Drop neoliberalismen. Fremtiden er ordoliberal – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Drop neoliberalismen. ...

04. august 2017

Drop neoliberalismen. Fremtiden er ordoliberal

Kronik af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Politiken den 4. august 2017.

Folket raser mod markedsøkonomien og den grænseløse grådighed i toppen. Svaret kunne være at droppe den angelsaksiske neoliberalisme til fordel for tyskernes ordoliberale tanker.

Peter NedergaardMarkedsøkonomi som organisationsprincip og liberalisme som ideologi har vundet i langt det meste af verden. Østblokken var ingen god ting for dem, som måtte leve dér, men den havde sandsynligvis den ikke tilsigtede positive bivirkning, at de vigtigste private og politiske beslutningstagere i Vestblokken blev mere mådeholdne end ellers. Nu er der tilsyneladende ingenting, som binder dem.

Det er sandsynligvis medvirkende til udbredelsen af en tilsyneladende global pandemisk grådighed. Den strækker sig fra eksorbitante cheflønninger og bonusser i private virksomheder og til eksempler, hvor det ser ud til, at personer anvender den politiske platform til rendyrket personlig gevinstagning. Ingen er her hverken nævnt eller glemt.

Noget kunne tyde på, at mange af beslutningstagerne udmærket ved, at den er gal. I hvert fald var temaet for årets møde for disse i Davos ”Responsible leadership”. Derimod er der ikke meget, som indikerer, at man endnu er klar til at sætte navn på ansvarligheden i form af, hvilken bestemt slags markedsøkonomi og liberalisme, man ønsker, selv om det må være klart, at det må gå retning af en genoplivelse af mådeholdet.

De seneste års dybe folkelige utilfredshed og de deraf følgende populistiske revolter er ikke mindst rettet mod det, som af mange opfattes som den umådeholdne egennyttemaksimering i visse dele af eliten. Samtidig er det ved så småt at gå op for de fleste, at markedsøkonomi og liberalisme kan komme i ret forskellige aftapninger, og at ikke alle former herfor indebærer lige store problemer.

I denne kronik vil jeg argumentere for, at der findes et godt alternativ til den angelsaksiske form for markedsøkonomi og dens modsvarende neoliberalisme, som forbindes med den umådeholdne grådighed. Alternativet består i den tyske form for social markedsøkonomi og dens parallelideologi i form af ordoliberalismen (dvs. ordens-liberalisme eller ordentlig liberalisme). Min påstand er, at den tyske variant i højere grad end den angelsaksiske er præget af det mådehold og den ordentlighed, der vil kunne medvirke til at mindske populismen og den folkelige utilfredshed, som ellers risikerer at destabilisere de vestlige demokratier.

Min påstand er derimod ikke, at USA f.eks. er grådighedens hjemland, mens Tyskland er ordentlighedens ditto, selv om det i en vis udstrækning efter alle tal at dømme også i praksis forholder sig således. Jeg vil holde kronikken på et principielt niveau og koncentrere mig om forskellene mellem de to retninger og samtidig også analysere konsekvenserne heraf. Baggrunden herfor er, at det er allervigtigst i første omgang at blive klar over, at der findes et rodfæstet alternativ til den angelsaksiske vej, og hvori den består.

De fleste kender til neoliberalismen (også kaldet Chicago-skolen), der opstod som begreb i 1970’erne, og som kan betragtes som en moderne version af den klassiske liberalisme. Ideen er heri, at hvis mennesker blot får lov til at udveksle varer og tjenesteydelser med hinanden, således at  markedet dermed udvikler sig uhindret efter laissez-faire princippet, vil der på nærmest mystisk vis opstå økonomisk harmoni på grund af den usynlige hånd. Ligevægte skabes og genskabes, når udbuddet og efterspørgslen smukt og ligetil falder hinanden om halsen på hinanden på de enkelte delmarkeder.

Den tyske ordoliberale tradition er et opgør hermed. Det er en tradition, som opstod i 1930’ernes Tyskland blandt en gruppe intellektuelle, som var tilknyttet universitetet i Freiburg. Derfor går den også under navnet Freiburg-skolen. Der var dengang bl.a. tale om navne som Walter Eucken, Franz Böhm og Wilhelm Röpke med Eucken som hovedmanden. Gruppen var tværvidenskabelig og bestod både af økonomer, jurister, statskundskabsfolk og filosoffer.  Nogle af  skolens medlemmer  måtte drage udenlands, da nationalsocialisterne overtog magten i 1933, men de fleste gik i en slags indre eksil. I nutiden regnes navne som Brigitte Young, Lars Feld og Christian Joerges som tilhørende skolen.

Nøglebegrebet i ordoliberalismen er ”ordenspolitik” (Ordnungspolitik). Begrebet dækker over, at forskellige ”ordener” skal fremmes på samme tid, hvis velstand og frihed skal optimeres: en retsstat med sikring af frihedsrettigheder, en konkurrencelovgivning med henblik optimal konkurrence til beskyttelse af forbrygeren, faste økonomisk-politiske regler og normer rettet mod sikringen af stabilitet og forudsigelighed samt betydningsfulde og kompetente institutioner udenfor det politiske niveau, som kan sikre kursen for samfundet på langt sigt. 

