, så er det jo ikke, fordi jeg brænder for at øge det danske BNP gennem statsfinansiering af psykologhjælp.

Det er, fordi jeg grundlæggende synes, det er uretfærdigt, at brækker man benet, så får man hjælp, men knækker sjælen, så står man alene. Jeg brænder for at hjælpe de mennesker, der er så uheldige at være blevet ramt af en psykisk lidelse – uanset om det kan betale sig eller ej.

Hvis vi som venstrefløj vil vinde diskussionen om, hvor vores samfund skal hen, må vi tage den på egne præmisser og stoppe med at bidrage til, at vores land i stigende grad drives som en virksomhed. For meget af vores politik kan muligvis ikke betale sig ud fra en markedslogik, men den gør verden til et bedre sted at være.


Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Valentin er tidligere skribent på netmediet Modkraft.dk, og han betegner sig selv som en debatlysten socialist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.