Kolonialismen var voldtægt af andre folkeslag - ikke et oplysningsprojekt – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Kolonialismen var vold...

15. august 2017

Kolonialismen var voldtægt af andre folkeslag - ikke et oplysningsprojekt

Kommentar af postdoc Somdeep Sen (Institut for Statskundskab, KU) og lektor Sune Haugbølle (RUC) i Berlingske den 15. august 2017.

Med al respekt så er Naser Khader ikke den første til at pege på kolonialismens goder (Berlingske 7. august). Det bliver ofte fremført, at overlegne vestlige værdier og institutioner er kolonialmagternes »dåbsgave« til de indfødte. Det er en fatal simplificering af historien.

Nostalgi for kolonialismen kommer i bølger, og vi er åbenbart midt i en nu. I England kommer nostalgi for den britiske kolonialadministration, Raj, også op fra tid til anden. Salman Rushdie beskrev i 1984 disse nostalgibølger som »en fantasi om at det britiske imperium repræsenterede noget nobelt eller stort ved Storbritannien«.

Nu i 2017 er det en æresvoldtægt i Pakistan, der er anledning til Khaders fantasi om den noble kolonialisme. Den generelle stigning i tilfælde af vold mod kvinder i Pakistan er frygtelig. Men hvordan kan kolonialisme være løsningen? Kun hvis man som Khader antager, at seksuel vold tilhører en helt anden verden end den vestlige. Historikere har påvist, hvordan voldtægt af kvinder var en normal praksis for kolonialister i Nordamerika og andre steder. Voldtægt er en dækkende metafor for kolonialismen som sådan: Bemægtigelsen af et andet folk med vold og magt.

Khaders pointe er, at denne vold kan adskilles fra alle de gode dåbsgaver, pakket ind i modernitetens glitrende papir. Det er et meget snævert syn på kolonialismen, der prøver at reducere den til et oplysningsprojekt, den hvide mands byrde, som nådigt løfter de indfødte folk ud af barbariet.

Man kan omfavne oplysningsidealer uden at være blind for, at oplysningstidens arv også har haft en slagside. Ellers lukker man øjnene for kolonialismens økonomiske rationale: at udnytte ikke-industrialiserede landes ressourcer og arbejdskraft. Tag den britiske Raj. Briterne gav ikke Indien et stort jernbanenet for at udvikle landet, men for at tjene deres egen handel, regering og militær.

Andre steder i verden er kolonialismens historie langt mere kulsort: Tænk på Belgiens folkemord i Congo, briternes myrderier i Kenya, eller franskmændenes krig i Algeriet. De koloniale imperier kollapsede, fordi folk gjorde opstand mod undertrykkelsen og udbytningen. Pointen er, at de, der levede under kolonial kontrol, ikke oplevede det som et tag-selv bord, hvor man kunne vælge goderne og lade volden ligge. Det er rigtigt, at den britiske Raj reddede kvinder fra Sati enkebålet. Men kolonialismen var en samlet pakke, som også indeholdt folkemord, forflytninger og sultkatastrofer som den bengalske hungersnød i 1943.

Naturligvis skal vi fordømme og bekæmpe praksisser som Sati, men vi kan ikke godskrive en skamplet i Europas historie. Der er ikke noget ved kolonialismen, vi kan bruge til at sætte os selv på en piedestal som overlegne eksemplarer af menneskeheden. Det selvbillede er grundlag for utallige katastrofer også i vores samtid. Dets naturlige alternativ er en oplyst, kritisk historiedebat.