I efterkrigstiden fik Freiburg-skolen stor betydning med hensyn til indretningen af Forbundsrepublikken. Michel Foucault har ligefrem kaldt ordoliberalismen for Forbundsrepublikkens fødselsattest. Det gjaldt f.eks. både med hensyn til den skrappe tyske anti-monopollovgivning fra 1957 (som influerede på EF's ditto), gennem arbejdsmarkedslovgivningen, i kraft af de tilsikrede borgerrettigheder og via de afpolitiserede og dog magtfulde institutioner som forbundsbanken og forvaltningsdomstolen.

Årsagen hertil var ikke mindst, at flere af skolens medlemmer fik tæt kontakt til efterkrigstidens vesttyske toppolitikere, som samtidig var på jagt efter en model for genopbygningen efter Stunde Null i 1945. Hos mange er succesen og det økonomiske mirakel efterfølgende blevet tilskrevet modellen. For resten af Europa har tysk ordoliberalisme ikke mindst fået betydning i kraft af Tysklands påvirkning af alt fra EU’s politik i Kul- og Stålunionen, over det indre marked og til nutidens politik i eurozonen.

De tyske politiske partier er stadig i betydeligt omfang influeret af Freiburg-skolens tankegods. En stor undersøgelse fra for få år siden viste, at CDU, FDP og i et vist omfang SPD stod på en ordoliberal platform. Det eneste parti, som er helt uden for ordoliberalismens intellektuelle fangearme, var ifølge denne analyse partiet Die Linke. Jeg interviewede selv i 2014 en række topembedsmænd i det tyske finans- og udenrigsministerium i Berlin. Konklusionen var også i dette tilfælde, at deres ”mind set” i vidt omfang var ordoliberalt.

Den ordoliberale indflydelse i tysk politik har dog ikke været lige stor i alle år. Det var stor i 1940’erne og 1950’erne, men keynesianismen fik en betydelig indflydelse i 1960’erne og 1970’erne. Siden 1980’erne har ordoliberalismen (med en vis parallel indflydelse fra neoliberalismen) igen været en dominerende ideologisk indflydelseskilde i tysk politik.

Hvordan adskiller ordoliberalismen sig så fra neoliberalismen? Hvad var førstnævntes kritik af sidstnævnte? Først og fremmest opererer den ordoliberale skole ikke som neoliberalisme med, at markedet blot opstår af sig selv, når tilstrækkeligt mange udveksler varer. Markedet er ifølge de ordoliberale en helt igennem politisk konstruktion. Det er netop ved at designe markederne på den rette måde, at konkurrence og velstand fremmes bedst muligt uden, at det udarter i mulighed for overdreven grådighed. De ordoliberale tænkere vender dermed traditionel liberalisme (og marxisme) på hovedet. Det er ikke økonomien, der i sidste instans bestemmer over politikken. Det er politikken, som i sidste ende bestemmer, hvordan økonomien udvikler sig.

Det er også derfor, at de ordoliberale opererer med begrebet ”social markedsøkonomi”. Det skyldes ikke, at markedsøkonomien direkte skal være specielt social. Det skyldes, at markedsøkonomien altid skal ses på som noget, der er socialt skabt og konstrueret, hvilket så i anden omgang indebærer, at man lettere opnår socialt acceptable resultater.

En af de vigtigste opgaver for politikerne er som nævnt ifølge den ordoliberale skole altid at skabe et velfungerende frit marked med en stærk konkurrence. Den skabte konkurrence skal bl.a. sikres gennem en skarp og indgribende konkurrencelovgivning implementeret af uafhængige konkurrencemyndigheder, som går imod enhver form for monopol- og karteldannelse. For at konkurrencen kan udfolde sig på en ordentlig facon, skal dens rammer tillige være stabile. Inflationen skal holdes stabilt lav. Endvidere stækker ordenspolitikken sig også til, at offentlig gældsætning kun kan foregå inden for meget snævre rammer, således at muligheden for at føre en selvstændig økonomisk politik ikke ødelægges på længere sigt. Alle disse elementer har haft direkte betydning for udformningen af ØMU.

Walter Eucken mente, at en del af forklaringen på anden verdenskris udbrud drejede sig om, at massive tyske offentlige gældsætning op gennem 1930’erne havde bragt den tyske stat på kanten af en statsbankerot i 1939, hvilket forhindredes med krigsudbruddet, fordi det gav en undskyldning for statens de facto konfiskation af en stor del af de tyske borgeres  opsparing.

I den forbindelse skal staten være så stærk, at ordenspolitikken gennemføres. Kun en stærk stat kan etablere en reelt konkurrencebetonet økonomi. Det leder tillige til, at staten er mest mulig upåvirkelig af stærke interessegrupper. Statens opgave må aldrig være at gavne erhvervslivet direkte. Erhvervslivet skal derimod ifølge den ordoliberale holdes ude af staten via et stærkt, kompetent og ubestikkeligt ”webersk” embedsapparat. Også på dette punkt adskille de ordoliberale sig fra mange neoliberale.

