Trump er ikke så konservativ at det gør noget – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Trump er ikke så konse...

10. november 2016

Trump er ikke så konservativ at det gør noget

USA-VALG

Trump vil forstørre staten med sine planer om store offentlige anlægsarbejder. Republikanske dyder som frihandel og kristne familieværdier nævner han ikke med et ord.

Kronik af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Børsen den 10. november 2016.

Onsdag morgen stod det klart, at den populistiske erhvervsmand Donald Trump imod mange odds, imod de flestes vurderinger og imod næsten alle meningsmålinger, var blevet USA's 45. præsident. Men hvordan kunne det ske, og hvad betyder det i praksis?

Egentlig burde resultatet ikke være kommet som en overraskelse.

En del politologer, der analyserer de lange og fundamentale faktorer i amerikanske præsidentvalg, havde - kontra meningsmålingerne - peget på, at det kunne blive meget tæt. For selvom Demokraterne kørte en professionel og rimeligt fejlfri kampagne, havde man konjunkturerne imod sig.

For det første fordi amerikansk samfundsøkonomi i bedste fald har det middelgodt. Ikke rigtigt skidt, men heller ikke godt - især ikke når man ser på udviklingen i disponible realindkomster, som plejer at være en ret sikker indikator for, hvorvidt vælgerne vil straffe eller belønne det parti, der har præsidentembedet. Forbrugertilliden er i direkte negativt terræn.

For det andet på grund af hvad man bedst kan kalde nedslidning. Jo længere et parti har haft præsidentembedet, desto mere akkumulerer utilfredsheden sig, og desto sværere bliver det at beholde magten. Et parti får sjældent tre perioder i træk.En tredje årsag er Barack Obama og Hillary Clinton selv.

En siddende præsidents popularitet smitter altid af på den kandidat, der stiller op for dennes parti - og Barack Obama er reelt den ene af de to mindst populære præsidenter siden opfindelsen af meningsmålinger og har p.t. kun støtte fra lidt over 50 pct. af vælgerne.

Hillary Clinton selv var den næstmest upopulære præsidentkandidat i meningsmålingernes historie. Det var en tendens, man allerede kunne fornemme i primærvalgene, hvor hun havde svært ved at slå den gamle, ukendte, erklærede socialist Bernie Sanders.

Historisk styrke til højre

Man undervurderede også Republikanernes styrke.

Danske og europæiske medier fremstiller ofte partiet som værende på gravens rand.

Virkelighedens verden har de senere år været en anden:

Allerede i 2012 nåede Republikanerne den største styrke for partiet i næsten 100 år - flertal i begge Kongressens kamre, to tredjedel af guvernørposterne og flertal i delstatsforsamlingerne og politisk totalkontrol i tre gange så mange stater som Demokraterne.

Man manglede bare præsidentposten. Og den har man vundet nu, samtidig med at man har konsolideret andre positioner.

Dermed blev gårsdagens valg reelt bedre for Det Republikanske Parti end jordskredssejrene i 1972 (Richard Nixon) og 1980/1984 (Ronald Reagan).

Hvad nu, store parti?

Men hvilket parti vil Republikanerne være med Donald Trump som præsident?

Havde Trump tabt, havde Republikanerne måttet spørge sig selv, om Trumpismen havde været en kort influenza, som man måtte vaccinere sig imod i fremtiden, eller en cancersvulst, der skulle opereres og bestråles væk.

Eller måske en irriterende hudsygdom, der ikke er livstruende, men heller aldrig forsvinder.

Men størrelsen af Donald Trumps sejr gør, at den selvransagelse ikke kommer - i hvert fald ikke de næste fire år.

Det vil ændre partiet. I 40 år har man bygget på tre politiske piller:

En stærk og aktivistisk forsvars- og sikkerhedspolitik.

En i økonomiske spørgsmål klassisk liberalisme centreret om frihandel, lave skatter, beskeden regulering og relativt åbne grænser.

En kristent-konservativ tilgang til kulturelle og sociale spørgsmål, bygget på Gud, familie og civilsamfund.

Men Donald Trump har aldrig rigtigt været en del af det. Som demokrat i størstedelen af sit liv har Donald Trump forsvaret Barack Obamas sundhedsreform, retten til abort, højere arveafgifter og skatter, og han er ikke kendt som hverken en flittig læser af Biblen eller en, der i praksis har efterlevet mange af dens forskrifter.

Flirter med demokraterne

I udenrigspolitikken har han anlagt en næsten isolationistisk linje og bragt sig på kant med mange traditionelle allierede af USA, og hans indvandringspolitik og protektionistiske handelspolitik bryder med partiets politik gennem mindst et halvt århundrede.

På nogle af disse punkter har Trump siden tilpasset sig til partiets linje, og han har flere gange sagt, at alt kan forhandles, men det er også klart, at han nu i høj grad er sin egen herre og vil noget andet.

Det fremgik også af Donald Trumps sejrstale, hvor stort set det eneste politiske indhold var, at der skulle igangsættes store offentlige anlægsarbejder - af den slags, som demokraten Franklin Delano Roosevelt gjorde under den store depression.

Samtidig vil han sænke nogle skatter - og dermed peger alt i retning af, at der heller ikke under Donald Trump vil findes en løsning på de konstante budgetunderskud og den eskalerende gældsætning af USA.

Vil de mere konservative republikanere ikke det samme, vil han i mange tilfælde kunne lave politik med Demokraterne i stedet (eller i hvert fald true med at gøre det).

Med det in mente er et godt bud, at Trump vil prøve at trække Republikanerne til venstre, i retning af en mere aktivistisk stor statkonservatisme, der minder meget mere om europæiske statskonservative end om den liberalkonservative linje fra Ronald Reagan og Margaret Thatcher.

Men præcis, hvad den vil bestå af i praksis, er endnu et åbent spørgsmål.