Trump har en filosofi: patriotisk liberalisme – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Trump har en filosofi:...

08. december 2016

Trump har en filosofi: patriotisk liberalisme

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Ræson den 8. december 2016.

Medierne kan give indtrykket af, at Donald Trumps politik vil være fuldstændig tilfældig og hovedløs. Det er sandsynligt, at Trump, som forholdsvis ny i politik, måske ikke har præcise politiske forslag på alle hylder. Det betyder imidlertid ikke, at Trumps politik er uden linje.

Den amerikanske kommentator, Joshua Mitchell, har for nylig i tidsskriftet Politico fremhævet i hvert fald seks konkrete ideer, som kan destilleres af Trumps taler og forslag indtil nu: 1) grænser betyder noget, 2) immigrationspolitik er et meget vigtigt emne, 3) nationale interesser skal tælle mere (på bekostning af såkaldt universelle interesser), 4) mere entreprenørskab i erhvervslivet, 5) øget politisk decentralisering og 6) politisk korrekthed skal afvises på det bestemteste og under enhver form.

Den franske iagttager Alexis de Tocqueville påstod i klassikeren ”Demokrati i Amerika” (1835) at USA blot viser europæerne et spejlbillede af deres egen fremtid. Også på den baggrund er det værd at undersøge, om der måske trods alt skulle være en vis ideologisk sammenhæng i Trumps hidtidige udmeldinger. Det ER der. Hans idéer udgør et mønster, der peger særligt mod en af Trumps forgængere: Andrew Jackson (præsident 1829-1837).

I kontakt med folket

Som præsident anlagde Jackson den såkaldte ’jacksonisme’ eller det ’jacksonske demokrati’, der prægede amerikansk politik i flere årtier efter. I Jacksons tid var USA ikke en global spiller, idet man selv via Monroe-doktrinen fra 1823 havde afgrænset landets interessesfære til Nord- og Sydamerika. Derfor er det på indenrigspolitikken, der kan vise sig fælles gods. Og flere af Trumps idéer minder om idéerne hos Jackson (der i øvrigt også blev spejlet i Tea Party-bevægelsen). Man kan forsigtigt kalde den ideologiske fællesnævner for de to ”patriotisk liberalisme”, hvor patriotismen angår beskyttelsen af amerikanske interesser og værdier, mens liberalismen dækker over deregulering, afbureaukratisering, decentralisering og skattenedsættelser.

Allerede før Jackson blev præsident, fik han skabt sig en større formue som juridisk rådgiver, plantageejer og handelsmand. Hans rigdom betød dog ikke, at han ikke havde stor føling med, hvad den almindelige amerikaner gik rundt og tænkte. Som der står i Salomonsens Konversationsleksikon fra 1922: Jackson ”valgtes i 1828 og paa ny i 1832 som den første Præsident fra ”Vesten” og stod ved sit ”folkelige” Væsen og sin Mangel paa dybere Indsigt i stærk Modsætning til sine fintdannede Forgængere”. Og en betydelig del af Jacksons styrke bestod netop i fornemmelsen af "The Common Man" i USA, som i øvrigt - hverken dengang eller i dag - har noget imod, at folk er rige. Derimod har denne gruppe altid haft noget imod "de fine og dannede" - især, hvis de bliver opfattet som nedladende overfor de almindelige mennesker.

Efter valget i 1828 indførte Jackson også det såkaldte spoils-system, idet han som præsident fyrede 252 af de 612 offentlige ansatte, der udgjorde den daværende centraladministration (og som havde tjent under den tabende præsident John Quincy Adams). I stedet indsatte Jackson sine egne mænd på alle de vigtige poster. Jackson anså spoil-systemet som en måde, hvorpå man kunne undgå magtmisbrug. Han var overbevist om, at enhver borger med god vilje kunne varetage et job som embedsmand, hvorimod livstidsansættelse i det offentlige var direkte korrumperende, og at en løbende udskiftning af medarbejderstaben derfor kun gav sund konkurrence. I alt blev der afskediget omkring 2000 embedsmænd i den offentlige sektor i 1829-30 mod kun i alt 74 i de foregående 40 år. Jackson vendte sig også mod enhver form for privilegier til udvalgte grupper i samfundet og spillede dermed i høj grad sammen med den egalitære grundstemning i USA, som Tocqueville havde skildret rosende. Trump lover at ville “drain the swamp and reduce the corrupting influence of special interests on our politics”, hvad Andrew Jackson nærmest kunne have formuleret på samme vis.

