Fire veje til Humboldt – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Fire veje til Humboldt

25. august 2017

Fire veje til Humboldt

Kronik af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Weekendavisen den 25. august 2017.

Peter NedergaardNu er undervisningen igen i gang på universiteterne med nye og gamle studerende. Det er årets bedste tid i universiteternes cyklus. Det er en glad tid med russere og forventningsfulde stemmer i auditorier, på gangene og siddende på plænerne udenfor.

Det er ikke for at slå skår i al den glæde, men universiteterne i Danmark befinder sig i disse år i en alvorlig situation, som det kunne være godt at få en bredere demokratisk debat om. Er universiteterne på ret kurs – eller bør den rettes op? Når det er værd at diskutere universiteternes situation mere alment end blot internt på universiteterne, skyldes det, at de efter alt at dømme ikke er uvigtige med henblik på at fremtidssikre et frit og velstående samfund.

Jeg vil nedenfor tage udgangspunkt i det klareste og bredest accepterede ideal for, hvordan universiteter bør struktureres, som videnskabsmanden Wilhelm von Humboldt fremlagde i begyndelsen af 1800-tallet i en række skrifter. Netop det ideal har siden lyst op på stjernehimlen og har i høj grad påvirket den vestlige verdens syn på universiteternes organisering.

Påvirkningen har været positiv. Sandsynligvis har idealet udgjort et bidrag til Vestens historiske fremgang i den efterfølgende periode.

Den vestlige verden er presset i disse år. Derfor taler meget for, at de humboldtske idealer for universiteterne overalt pudses af således, at laget fjernes af kortsigtethed, fejldispositioner og tidens åndløse tand. Det kan naturligvis ikke alene redde hverken Danmark eller Vesten, men måske kan det bidrage hertil.

De humboldtske idealer, som i det følgende hævdes at findes, tager udgangspunkt i von Humboldt, men de er opdaterede og rekonstruerede for at kunne anvendes på dagens universitære situation. Jeg hævder således, at der findes fire adskilte humboldtske idealer, som er anvendelige som målestokke for, ad hvilken vej universiteternes bør bevæge sig. Det er imidlertid tale om fire konkretiseringer af en humboldtsk tankegang, således som den er blevet opfattet af eftertiden. Det er ikke en afdækning af den historiske Humboldt. Det er alene tale om min humboldtske version.

Det første humboldtske ideal (og sandsynligvis det vigtigste) i denne version drejer sig om universiteternes uafhængighed. Med udbredelsen i Danmark af ”fra forskning til faktura”-tankegangen siden engang i 00’erne er der kommet en stigende afhængighed af ekstern finansiering. Baggrunden var sandsynligvis et ønske om at ”erhvervsrette” universiteterne, således at de blev mere samfundsnyttige. Øvelsen risikerer imidlertid at smide barnet ud med badevandet. Muligheden er nemlig nærliggende for, at det går ud over noget af det dyrebareste, som universiteterne har: den helt uafhængige tænkning. Fjerner man sig fra idealet om den absolutte mulighed for at tænke frit og måske endda finde frem til forskningsresultater, som kan være ubekvemme sandheder for somme, undermineres universiteterne og deres uddannelser tilsvarende. I den forbindelse skal man huske på, at meget af den viden, som i dag anses for at være yderst værdifuld, ofte fødtes som kontroversiel viden skabt i uafhængighed.

Den store vægt på ekstern finansiering truer potentielt grundlæggende universiteternes uafhængighed i kraft af følgende logik: Hvordan sikres forskningsfriheden, når xx-organisation finansierer yy-forskning på universitet om et emne, som xx er beskæftiget indenfor? Hvordan kan man forestille sig, at yy vil fremlægge resultater, som går stik imod xx’s interesser, hvis yy vel at mærke ønsker fortsatte bevillinger fra xx? Lovgiverne burde sikre, at disse spørgsmål blev håndfast håndteret og større grundbevillinger genindført, således at universiteternes uafhængighed igen blev hugget i granit.

Uafhængigheden i Humboldts ånd burde også indebære, at ledelserne af universiteternes rekrutteredes blandt de aktive forskere og ikke blev sendt ind i faldskærm udefra. Universiteterne skal styres af videnskabsmænd og –kvinder i den humboldtske verden.

Det andet humboldtske ideal vedrører selve uddannelsernes kvalitet. Udover at forske skal universiteterne uddanne unge mennesker til at varetage embeder i samfundet i diverse fag. I forhold til de humboldtske idealer er en af de danske videregående uddannelsers svagheder, at mange universiteters uddannelser er blevet målrettede masseuddannelser. Friheden for de studerende er blevet langt mindre, end den var engang. Mange institutter har etableret en skolelignende undervisning, fordi det er ensbetydende med, at de studerende lettere kommer igennem eksaminerne samtidig med, at man i visse tilfælde har gjort det lettere at bestå disse.

