Uduelige ledere og medier er ved at ødelægge Europa – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Uduelige ledere og med...

08. maj 2016

Uduelige ledere og medier er ved at ødelægge Europa

EU

Det er blevet hipt blandt politikere og mediefolk at fremstille EU som et uhyrligt monster, der er skyld i tidens store kriser.

Debatindlæg af professor Marlene Wind (leder af Center for Europæisk Politik ved Institut for Statskundskab) i Politiken den 8. maj 2016.

For et par uger siden bragte det schweiziske Marlene Windforskningsinstitut Media Tenor en analyse, som viste, at den britiske tv-station BBC de sidste 15 år har omtalt EU mere negativt end Vladimir Putin.

Brexitkampagnen i Storbritannien – dvs. dem, der ønsker, at briterne skal stemme sig ud af fællesskabet 23. juni – har ellers konsekvent hævdet, at BBC har været for EU-venlig. Men nu kan det altså dokumenteres, at kun 7 pct. af dækningen de sidste 15 år har været decideret EU-positiv. Alene sidste år var 45 pct. af BBC’s dækning direkte negativ – samme score fik omtalen af Syriens Bashar al-Assad, mens Putins gøren og laden kun blev omtalt negativt i 30 pct. af dækningen.

Det er en kendt sag, at den britiske tabloidpresse i årtier har været notorisk EU-skeptisk grænsende til det perfide. Men få havde regnet med samme smøre fra en statsfinansieret højborg som BBC. Især nu hvor briterne snart skal finde ud af, om de vil blive i EU, er det naturligvis bekymrende, at BBC har været så ensidig og konsekvent negativ. For ord betyder noget. Det viser også masser af forskning.

At tale EU ned er imidlertid – desværre – det nye sort og bestemt ikke noget, der er forbeholdt britiske medier. For nylig valgte Berlingske således at lægge to siders spalteplads til først et stort EU-kritisk interview med udenrigsminister Kristian Jensen (V) og dagen efter med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Ganske vist glemte journalisten af ren og skær sensationslyst at spørge udenrigsministeren, hvad det konkret var, han var så utilfreds med, så det fandt vi aldrig ud af.

Og i interviewet med Thulesen Dahl kom der intet andet end forudsigelige trivialiteter frem. Det ’nye’ var tilsyneladende, at Dansk Folkeparti også vil have en folkeafstemning om EU, hvis Storbritannien melder sig ud. Surprise? Ikke rigtig, vel?

Alligevel må redaktionen i Pilestræde have vurderet, at det var så stor en kioskbasker, at læserne også skulle belemres med det. Man må konstatere, at EU-bashing ikke længere kun hører til på Berlingskes debatsider.

Hvis ikke Berlingskes nye chefredaktørs linje var et symptom på noget større, kunne man naturligvis være ligeglad. Men hvad der i særlig grad karakteriserer europadebatten overalt i øjeblikket, er en hidtil uset forhånelse af det fælles projekt, som modige politikere og intellektuelle møjsommeligt byggede op i asken af Anden Verdenskrig.

Det er med andre ord blevet hipt at være EU-skeptisk. Det giver medvind på cykelstien til enhver politisk plattenslager – kommentator eller redaktør – der gerne vil være med på noderne, men som ikke selv har nogen som helst vision for, hvad der eventuelt kan erstatte det fællesskab, vi kender.

"Vi er lige nu vidner til et svigt af dimensioner. Ikke af EU, men af moderne politikere, der reelt er bange for at være ledere!

Marlene Wind

Samtidig blander politikere og kommentatorer konstant tingene sammen, når de skal beskrive den krise, vi befinder os i lige nu. Spørgsmål som ’Hvorfor er EU så dårligt til at håndtere flygtningesituationen?’ og ’Er det ikke et godt eksempel på, at EU har fejlet totalt?’, lyder igen og igen i interviews og henvendelser, jeg selv får af journalister. Til det må jeg så korrigere og forklare, at det ikke er EU som sådan, der ikke leverer varen. Det er medlemsstaternes ledere, der ikke ønsker at levere den.