Jackson var kendt for sit direkte sprog - "straight talk" - som kunne virke provokerende og grovkornet, men appellerede til befolkningens brede lag, hvor den slags ofte betragtes som et udtryk for større ærlighed. Han fremhævede ”The Common Man” som selve rygraden i det amerikanske samfund. Da den amerikanske Højesteret dømte til fordel for cherokeser-stammen i det sydøstlige USA, nægtede han at føre dommen ud i livet og sagde: ”John Marshall [højesteretspræsidenten] has made his decision, now let him enforce it.” Intet skulle altså stå i vejen for præsidentviljen som folkets vilje. Det lykkedes ham at få flyttet mange indianske stammer væk fra nybyggernes områder. Han anvendte også præsidentens vetomulighed mere end nogen anden præsident - præsidentmagten skulle udnyttes.

Hvordan hænger udnyttelsen af præsidentviljen til det yderste sammen med, at Jackson var stærk tilhænger af Thomas Jeffersons ønske om et decentralt politisk system? Jackson mente, at han i modsætning til visse af forgængerne faktisk talte på vegne af de brede lag i befolkningen. Gennemførelsen af præsidentviljen var med andre ord et udslag af et ønske om at tage magten fra Washington-eliten for at give den tilbage til landmændene, håndværkerne og arbejderne, som til gengæld støttede ham.

De første 100 dage

Siden Franklin D. Roosevelt overtog præsidentposten i 1933 har det været kutymen, at præsidenten har medbragt en plan for de første 100-dage i embedet. Men Trumps plan er der ikke mange i Danmark, der har beskæftiget sig med. Den indeholder både en række hovedindsatsområder og forslag til nogle konkrete lovgivningsændringer, som skal gennemføres i samarbejde med Kongressen:

Der skal ske en begrænsning af ”magtmisbruget” i Washington D.C. Her minder Trumps syn på det politiske system meget om Jacksons. Et af Trumps indsatsområder for at begrænse ”magtmisbruget” består i at få begrænset særinteressernes indflydelse på den politiske beslutningsproces. Han foreslår et nyt tillæg til den amerikanske forfatning, således at man kun kan være medlem af Kongressen i en begrænset periode (selvom det muligvis bliver svært at få Kongressen med).

Den anden idé indebærer, at der skal indføres et foreløbigt stop for ansættelse af flere offentligt ansatte på føderalt niveau med undtagelse af ansættelser i forsvaret, inden for politi og sikkerhed samt i sundhedssektoren. Denne idé kan muligvis gennemføres.

En tredje idé lyder, at der for hver ny regulerende lov på føderalt niveau skal afskaffes to gamle. Den massive regulering, der udgår fra hovedstaden, skal helt i den jacksonske ånd bringes under kontrol ved, at centralmagten tvinges til at lovgive mindre og endda skal rulle reguleringsomfanget tilbage. Men da Trump jo også som Jackson ved, at anvendelsen af præsidentmagten til gavn for de brede lag ofte kræver MERE lovgivning og regulering, er det langt fra sikkert, at denne idé kan gennemføres.

Den fjerde idé er en ’afkølingsperiode’ på fem år, hvor tidligere valgte eller ansatte i Det Hvide Hus eller Kongressen ikke måtte virke som lobbyister. Dette er angreb på privilegierne hos denne gruppe, men noget han sandsynligvis vil kunne komme igennem med.

Den femte idé drejer sig om et permanent forbud mod, at ansatte i Det Hvide Hus på noget tidspunkt må udøve lobbyisme på vegne af udenlandske regeringer. Her ses en tydelig patriotisme træde frem. Ideen vil muligvis kunne gennemføres, selv om lobbyismens kilder ofte kan være svære at spore.

