Partier uden medlemmer kan blive fremtiden – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Partier uden medlemmer...

05. oktober 2017

Partier uden medlemmer kan blive fremtiden

Debatindlæg af lektor Karina Kosiara-Pedersen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 5. oktober 2017.

Karina Kosiara-Pedersen. Foto: Joachim RodePartimedlemmerne bliver færre, og deres funktioner i partiet kan erstattes af fundraisere og fokusgrupper. På længere sigt er det ikke svært at forestille sig partier uden medlemmer, skriver Karina Kosiara-Pedersen, lektor på Institut for Statskundskab, KU.

Det Konservative Folkeparti meddelte i sidste måned glædestrålende, at deres medlemstal for første gang i mange år var steget. Med 400 medlemmer. Samme glade budskab kom fra Socialdemokratiet, der har oplevet en markant fremgang på 2.200 nye medlemmer i løbet af de seneste ni måneder.

Men tendensen er, at det samlede antal partimedlemmer er faldende, både i Danmark og i den øvrige del af den vestlige verden med tradition for partier, der har rekrutteret medlemmer og tildelt dem rettigheder og pligter. Partimedlemmer er en truet, men ikke uddød art. Endnu. Fordi både partier og vælgere har et valg.

"Vælgerne finder ikke, at de har behov for den form for politisk deltagelse og indflydelse, de politiske partier giver deres medlemmer.

Karina Kosiara-Pedersen

Fremgangen for Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet står i modsætning til den tendens, vi har set i mange år, hvor det specielt er de tre store, gamle partier, der har mistet medlemmer. Ikke fordi de ikke får nye medlemmer, for det gør alle partier. Men fordi de ikke kan nå at kompensere for de mange ’gamle’ medlemmer, der af naturlige årsager melder sig ud.

De har stadig medlemmer, der meldte sig ind dengang partimedlemskab var en mere normal politisk aktivitet. Lige efter Anden Verdenskrig mobiliseredes næsten hver fjerde vælger. I tiden derefter var partimedlemskab ikke blot for de få. De nyere partier har ikke oplevet så drastisk en tilbagegang som de store, gamle partier. Deres medlemstal har aldrig været store, og de har ikke medlemmer fra den tidsalder, hvor partimedlemskab var meget mere normalt.

Alt i alt begrænser antallet af danske partimedlemmer sig til cirka 150.000, hvilket er under fire procent af vælgerne. Det leder naturligt nok til spørgsmålet, om medlemmer er nødvendige for politiske partier?

Partimedlemmerne kan erstattes

De amerikanske partier, der dog agerer i et system, der er noget anderledes end det danske, er et oplagt eksempel på partier uden medlemmer med rettigheder og pligter, som vi kender det. Men der findes også på det europæiske kontinent partier, i repræsentative demokratier som det danske, der ikke har medlemmer.

Hverken det hollandske Partei voor de vrijheid (’Frihedspartiet’) eller schweisiske Lega dei Ticinesi har andre partimedlemmer end partiets ledere. Partimedlemmer er ikke afgørende for, at partiet opstiller og får indvalgt kandidater i de folkevalgte forsamlinger.

Det afgørende for, om partierne har medlemsorganisationer, er, om vælgere og partier har behov for hinanden. I medlemmernes perspektiv tyder den lave andel af vælgere, der melder sig ind, på, at der ikke er noget stort behov for partimedlemskab. Vælgerne finder ikke, at de har behov for den form for politisk deltagelse og indflydelse, de politiske partier giver deres medlemmer.

I partiernes perspektiv kan partimedlemmerne på mange områder erstattes af penge, ansatte, eksterne konsulenter og andre aktører.

For eksempel kan fokusgrupper og meningsmålinger erstatte partimedlemmernes rolle som politisk bagland, outdoor reklamer kan erstatte de af partimedlemmernes ophængte valgplakater, partimedlemmernes kontingenter kan erstattes af professionel fundraising blandt partiets støtter og organisationer, virksomheder med videre, partierne kan betale sig fra husstandsomdeling af pjecer, kandidater kan rekrutteres fra andre organisationer, virksomheder og politiske netværk. Følgere på sociale medier kan agere ambassadører for partiet både online og blandt venner, kolleger og familie. Partimedlemmerne kan i mange henseender erstattes. Og er allerede på nogle punkter i hvert fald delvist erstattet.

På længere sigt kan vi se partier uden medlemmer

Det, der står tilbage, er, hvorvidt partierne har behov for medlemmerne for at blive anset som legitime aktører i det repræsentative demokrati. Er de også legitime uden (eller med meget få) medlemmer?

Her har partiernes ideologiske grundlag og de normer for partiorganisering, der ligger heri, betydning for deres egen opfattelse af deres legitimitet. Men det er reelt vælgerne, der afgør, om partierne er legitime i et repræsentativt demokrati. Det er dem, der stemmer. De selv samme vælgere, der ikke selv melder sig ind i et politisk parti. Dem, der fravælger partimedlemskab.

Enten fordi de ikke er (parti-)politisk aktive, eller fordi de tager deres politiske engagement andetsteds. Spørgsmålet er, hvorvidt forventningerne om, at partier har medlemsorganisationer, kan opretholdes, hvis ikke vi vælgere selv benytter os af den mulighed. Kan vi med rimelighed forvente, at partierne har livlige medlemsorganisationer, når vi ikke selv gider at være med? På lidt længere sigt er det derfor ikke svært at forestille sig danske politiske partier uden, eller med få, partimedlemmer.

Udviklingen af partiernes medlemsorganisationer er et valg. Et valg som både partier og vælgere er med til at træffe. Partierne vælger hvilke muligheder for deltagelse og indflydelse, de vil give vælgerne; vælgerne vælger, om de benytter sig af muligheden.

En lille andel af vælgerne er meldt ind, og en del af dem er aktive. Men hvis vi vil have et levende repræsentativt demokrati, hvor partierne udgør en kanal for politisk deltagelse, er der plads til mange flere ildsjæle i de politiske partier.


Karina Kosiara-Pedersen er ph.d., lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og forfatter til ’Demokratiets ildsjæle. Partimedlemmer i Danmark’, der udkommer 5. oktober 2017.