Ikke mindst i den angelsaksiske verden ser man til tider eksempel på den holdning, at staten skal drives som en virksomhed. ”Hvad der er godt for Standard Oil, er godt for USA”. En sådan holdning er de ordoliberale fremmed. Tvært imod er den person, som al økonomisk politik i sidste ende skal tage sigte på at gavne er ifølge den ordoliberale skole, er forbrugeren. Det skyldes, at netop forbrugeren (for det er vi alle) repræsenterer helhedsinteresserne og ikke nogen form for særinteresser.

Wilhelm Röpke påpeger i en klassisk artikel, at ordoliberale har det syn på borgerne i et samfund, at de inderst inde alle indeholder ”en anstændig kerne”, selv om de naturligvis også hele tiden er på udkig efter særfordele for dem selv. Den anstændige kerne kan man imidlertid i særlig grad vækkes til live, hvis den politik, som føres fra beslutningstagernes side, virkelig tager helhedsinteresserne alvorligt. Gør den det, er borgerne også villige til at yde ofre og acceptere skrappe reformer. Det er kun, når de oplever, at det er grådige særinteresser i samfundskagens top, der gavnes, at de stritter imod ifølge de ordoliberale forskere. 

Et moderne tysk eksempel på en reformrække gennemført efter ordoliberalt mønster er de arbejdsmarkedsreformer, som tidlige SPD-forbundskansler, Gerhardt Schröder, gennemførte under navnet Hartz-reformerne (opkaldt efter formanden for komiteen, som udformede dem) . De førte til, at det tyske arbejdsmarked igen blev velfungerende, præget af stor konkurrence og betydelige incitamenter til at tage et job i stedet for at forblive på overførselsindkomst. Resultatet er blevet den tyske jobmaskine, der siden midten af 00’erne har skabt i millionvis af nye jobs på det tyske arbejdsmarked for både tyskere og indvandrere, hvilket har medført, at Tyskland ikke – selv under finanskrisen - har været ramt af arbejdsløshed i noget stort omfang.

Et andet eksempel på ordoliberalismens indflydelse kan ses i den måde, som Tyskland har tacklet eurozonekrisen på. Tyskland har i den forbindelse konstant krævet mere konkurrence og fri markedsdøkonomi via reformer af den offentlige sektor i de gældsramte lande som modydelse for lån og kreditter, reformer af arbejdsmarkedet og pensionssystemet med henblik på at øge incitamentet til at tage et arbejde. Samtidig har Tyskland holdt fast ved, at reglerne i eurozonen SKAL overholdes, og at sanktioner skal komme på tale, hvis det ikke sker. Alt i alt er Tysklands linje under eurozonekrisen i høj grad kompatibel med ordoliberalismen, selv om det naturligvis ikke kan udelukkes, at anbefalingerne heri blot tilfældigvis er sammenfaldende med, hvad der er i de tyske nationale interesser. De tyske krav er angiveligt fremsat ud fra det ordoliberale ønske om at skabe stabile og konkurrencedygtige økonomier i de gældsplagede lande.

Som sagt er en vigtig politisk målsætning at konstruere markeder med fri konkurrence. Når politikerne først har skabt et marked med fri konkurrence skal de imidlertid ikke længere blande sig. Franz Böhm sagde engang, at den politiske opgave var at agere gartner. Man skulle som politiker klippe hæk og græs engang imellem, men ellers skulle man ikke blande sig i, hvad der foregik i haven. Det indebar naturligvis en noget mere aktiv rolle for de politiske beslutningstagere end den nattevægterrolle, som de neoliberale opererer med, at staten skal spille i forhold til økonomien. Omvendt er rollen hos de ordoliberale betydeligt mindre aktiv for politikerne end den rolle som social ingeniør, som keynesianismen bygger på, og hvor der permanent skal justeres på de økonomiske knapper.

Med denne kronik har jeg forsøgt at vise, at der findes en anden form for liberalisme end den gængse neoliberale skole, som indebærer en til tider helt anderledes måde at tænke markedsøkonomien ind i den politiske proces på. Ordoliberalismen indebærer på et principielt plan en form for ordentlighed, som man ikke genfinder i neoliberalismen. I en tid med stigende modstand mod de neoliberale principper var det måske derfor en overvejelse værd at ty til de ordoliberale ditto. Hvis man ikke gør det, er risikoen, at det ender med, at man hælder barnet (markedsøkonomien og alt, hvad den har givet os) ud med badevandet (neoliberalismen).

Der er desværre ikke mange, som beskæftiger sig med ordoliberalismen udenfor Tyskland. Men der er dog enkelte, som har gjort det. Michel Foucaults behandlede i sin forelæsningsrække på College de France i 1978-79 i flere forelæsninger ordoliberalismen, som han anså for at være mere avanceret og ”rigtigere” end neoliberalismen. Jeg synes, at han har ret heri.