Endelig indebærer den sjette idé i 100-dages programmet et forbud mod, at udenlandske lobbyister anvender midler med henblik på at påvirke amerikanske valg. Det ville fx have ramt Novo Nordisk, som anvendte store beløb for at få vælgerne i Californien til at afvise et forslag om maksimumpriser på medicin (ved folkeafstemningen, der også fandt sted 8/11). Problemet med ideen er, at det kan være svært at skelne mellem udenlandske og indenlandske lobbypenge. Hvad gælder f.eks., hvis selskaber er delvist ejede af amerikanske interesser eller har amerikanske datterselskaber?

Farvel til de bedrevidende – goddag til arbejderne

Trumps holdning til de amerikanske arbejdere ligner på mange måder Jacksons fokus på nybyggerne. I begge tilfælde drejer det sig (i hvert fald retorisk) om at fremme interesserne for ”The Common Man”.

Et af Trumps indsatsområder i de første 100 dage drejer sig således om seks såkaldte ”actions” for at beskytte amerikanske arbejdere. Trump har helt korrekt anerkendt, at der er et solidt vælgerpotentiale i den hvide amerikanske arbejderklasse, der ganske vist betragter sig selv som en del af middelklassen og bestemt ikke som en del af "de fattige", som har fået Demokraternes store opmærksomhed i de seneste årtier. Som professor Joan Williams fremhævede i en artikel i Harvard Business Review appellerer Trumps lige-ud-af-posen-retorik i høj grad til USA’s hvide arbejderklasse, der er træt af politisk korrekthed og den evindelige fokusering på racespørgsmål i amerikansk politik, fordi man betragter det som et udslag af social nedladenhed fra de ”bedrevidende” og veluddannedes side. I stedet har man herfra i årevis ønsket det politiske fokus på stabile jobs og en ordentlig indtægt, som Trump leverer. Den amerikanske socialpsykolog og New York University-professor, Jonathan Haidt, har argumenteret for, at det ikke mindst er den såkaldte politiske ”antiracisme”, som er ansvarlig for opbakningen til eksempelvis Trumps ideer.

I praksis ønsker Trump ifølge sit 100-dages program for det første en genforhandling af NAFTA (frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico), fordi den angiveligt skulle have været årsagen til tabet af mange amerikanske produktionsjobs, som tidligere sikrede den amerikanske arbejderklasse stabile og solide lønninger. Desuden vil USA trække sig fra den store økonomiske samarbejdsaftale - Trans-Pacific Partnership (TPP) - med en lang række stillehavslande. Og Trump vil - for det tredje - bede finansministeren undersøge, om Kina manipulerer med den kinesiske valutas værdi, således at den permanent undervurderes, hvilket stiller amerikanske varer dårligt i konkurrencen. For det fjerde vil Trump undersøge ”alle urimelige udenlandske udnyttelser af de amerikanske handelsregler”. Herefter skal de bruge ”every tool”, som kan anvendes ifølge amerikansk og international lovgivning for at standse udnyttelserne med det samme. Målet er at gennemføre en aktivistisk handelspolitik til fordel for den amerikanske arbejderklasse, selv om det givetvis vil komme USA’s velstand som helhed til skade. Som Jackson vil Trump øge toldbeskyttelsen gennem en ”End the Offshoring Act” for at hindre, at amerikanske virksomheder fyrer arbejdere for at outsource produktionen til tredjelande, hvorfra de producerede varer derefter kan indføres toldfrit i USA.

Samtidig vil Trump ophæve restriktionerne for udnyttelsen af eksisterende energireserver i USA – bl.a. skiffergas, olie, naturgas og såkaldt ren kul. Han vil også tillade en række energi-infrastrukturprojekter, som har været blokeret af miljøhensyn – fx Keystone Pipeline-projektet. Generelt er Trump skeptisk overfor den internationale klimapolitik, selv om der stort set er klimavidenskabelig konsensus om at udpege menneskeskabte klimaforandringer som en alvorlig trussel mod klodens bæredygtighed. Den konsensus har Trump imidlertid valgt at nedprioritere til fordel for energijobs. Den amerikanske arbejderklasse er efter alt at dømme enig i prioriteringen. Trump vil også stoppe betalingen til FN’s klimapolitik og i stedet anvende midlerne til at forbedre USA’s eget vandmiljø og miljøpolitik. Præcis som for Jackson er USA’s interesser altid primære – vigtigere end de universelle interesser (som Jackson end ikke overvejede at tage hensyn til).