Stadig flere studerende taler da også om ”at gå i skole” i stedet for ”at studere”, hvilket muligvis reflekterer, at de studerende ikke længere fornemmer den helt store forskel mellem gymnasieskolen og universitetet.

Hvis ovennævnte uhensigtsmæssigheder skal løses, skal man arbejde for, at det undgås, at universiteterne straffes med et lavere tilskud, fordi den såkaldte STÅ-takst (tilskud i kraft af, at flere studerende kommer gennem eksaminerne) bliver mindre som følge af, at de faglige krav eksempelvis øges.

Det tredje humboldtske ideal vedrører universiteternes samfundsmæssige rolle. De videregående uddannelser kan i høj grad bidrage til fremtidssikringen af det danske samfund. Det kræver imidlertid, at uddannelserne i højere grad end i dag kommer til at svare til den efterspørgsel, der er. Universiteterne bør i højere grad sørge for at levere den arbejdskraft, der er brug for. Dette må på ingen måde blandes sammen med universitetsuddannelsernes indhold, som skal være uafhængigt af snævre samfundsinteresser. Det drejer sig alene om ikke at sende kandidater ud på områder, hvor der kun er ringe jobchancer. Den humboldtske vision handler om uafhængighed med hensyn til inputtet og samfundsnytte med hensyn til outputtet. I dag er situationen desværre ofte lige omvendt.

Virkeliggørelsen af denne vision indebærer umiddelbart, at universiteternes fokus mere tydeligt drejes hen på videregående uddannelser med teknisk, naturvidenskabeligt, medicinsk, økonomisk og ikke-blødt samfundsvidenskabeligt indhold. Det skyldes, at det er her jobmulighederne findes. Både forskningsmidler og antallet af optagne studerende burde ifølge denne tankegang tilpasses, således at man undgår et voksende akademikerproletariat (også kaldt prekariatet) med forkerte uddannelser og kommer til at bidrage mest muligt til landets velstand og velfærd. Omvendt skulle man indenfor de prioriterede fagområder sikre større valgfrihed for de studerende ifølge de humboldtske idealer.

Fjerde humboldske ideal angår de studerende på de videregående uddannelser. De nuværende studerende er sandsynligvis helt overordnet set både de bedste og de værste, som nogensinde har været tilknyttet de danske videregående uddannelser. Det er afgørende, at man fremmer antallet af de første og mindsker antallet af de sidste, dvs., at man altid arbejder på at få de rigtige ind. Det har måske ikke altid været tilfældet, idet indførelsen af masseuddannelserne og de medfølgende enorme optag på universiteterne har medført, at der sandsynligvis også er kommet studerende til, som ville have fået et langt bedre liv for dem selv og samfundet med en erhvervsfaglig uddannelse.

I den forbindelse skal man huske på, at studerende i Danmark tilbydes helt usædvanligt gode forhold i forhold til andre lande. Her til lands har de helt gratis uddannelser og en i international sammenhæng enestående uddannelsesstøtte. Danmark er på dette område et potentielt humboldtsk lykkeland.

De danske studerende er da også mere internationalt orienterede, end de var tidligere. De møder udenlandske studerende på studiet, som de taler og måske bliver venner med. De har også som sagt tit tilbragt en kortere eller længere periode på et udenlandsk universitet eller arbejdsplads uden for Danmark, som har modnet dem og gjort dem nysgerrige på verden.

Hertil kommer naturligvis også styrken i de videregående uddannelsers lærerkræfter, som stadigvæk har bedre arbejdsvilkår i form af en mindre undervisningsbyrde end i langt de fleste andre lande. Samtidig er de videnskabeligt ansatte på danske universiteter imidlertid stadigt visse steder uddannet som bachelor, kandidat og Ph.d. samme sted, hvor de senere bliver adjunkt, lektor, professor (mso) og professor. I mange andre lande med stærke humboldtske traditioner ville dette blive betragtet som udtryk uhensigtsmæssig indavl. Implementeringen af mere Humboldt ville derfor også indebære, at alle universiteter i Danmark (og gerne f.eks. i Norge og Sverige med) blev enige om en cirkulationsordning.

Alt i alt er der rigtig gode grunde til at iværksætte en gradvis humboldtificering af de danske universiteter. Jeg har ovenfor givet fire konkrete bud på områder, hvorpå det kunne ske. Resultatet heraf ville blive bedre universiteter, men også i en dybere forstand mere samfundsnyttige ditto.

Overstående handler generelt om danske universiteter og har ingen forbindelse til Peter Nedergaards ansættelsessted på Københavns Universitet.