EU er hverken mere eller mindre end det, medlemslandene gør det til. EU-kommissionen træffer ingen beslutninger selv. De foreslår løsninger på alt fra klimaforandringer til bankregulering og handelsaftaler. Og senest altså en fælles flygtningepolitik, som ingen politiske ledere – af sædvanlig frygt for vælgerhavet – vil røre ved med en ildtang. Det er og bliver således de nationale hovedstæder, der vender tommelfingeren op eller ned til det, som ’EU’ foreslår. At underinformerede politikere og redaktører så forsøger at tørre aben af på EU, som om det var et uhyrligt monster fra en ukendt planet, gør kun det hele så meget desto mere tragikomisk.

Og nej, EU sidder ikke med hænderne i skødet og betragter flugten ind over Europas grænser. Kommissionen har tværtimod i årevis advaret om, at risikoen for endog meget store flygtningestrømme var reel, og at det kun kunne gå for langsomt med at få en fælles politik på området, så man kunne afbøde det værste. Herunder fælles ydre grænser. Men det ville medlemslandene – herunder Danmark – naturligvis ikke være med til.

Det samme gælder den helt groteske situation med Dublin-forordningen, hvor kæden er hoppet helt af for regeringscheferne. Også her har kommissionen igen og igen understreget, at man ikke kan overlade asylpresset til de medlemslande, der tilfældigvis ligger i EU’s periferi. Man er nødt til – siger kommissionen – at hjælpes ad og fordele asylansøgerne mellem sig. Men nej. Igen skal man kigge til månen efter så meget som et gram politisk lederskab og solidaritet fra EU’s ledere, samtidig med at alle naturligvis bedyrer, at de skam venter på en ’europæisk løsning’.

Formaster en Frau Merkel sig til at sige, at det her må vi kunne klare i fællesskab, bliver hun latterliggjort og får smækket en grænsebom i snotten af sine naboer. Og så ender hun i ren og sker afmagt til sidst med selv at smække porten i.

Vi er ganske enkelt nået så langt ud, at de politikere, der skulle lede Europa gennem endnu en vanskelig krise, er villige til at ofre de åbne indre grænser og lægge Schengen i graven, blot for at please et udefinerbart vælgerhav, der selv famler i blinde efter blot et minimum af politisk lederskab.

"Især nu hvor briterne snart skal finde ud af, om de vil blive i EU, er det naturligvis bekymrende, at BBC har været så ensidig og konsekvent negativ. For ord betyder noget. Det viser også masser af forskning.

Marlene Wind

Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at EU skal åbne grænserne på vid gab. Tværtimod er EU nødt til at tage kontrollen med egne ydre grænser tilbage fra menneskesmuglere og Putin, der med et sikkert smil på læben i øjeblikket ser til, at uduelige europæiske ledere sender Europa mod en langsom, men smertefuld opløsning.

Vi er lige nu vidner til et svigt af dimensioner. Ikke af EU, men af moderne politikere, der reelt er bange for at være ledere.

Det er tilmed en vildfarelse i både den britiske ’Brexitkampagne’ og de fleste andre europæiske hovedstæder og debatspalter, at man bliver mere uafhængig og handlekraftig som nation, når man står alene. Intet kunne være mere forkert.

Det geniale ved samarbejder som det europæiske er netop, at man – selv som lille nation (hvilket briterne faktisk er i det store billede) – har en mulighed for alligevel at påvirke verden konstruktivt. Også når det handler om flygtninge og fælles ydre grænser.

Forlader man fællesskabet, vil man derimod sejle alene på ligegyldighedens store ocean. Det var Obamas budskab til briterne, da han besøgte dem forleden, og vil naturligvis gælde tifold for os i Danmark, hvis EU-skeptikerne på Borgen og i redaktionslokalerne får magt, som de har agt.