Under Jackson gik økonomien frem med stormskridt og oplevede efter alt at dømme (statistikken dengang var ikke optimal) vækstrater, som ikke var set tidligere i amerikansk historie. For Trump er målet: Fire procents økonomisk vækst og 24 millioner jobs. Det skal nås med hans økonomiske plan, der har titlen ”Middle Class Tax Relief and Simplification Act”. Midlerne er – foruden en del af de nævnte tiltag – massive skattelettelser, der især skal gavne middelklassen, som den amerikanske arbejderklasse henregnes til.

På uddannelsesområdet vil Trump satse på at forbedre erhvervsskolerne og de tekniske skoler, som ikke mindst den amerikanske arbejderklasse frekventerer. Samtidig skal de to- og fireårige college-uddannelser gøres billigere. Igen: Tiltag målrettet den vælgerbase, som Trump bevidst har satset på.

Der skal samtidig sættes et andet system i stedet for ”Obamacare”, der gav mange ”fattige” adgang til bedre sundhedsydelser samtidig med, at mange i den amerikanske middelklasse oplevede kraftigt stigende priser for deres sundhedsforsikringer. Især mange små erhvervsdrivende har svært ved at klare dét. Demokraterne reagerede ikke på disse problemer. Det gjorde Trump. Og han vil givetvis – med en velvilligt indstillet Kongres i baghånden – kunne ændre ”Obamacare”, som han ønsker.

Færre minoritetsrettigheder, mere grænsekontrol

Et andet af Trumps indsatsområder i 100-dages programmet drejer sig om at genoprette sikkerheden og styrke anvendelsen af allerede eksisterende regler i forfatningen. Målet er bl.a. en tætning af USA’s grænser. Bl.a. skal der findes en erstatning for højesteretsdommer Scalia. Trump har 20 kandidater. Han vil - i stil med Jackson - inddæmme den amerikanske højesterets magt ved at sikre sig dommere, som læser den amerikanske forfatning ordret og ikke indfortolker ”alle mulige” minoritetsrettigheder i den. At den amerikanske højesteret har denne mulighed, er påvist af Stanford-professor Barry Weingast i en række klassiske artikler om emnet - og Trump vil givetvis komme i mål på dette område. Endelig vil han også begynde at udsende de mere end to millioner illegale kriminelle immigranter fra USA og fjerne muligheden for at udstede visa til personer fra lande, som nægter at tage dem tilbage – her tager han både sikkerheds- og arbejdsmarkedspolitiske hensyn i én og samme omgang.

Den meget omtalte mur mod Mexico (som allerede findes på en del af strækningen) skal hindre illegal indvandring, og Green Card-bestemmelserne skal revideres, så ledige jobs i USA først tilbydes amerikanske lønmodtagere, før der importeres arbejdskraft hertil. Endnu engang er der tale om en lovgivning målrettet den socialgruppe, som Trump (a la Jackson) har gjort til sin vælgerbasis.

Når det gælder retspolitikken vil Trump i øvrigt oprette en task force, der skal assistere det lokale politi i vanskelige sager angående narkotika og vold. Mens Demokraterne er blevet opfattet som noget tvetydige i deres støtte til politiet på det seneste, har Trump meldt entydigt ud om sin støtte. Den utvetydighed har givetvis god resonansbund i forhold til den gruppe vælgere, som han gerne vil nå.

Rødder i historien

Verden er en anden end under Jackson: USA er i dag en del af en globaliseret økonomi. Men som eksemplerne viser, har Trump altså på en række punkter jacksoniske aftryk. Med vægt på delstaternes kompetencer, vendt mod det ”magtfulde og selvtilfredse” Washington D.C. Patriotisk i anslaget - med alt, hvad dette indebærer angående grænsekontrol og protektionisme. Han anvender klassisk-liberale virkemidler som skattelettelser og deregulering, og lægger vægt på at sikre og beskytte den amerikanske middelklasse og det værdimæssige kit, som en sådan beskyttelse indebærer og understøtter. Nogle har gerne villet fremstille Trumps politik som blot og bar aparte. Den påstand holder ikke for en nærmere efterprøvning. Der er også en ideologisk linje – med rødder i den amerikanske historie – som man naturligvis kan være både enig eller uenig i.